Prøv avisen

Grundtvig glemte aldrig Udby: Præstegårdens paradishave blev Grundtvigs salmegartneri

Salmedigteren N.F.S. Grundtvig ville være fyldt 235 år i dag. Det fejres ikke mindst i Grundtvigs Mindestuer i Udby på Sydsjælland, der i dag har 90-årsjubilæum. For det var her, den store dansker fik sit blik for, hvordan det største ligger i det mindste – og sine idéer til, hvordan det danske folk kunne genoplives

En lille svale letter et stykke uden for Grundtvigs barndomshjem i Udby på Sydsjælland, og snart slår den lykkelige kolbøtter i luften. Som om den skriver på himlen – til os andre på jorden.

”Sådan tænkte Grundtvig også, at en god salme skal være. Den skal løfte sig som en fugl og få vinger, og måske er det også derfor, at der er så mange fugle i Grundtvigs forfatterskab. Han må i hvert fald have set dem her,” siger professor Erik A. Nielsen, der selv har foreslået, at vores tidsrejse gennem salmebogens store tilblivelsessteder begynder i Udby. For selvom Grundtvig ikke er den første danske salmedigter, er han nok den største. Tarveligt sammenlignede fru Heiberg, der holdt datidens fineste selskaber med sin magtfulde mand Johan Ludvig Heiberg, også Grundtvig med en elefant, som hun ”var glad for fandtes, men helst ikke ville omgås”.

Men i dag, hvor Grundtvig fylder 235 år, er det ham, som alle gerne vil sættes i forbindelse med. Politikere i alle Folketingets partier citerer ham stadig. Og Grundtvig er i hvert fald giganten i Den Danske Salmebog, der har optaget hele 264 salmer af Grundtvig. Således står han ene salmemand bag en tredjedel af de 791 salmer i salmebogen, men han kunne såmænd godt have fyldt to salmebøger selv. For han skrev omkring 1500 salmer. Han var især aktiv med skrivefjeren i 1836-1837, men de vigtige barndomserindringer udgår fra Udby. Og her tog Grundtvig også ofte tilbage i tankerne, fordi barndommen i Udby vedblev med at være en brønd, han kunne trække poetiske billeder op ad:

”Her er nu også stadig skønt,” siger Erik A. Nielsen og lader blikket vandre ud i landskabet, hvor grøftekantsblomsterne sætter kulør på de sommertørrede afgrøder og græsstrå på markerne.

Her voksede Grundtvig op som præstesøn, og her fungerede han også som hjælpepræst for faderen, hos hvem han flere gange søgte tilflugt i sit barndomsparadis, da parnasset i København ikke blot havde rynket på næsen af ham, men i flere perioder nærmest udstødte ham. Men for Erik A. Nielsen er og bliver Grundtvig kirkens redningsmand:

”I dag ville man sikkert give Grundtvig en masse diagnoser, men få har alligevel været så klarsynede som ham. Og jeg kunne ikke selv være i kirken, hvis ikke Grundtvig havde eksisteret. Han er for mig den, der opdaterer kristendommen. Kingo og Brorson var begge dygtige digtere, men de syntes stort set ikke, at det jordiske liv er værd at tale pænt om, fordi de mente, at alt, hvad der er godt, skal søges i Himlen. Men det laver Grundtvig meget energisk om på ved at sige ’Mit land, siger Herren, er Himmel og jord, hvor kærlighed bor’. For Grundtvig er det jordiske altså en ufærdig, men ikke uvigtig del af det himmelske. Men det er faktisk benægtet hos Kingo og Brorson på forskellige måder.”

Men Jorden kan vel også føles som et helvede?

”Ja, det er klart, og det var det også for Grundtvig. Han led dybt under verdens elendighed, og han led dybt under tanken om at skulle dø, for den passede ham mildt sagt ikke. Men hvis alt, hvad man har af beundring og kærlighed, retter sig mod det hinsides, så kan man komme til at fortegne billedet af det jordiske liv,” siger Erik A. Nielsen, da vi drejer ind mod den hvidkalkede præstegård i Udby, der ligger som en firelænget gård med skæve brosten på gårdspladsen og en bibelskøn have fuld af fuglesang og duften af nyslået græs lige uden for præstegården.

Havens eventyrligt store skræpper minder Erik A. Nielsen om et af H.C. Andersens eventyr, ”Den grimme Ælling”, hvor der står, at skræppebladene var så store, at små barn kunne stå under de største.

En enkelt babysky sejler over himlen som en lille optimistjolle på et blåt hav, mens solen bader hvert enkelt blad i lys, og det er også dette sydsjællandske landskab, der har inspireret til salmer som ”I al sin glans nu stråler solen” og en række af Grundtvigs andre naturdigte.

”Susåen her i nærheden bliver til livets flod for Grundtvig. Og i sin ungdom skrev han formodentlig også ’Dejlig er den himmel blå’ lige her, efter at han havde haft en uhyggelig oplevelse af at blive angrebet af Satan. Men her ved sin barndoms paradishave fandt han tilbage til sin egen barnetro, og mange af Grundtvigs bedste barnetrossalmer er på samme måde skrevet, efter at han havde oplevet kriser,” fortæller Erik A. Nielsen, mens vi går gennem havens vildnis.

Det skaber et dramatisk skyggespil på grusstierne, så det er nemt at forestille sig, hvordan haven i Udby også fodrede Grundtvigs fantasi.

Sådan var haven i Udby både Grundtvigs litterære gartneri og hans barndoms trygge legeplads, som mange af hans livlige barndomserindringer knytter sig til. Det skrev han også meget om, mens hverken Kingo eller Brorson har skrevet noget særligt om deres barndom.

For i Kingos og Brorsons levetid blev barndommen før voksenlivet – ligesom det jordiske liv frem mod det himmelske – blot betragtet som et forberedende stadie til det egentlige liv. Men på Grundtvigs tid var der kommet en ny forståelse for den personlige fortid i barndommen, som vi jo i dag ved er formende for resten af livet. Og derfor skrev Grundtvig også mere om sin barndom:

”Som tiden går, forandrer fortiden sig. Det vil sige, at Kingo og Brorson havde en fuldstændig anden fortid, end Grundtvig havde, fordi fortiden og synet på fortiden var blevet en anden. Grundtvig var også historiker, og både den personlige og nationale erindring betød meget for ham,” siger Erik. A. Nielsen.

Han er ikke er i tvivl om, at årene i Udby betød en verden for Grundtvig, der ikke kun voksede op med den fantasifremkaldende natur lige uden for døren, men også med barnepigen Malene, der var fuld af folkelige ordsprog:

”Grundtvig elskede måske endda Malene højere end sin egen mor og kaldte hende for sin ’sprogmesterinde’. For det var hende, der lærte ham sansen for at tale sjællandsk med en sikker sans for ordsprog og faste vendinger, som også lagde grunden for hans store humoristiske sans. Han elskede ordspil. Og for Grundtvig var det meget vigtigt, at dansk ikke bare var det fine københavnske, men det talte danske, som han både lærte i Udby og senere i Thyregod, da han som niårig blev sendt over til en anden præstefamilie som en del af hans dannelse.”

Grundtvig var senere i mange år præst i Vartov i København, men det var i Udby, at han udtænkte en række af sine mest banebrydende tanker, mens han var hjælpepræst for sin far i 1811-1817. Og i dag kan man se hans velholdte mindestuer i præstegården, hvor hans ikoniske skrivepult står som en rank tjener under det lavloftede hjerterum.

Det var formentlig også lige her, at Grundtvig skrev på sit store digt om påskeliljen, der senere er blevet til den elskede salme ’Påskeblomst, hvad vil du her’. Men det store digt handler også om erindring. På det tidspunkt havde Danmark lige afstået Norge efter statsbankerotten i kølvandet på Napoleonskrigene og bombningen af København, mens Grundtvig var blevet sendt herned i skam, efter at han var kommet på kant med kultur- og kirkeeliten i København. For i en nytårsprædiken havde han mere end antydet, at kristendommen også var på fallittens rand i folkekirken, hvor den sande kristendom havde svære vækstbetingelser.

Grundtvig kendte selv en del til fattigdom, for da han var dreng, kom fogeden forbi forældrene, der altid var både gæstfri og forgældede. Og en af årsagerne til, at Grundtvig selv flyttede meget rundt, var, at han også selv var fattig en stor del af livet. Men i Udby så han rigdommen i det ringeagtede, siger Erik A. Nielsen.

”Brorson havde skrevet salmer om rosen, som også er et erotisk symbol, men Grundtvig bruger en bondeblomst, der blev betragtet som en foragtet ukrudt til at beskrive både sig selv, Danmark og Kristus, så det bliver en genopstandelsessalme, der i virkeligheden handler om mange ting. Men først og fremmest om opstandelsen. Påskeliljen trækker sig jo også hvert år tilbage i sit løg, inden den blomstrer frem igen som et symbol på, at det, der ligger skjult og gemt i jorden, kan komme op og lyse igen. Og sådan bliver påskeliljen også det perfekte billede på Jesus, idet stilkens blade danner et kors, mens det smukke blomsterhoved både kommer til at ligne Jesu hoved og et nadverbæger, der giver tro, når vi synger ’Påskeblomst en dråbe stærk, drak jeg af dit gule bæger’. Og han bruger også påskeliljen i flere andre salmer – for eksempel i ’Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod’.”

De få strofer i salmebogen, der udgør ”Påskeblomst hvad vil du her”, er til gengæld kun essensen af det 23 sider lange digt, som Grundtvig skrev om påskeliljen og offentliggjorde i tidsskriftet Danne-Virke. Og i den lange version ser Grundtvig ikke mindst påskeliljen som et billede på Danmarks glemsel af sin store fortid.

”Grundtvig var dybt optaget af danmarkshistorien, og han mente også, at det, der ligger gemt og glemt i den danske historie, kan genopstå. Han skrev livet igennem på danmarkshistorier og verdenshistorier, og han fører det hele tilbage til, at opstandelseskraften i alting kommer fra Golgata og den tomme grav påskemorgen. For opstandelsen er ikke kun noget, der skete for 2000 år siden, men noget, der kan ske igen og igen. Og sådan genopstod Grundtvig også her i Udby. Han havde følt sig som et totalt nederlag. Og han havde trukket sig ud af al offentlighed, men her skrev han en række af sine tidligste salmer, mens han med en kraftpræstation oversatte både Saxo fra latin og Snorres kongekrønike fra islandsk for at genoplive danmarkshistorien.”

Gendigtningen af danmarkshistorien var det første skridt mod de tanker, der senere skulle blive til højskolebevægelsen. Grundtvigs drøm var, at det danske folk skulle vækkes, så den enkelte bonde fik lyst til at lære mere, da Danmark kunne rejse sig som en nation, der strålede af visdom og selvindsigt. Derfor var det også centralt for Grundtvig, at enhver højskoleelev ikke kun skulle lære kristendommen, men også den nordiske mytologi og danmarkshistorien at kende. Og det var den til tider udstødte salmedigters respekt for de uskolede danskere, der gav dem lyst til at blive klogere, mener Erik A. Nielsen:

”Grundtvig havde stor agtelse for almuen. Han indsamlede også folkelige, slagfærdige ordsprog, som Grundtvig havde et særligt gehør for. Men han var også med til at oplyse folket, så det blev klart til demokrati gennem grundtvigianismen. Og Danmark voksede ved, at han bevarede en slags dialektik mellem de lærde i København og det jordbundne miljø her i Udby, som han bevarede respekten for. Det endte med, at Grundtvig også blev en politisk mand og en højagtet forfatter og præst, der endda blev udnævnt til æresbiskop, og der er vel næppe noget menneske, der har haft større indflydelse på Danmarks historiske skæbne, end Grundtvig har haft, så da Grundtvig for til himmels, efterlod han en dansk befolkning, der var gennemforandret,” siger Erik A. Nielsen, inden vi kører mod Sorø for at tale om den næste salmedigter i vores reportage-serie. For afgørende for udbredelsen af Grundtvigs tanker var også, at han fik en ny ven, B.S. Ingemann, som både blev inspireret af Grundtvig til at skrive salmer og historiske romaner.

Grundtvig tænkte mange store tanker i Udby. Og salmer som ”Påskeblomst, hvad vil du her” er formentlig skrevet lige her ved skrivepulten. – Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen