Prøv avisen

Grundtvig kendte mit Midtjylland

"Jeg tror, at Grundtvig skrev 'Der er et land så kosteligt' for at gøre noget godt for Jylland," siger forfatteren Ida Jessen, der voksede op på samme præstegård som Grundtvig. -- Foto: Leif Tuxen.

"Jeg tror, at han har gjort sig umage for at finde noget positivt at skrive om egnen," siger forfatteren Ida Jessen om Grundtvigs sang "Der er et land så kosteligt", som beskriver hendes egen midtjyske hjemegn. Nu har hun stavet sig gennem lokalarkiverne som forberedelse til et skrift om Grundtvigs midtjyske sang, der udkom i denne uge

Da den senere salmedigter Nikolai Frederik Severin Grundtvig – i 1792 – var ni år gammel, sendte familien ham til "hjertet af Jylland", Thyregod Præstegård i Midtjylland. De næste seks år boede han hos den forgældede sognepræst og nære ven af familien Laurids Feld, der blev Grundtvigs intellektuelle mentor i hans sene barndomsår. Og det er blevet sagt, at Grundtvig kun blev så dygtig en latiner på grund af sin jyske vejleder.

Men eftertiden har nok skabt et glansbillede af Laurids Feld, der faktisk kun bestod sin egen embedseksamen med nød og næppe, fortæller forfatteren Ida Jessen. Hun har en særlig interesse for Thyregod Præstegård. For hun voksede op på den selvsamme præstegård som præstedatter. Og nu har hun også skrevet en lille bog om Grundtvigs sang "Der er et land så kosteligt", der handler om hendes hjemegn.

Ida Jessens essay er en del af en bogserie om danske salmer, som Kristeligt Dagblads Forlag og salmeprojektet Taarnborg i fællesskab står bag. Der er tidligere udkommet tre andre bind i serien, og i denne uge udkom yderligere tre bind, der udlægger hver sin salme. Idéen til serien kommer fra kunsthistoriker og direktør for Ny Carlsbergfondets direktion Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der har bedt forskellige kulturpersonligheder om at skrive om deres yndlingssalme. Ida Jessens bidrag falder på den måde lidt uden for seriens koncept, fordi hun ret beset skriver om en sang og altså ikke om en salme. Men Grundtvigs sang "Der er et land så kosteligt" overlevede trods alt 17 udgaver af højskolesangbogen, inden den blev redigeret ud.

"Det er jo skammeligt, at man smed den ud. Det er simpelthen en dejlig sang, så glad og fuld af skønhed, og så handler den om Jylland på et tidspunkt, da der blev skrevet meget lidt om Jylland," siger Ida Jessen, da hun lader sig interviewe – langt fra den jyske hede – i sin herskabelige lejlighed, der ligger placeret midt i det mondæne ambassadekvarter i København:

"Jeg tror, at Grundtvig skrev "Der er et land så kosteligt" for at gøre noget godt for Jylland. Når man ser guldaldermalerierne, skulle man tro, at Danmark kun bestod af sjællandske landskaber. For det er dem, de toneangivende malere malede dengang. De kom aldrig til Jylland. Og på samme Journey Through the Afterlife-måde var Jylland næsten fortrængt i litteraturen. Det rådede Blicher bod på, men Grundtvig kendte jo også Jylland. Og hans sang har betydet rigtig meget for midtjyderne. For det er jo altid rart at blive set," siger Ida Jessen, der selv voksede op i et helt andet landskab end det, Grundtvig så og beskrev. For i hendes barndom var egnen fuld af fed jord, ligesom præstegårdshaven var ethvert havemenneskes drøm.

Sådan var det bestemt ikke i Grundtvigs barndom. Det var også før den berømte Dalgas få år senere fik jyderne til at plante hække og træer, der som læhegn holdt sandet væk fra heden, så den kunne opdyrkes til landsbrugsjord. Den tanke virkede helt håbløs for Dalgas' farbror, der i stedet opfordrede til at legalisere landmændenes "hemmelige" brændevinsproduktion. For hvad skulle man ellers leve af på den brune hede? Og for Grundtvig må egnen have virket som en ørken, da han selv blev rykket op fra de frodige marker på Sydsjælland for at bo på den golde midtjyske hede, fortæller Ida Jessen:

"Grundtvigs sang er en realistisk beskrivelse af egnen fra dengang. Han skriver næsten lige så meget om alt det, der ikke er på egnen, som det, der er. Men jeg tror, at han har gjort sig umage for at finde noget positivt at skrive om egnen. Han skriver om lærken, der lyder sødere her end andre steder. Og hvis hveden slår fejl, kan man regne med rugen. Det er helt klart en hyldest til det jordbundne livs kvaliteter. Man kan altid finde noget, der ikke er der, men der er også altid noget, man kan glæde sig over."

Grundtvig blev dog aldrig inkarneret jyde.

"Det er faktisk forbavsende, hvor lidt han har skrevet om sin egen tid i Thyregod Præstegård, når man tænker på, hvor meget han ellers skrev. Men jeg tror, at han var for optaget af nuet til at tænke tilbage på sin barndom i Vestjylland. Han havde jo altid så travlt, at han nærmest ikke havde tid til at sove. Men jeg tror aldrig, han glemte Midtjylland, og jeg tror heller ikke, at han syntes, at det var en dårlig tid for ham. Selvom man vi ved meget lidt om Grundtvigs ophold i Thyregod, ved man, at han havde et nært forhold til Laurids Feld."

Den midtjyske sognepræst havde dyre vaner og kørte for eksempel rundt i en fin vogn med rigtige køreheste, ligesom han havde regninger alle steder. På den måde var han nok et tvivlsomt forbillede for den unge Grundtvig, men den jyske værts afslappede stil kom også Grundtvig til gavn.

"Vi ved, at Grundtvig fik lov til at læse alle slags bøger, og det har nok været med til at danne ham. Men der er også noget, der tyder på, at han var en arrogant dreng, som følte sig bedre end de andre børn i præstegården. Og han vendte aldrig tilbage til Thyregod, efter at han forlod stedet som 15-årig."

Laurids Feld døde kort tid efter. Han efterlod sig en kæmpe gæld, så selvom han havde skrevet Grundtvig-sønnerne ind i sit testamente, var der ikke meget arv tilbage, da præstegården var solgt og de bevislige regninger betalt.

"Hans søster havde samme holdning til penge. Da Laurids Feld skulle begraves, sendte hun en vogn til en fjernt liggende købmand, hvor hun fik skrevet en regning på en enorm mængde vin og mad til begravelsen. Det er de små sjove detaljer, der dukker frem, når man søger ned i arkiverne," siger Ida Jessen, som kalder Grundtvigs midtjyske sang for "stor litteratur". For nylig blev hun selv udpeget som ny formand for litteraturudvalget, der uddeler statens treårige legat til landets dygtigste forfattere. Og hun mener, at den gode litteratur har én ting tilfælles, hvadenten den kommer fra unge forfattere, salmedigtere eller Bibelen:

"Den gode litteratur er pirrende. Jeg leder aldrig efter noget bestemt i en tekst. For hvis den er god, skal den nok selv henvende sig til en. På den måde har jeg heller ikke et særlig teoretisk forhold til litteratur."

Ida Jessen læner sig frem over bordet og tilføjer:

"Der er heller ikke teologien, der interesserer mig i salmer, men den menneskelige erfaring, som salmerne udtrykker. Det, der interesserer mig, er, hvad det vil sige at være menneske. Og uanset hvilken følelse man har, kan man næsten altid finde en salme, der passer til."

Så du har et indre bibliotek af salmer?

"Ja, det har jeg. Men det hænger nok også sammen med, at jeg har kendt dem, siden jeg var meget lille. Og det, man vokser op med, vil altid have en særlig plads for en."

ohrstrom@k.dk