Prøv avisen

Grundtvigs salmer peger på påskens mirakel

Grundtvig-forsker Sune Auken bor i Rødovre, hvor hans kone, Sarah Auken, er sognepræst. – Foto: Søren Staal.

Nåde rimer på gåde i Grundtvigs salmer, men selv var han ikke i tvivl om, at opstandelseshåbet gælder alle mennesker, mener Grundtvig-forsker Sune Auken

Undertiden siger man om de danske salmedigtere, at Brorson er julens salmedigter, mens Kingo er påskens besynger og Grundtvig er pinsens poet. Men ifølge Grundtvig-forskeren Sune Auken skyldes det nok først og fremmest, at det er svært at placere de første to omkring pinsen. For Grundtvigs påskesalmer som Hil dig, frelser og forsoner, Tag det sorte kors fra graven og Påskeblomst, hvad vil du her? hører ubetinget til påskens mest elskede salmer.

LÆS OGSÅ: Fra Paaske-Lilien til Påskeblomst. Historien om en elsket salme

Grundtvig har skrevet geniale salmer til alle højtider, men han var også ekstremt produktiv, og han var selv bevidst om, at ikke alt var lige godt, siger Grundtvig-eksperten Sune Auken og genfortæller en anekdote, hvor Grundtvig sidder i selskab med guldalderdigteren Adam Oehlenschläger og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen.

Oehlenschläger manglede ikke selvbevidsthed og bad Thorvaldsen om at læse sin bog En Rejse, som Baggesen havde rakket ned i en anmeldelse. Den bog skal De slet ikke læse, for det er noget rigtig skidt, sagde Grundtvig til Thorvaldsen lige foran Oehlenschläger, der straks for op:

Sig mig, har De aldrig skrevet noget skidt?

Jo, såmænd har jeg så, men jeg forlanger ikke, at nogen skal læse det, replicerede Grundtvig.

Sune Auken slår en stor latter op, inden han tilføjer:

Den historie viser jo, at Grundtvig havde en pæn portion selvironi, men jeg synes, at vi andre gør klogt i at betragte Grundtvig lige så nuanceret, som han selv gjorde. Grundtvig er med rette en gigantisk skikkelse i vores historie. Men hvis man skal forstå hans storhed, må man også have blik for hans skæve vinkler.

Allerede i Grundtvigs samtid fik han i sine sene år en rockstjerneagtig status, der betød, at dele af hans menighed i begyndelsen ikke opdagede det, da han fik sit tredje sindssyge anfald, påpeger Sune Auken:

Hans menighed i Vartov betragtede ham som en profetisk skikkelse, så mange reagerede ikke engang, da han begyndte at mene, at han selv nok var ærkeenglen Gabriel. Men selv uden for hans sygdomsperioder er mange af hans tankegange jo vilde, ja nogle gange direkte fjollede. Det rører jo dog ikke ved hans enorme betydning for dansk åndsliv, og i dag er meget af det sekteriske og uligevægtige jo også forsvundet, når man taler om Grundtvig.

Sune Auken sidder og puster ned i sin skoldhede kaffe et øjeblik, inden han tilføjer:

Når en præst i dag skriver i en ansøgning, at han er grundtvigsk, er det som regel mest for at vise menighedsrådet, at han ikke er missionsk. For i folkekirkesammenhæng er rebellen Grundtvig blevet mainstream. Men når man læser hans salmetekster, kan man se, at han faktisk havde meget skarpe holdninger. I sin elskede salme Påskeblomst, hvad vil du her? skriver han for eksempel: Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde. For Grundtvig mente vitterlig, at livet er meningsløst uden opstandelsen. Til gengæld var han nok nærmest universalist, idet han troede på, at man også kunne omvende sig efter døden. Alle hans salmer peger på en eller anden måde på det håb. Og jeg vil gætte på, at Grundtvigs teologi er det nærmeste, man kommer tanken om alles frelse inden for den lutherske tradition.

Vi sidder i litteraturforskeren og foredragsholderen Sune Aukens spisestue i Rødovre med udsigt til hans skrivebord ved siden af, hvor en slidt salmebog ligger parat som en livsvigtig håndbog. Privat er han gift med sognepræsten Sarah Auken, men nogle af de teologiske værker i hjemmets spækkede bogreoler er hans egne. For Sune Aukens egen litteraturforskning spænder lige fra Grundtvig til nutidige forfattere som digteren Søren Ulrik Thomsen.

Sammen med sin kollega Svend Skriver udgav Sune Auken også en stor bog med læsninger af Søren Ulrik Thomsen forfatterskab sidste år, og han har også forkærligheden for både kristendom og moderne kunst tilfælles med Thomsen, der dog nærmer sig opstandelsestanken mere forsigtigt end Grundtvig. Men det metafysiske over for det moderne har måske været den røde tråd i Sune Aukens universitetskarriere. Og allerede som nyuddannet kandidat var han selv med til at stifte tidsskriftet Transfiguration. Nordisk tidsskrift for kunst og kristendom, der siden har fået den lidt bredere undertitel Kunst og religion.

Det virker ikke tilfældigt, når man tænker på, at han er søn af præsten og politikeren Margrethe Auken og litteraturforskeren Erik A. Nielsen, der netop har specialiseret sig i spændingsfeltet mellem kunst og teologi ved at skrive klogt om det kristne billedsprog. Men Sune Auken var faktisk varsom med at træde i sin fars fodspor, fortæller han:

Jeg var godt klar over, at det kunne se ud, som om jeg blindt overtog min forældres interesser. Men til sidst kom jeg frem til, at jeg i endnu højere grad ville gøre mig uselvstændig i forhold til mine forældre, hvis jeg lod mig styre af, at jeg absolut skulle finde et andet interesseområde, når det nu var det, der optog mig mest. Og jeg synes i den grad, at det jeg laver giver mening: Det gør teksterne endnu mere åbne, når man går til salmer og digte med et filologisk frem for et ontologisk udgangspunkt, så man ikke behøver at lade sig forstyrre, selvom tekster peger i en anden retning end ens egen livstolkning, forklarer Sune Auken, der jo oven i købet er blevet gift med en sognepræst som sin far. Men jo mere Sune Auken har studeret Grundtvig, jo mere står det ham klart, at han ikke kommer fra et grundtvigsk hjem:

Jeg har faktisk måttet tillære mig mange af Grundtvigs termer. Og i den forstand er jeg nok vokset op som en helt almindelig københavnersnude. Men Grundtvig er vanvittig spænende at arbejde med. Han er på samme tid lige så følsom og jeg-orienteret som pietisterne og lige så dogmatisk som de luthersk ortodokse er det. Sommetider ser man teologer, der gør Grundtvigs salmer til dogmatik på vers, fordi de er så læretunge. Og jeg har på mange måder også taget Grundtvigs tænkning og teologi til mig, fordi den altid peger frem mod glæden og livet i stedet for at dyrke lidelsen i sig selv. Faktisk er det først ved at leve sammen med en præst, at jeg for alvor har fået sans for en en klassisk grundtvigsk tanke: Enhver, der tager sig liv alvorligt, vil møde sit kors, og så skal man selvfølgelig tage det op og bære det, men man skal ikke løbe efter det selv. For Grundtvig er lidelsen ikke meningsfuld i sig selv, så der er ingen grund til at opsøge den. Og det har jeg virkelig selv taget til mig.

Men hvor skal man så finde sin trøst, når man står i lidelsen?

Når man står midt i smerten, kan det selvfølgelig være en trøst at tænke på, at Jesus også har været der. Der er ingen steder, vi kan komme hen, hvor Gud ikke har været før. Selv ind i gudsforladtheden har han været på korset, men der er stadig ingen grund til at dyrke lidelsen. For det er faktisk forvrøvlet at sige, at alt, hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Det eneste, der giver mening, er at sige, at alt, der ikke slår dig ihjel, slår dig ikke ihjel. Og når man står i lidelsen, er det bedste håb jo også, at lidelsen ikke varer ved. At døden ikke får det sidste ord, og det er også derfor, at Grundtvig hellere vil pege frem mod påskemorgen end dvæle ved langfredag.

Salmen Tag det sorte kors fra graven er for eksempel Grundtvigs protest mod Kingos store fokusering på lidelsen og døden langfredag, fortæller Sune Auken.

Grundtvig flytter simpelthen fokus fra lidelsen til påskemiraklet. Selv langfredagssalmen Hil dig, frelser og forsoner peger også frem mod opstandelsen. For Grundtvig vil altid lade langfredag være et gennemgangsled til påskedag. Og han vil altid lade langfredag være forklaret af påskedag. Lidelsen er selvfølgelig et vilkår, man ikke kan komme udenom, men der er ikke noget særligt at lære i den. For Grundtvig er lidelsen kun resultatet af syndefaldet, og pointen i genløsningen er, at mennesket ikke længere skal være bestemt af lidelsen.

Sune Auken tier et øjeblik, inden han fortsætter:

Mennesket er en gåde hos Grundtvig, ligesom tilværelsen er en gåde, men for Grundtvig kan mennesket også kun forklare sin egen gåde i lyset af tilværelsens gåde. Og 75 procent af de gange, han rimer på gåde, bruger han ordet nåde. Nåden er et nøgleord for Grundtvig. For ifølge ham bliver mødet med Kristus også mødet med en selv, fordi man ser sig selv klarere, når man spejler sig i Kristus. Og i det perspektiv vil refleksionen over den lidende Kristus altid ende i forkyndelsen af livet.