Prøv avisen
Bog

Grusomme vidnesbyrd fra en krig med mange ansigter

5 stjerner
Sofie Jamas stærkeste kort er de utrolige krigsbeskrivelser og den følelsesfuldhed, hun tør opretholde i sine beskrivelser af krigens desperation. Foto: Leif Tuxen.

Det er imponerende, som Sofie Jama formår at binde sine tre historier sammen til sidst i denne debutroman. Et vigtigt indblik i krigens ubarmhjertighed

Debutromanen ”Et andet menneske, et andet liv” er i en kvalmefrembringende klasse for sig. Den forener smukke beskrivelser af sufi-islam med somalisk overtro, mareridtsagtige febervildelser og forfærdelige øjenvidneberetninger fra tre krige: Den somaliske borgerkrig, krigen i Syrien og Anden Verdenskrig.

Og hvad gør den så uhyrlig – og samtidig uslippelig? Jo, Sofie Jamas roman er så vanvittig stærk, fordi den i sin form mere ligner et vidnesbyrd end en fiktiv fortælling om krig, død og menneskelig ødelæggelse. Her er intet filter at gemme sig bag.

Fortælleren Baraka vokser op i det borgerkrigsramte Somalia i 1990’erne og fortæller i hudløs jeg-fortæller-stil om både sin egen kamp for overlevelse og om andres. Formen ligner mere et malerisk klummeindlæg, som man indledningsvist lige skal vænne sig til, men som ender med at være ætsende troværdigt.

Baraka fortæller poetisk om at være et seksuelt væsen med glubende appetit, være omskåret og på flugt og uønsket, og i bogens hårdeste afsnit, hvor vi hører om den palæstinensiske dreng Umars ubarmhjertige flugt fra en syrisk flygtningelejr mod Danmark, skifter hun endda til du-form som ved en henvendelse. Umars historie er ganske enkelt forfærdelig at følge, og med hans oplevelser i baghovedet burde romanen komme med en advarsel på forsiden: Det her er virkelig ikke for sarte sjæle. Samtidig er det en nødvendig og utrolig historie at få indblik i.

Baraka arbejder i en dansk nødhjælpsorganisation med blandt andet uledsagede flygtningebørn, da Umar forsvinder, og forsvindingen bliver den indledende gnist, der antænder hendes jeg-fortælling.

I Danmark har Baraka også mødt den langt ældre jødiske kvinde Esther, der bor i en luksuriøs lejlighed ved søerne i København, og de to kvinder har tilbragt meget tid i dyb samtale. Samtalerne erindrer Baraka for også at fortælle Esthers historie om fangenskab i koncentrationslejr, hvor hun som tvungen elskerinde for en tysk kommandant genser noget af den menneskelighed, hun ellers har mistet under Anden Verdenskrig. Esther og Baraka finder en fælles identitet i deres forhold til deres religioner og deres inderlige gudsforhold, og netop de monoteistiske religioners fælles grundlag løber som en stærk åre gennem ”Et andet menneske, et andet liv”.

Et andet spor er det seksuelle, der for min smag kammer over her og der, blandt andet da fortælleren indleder en affære med sin yogalærer. En gennemgående metafor er hendes omskæring i en sen alder af 11 år og den bagvedliggende baggrund til det; nemlig at opnå sin ondskabsfulde mors kærlighed og søge renheden.

Ingen af delene lykkes for den sanselige og sensuelle Baraka, der i stedet oplever sin første orgasme efter omskæringen, da en nabodreng belurer hende fra et vindue.

Sofie Jamas stærkeste kort er de utrolige krigsbeskrivelser og den følelsesfuldhed, hun tør opretholde i sine beskrivelser af krigens desperation. Krig kan få en mor til at forlade sit spædbarn i flugten, fordi barnet hænger for tungt på armen, og få en mor til at fodre et nyfødt barn med hundemælk, fordi hendes egen krop er for svag.

Det er grusom læsning, der er uafrystelig, spændende og ætsende, og det er imponerende, som Sofie Jama formår at binde sine tre historier sammen til sidst. Et utroligt vigtigt indblik i krigens ubarmhjertighed.