Gyldendal gik glip af en guldfugl, da debutanten Mads Peder Nordbo i 2012 efter ti måneders forsøg på at få en kontrakt i hus måtte se sig slået af det store forlags omskrivningskrav og i stedet gik til Lindhardt og Ringhof med sit manuskript. For her tøvede de ikke, og debutromanen Odins labyrint endte med at blive en af boghandlernes største julebestsellere i 2012.
Jeg er selvfølgelig glad for mit forlagsskift. For her er jeg ikke kun én af mange forfattere. Her er der altid knus, og her tror de på mig, siger Mads Peder Nordbo på syngende fynsk og tilføjer:
Men jeg er nu alligevel taknemmelig for mit indledende samarbejde med Gyldendal. For i begyndelsen var mit manuskript kun en mellemting mellem en afhandling og en roman, og det hjalp de mig med at lave om på.
Debutromanen tog afsæt i hans mange års interesse for nordisk historie, religion, filosofi og nordisk mytologi. Længe drømte Mads Peder Nordbo faktisk om at skrive en ph.d.-afhandling om runers oprindelse, efter at han havde skrevet lange opgaver om emnet på universitet som danskstuderende. Det lykkedes ham dog ikke at blive forsker. I stedet fik han job i reklamebranchen og en stadig større forståelse for at sætte fængende sætninger sammen, og undervejs opstod idéen så til at omsætte den viden, han havde suget til sig, til en spændingsroman.
LÆS OGSÅ: Friheden ligger i at blive holdt fast
Læser man mellem linjerne, tegner bogen dog også en slags selvportræt af forfatteren, og det er også tilfældet i hans nye roman Thuleselskabet, der kan læses som en selvstændig fortsættelse af debutromanen på flere planer.
Mine bøger er ikke kun spændingsromaner tilsat viden, de er snare romaner, der dybest set handler om mine egne følelser. Begge mine bøger har den samme hovedperson, der slås med psykiske problemer. For jeg har hældt en del af det mørke, jeg selv har levet med, ned i dem, siger Mads Peder Nordbo og kigger ned i bordet, inden han tilføjer: Jeg voksede alene op med min mor i Tommerup på Fyn. Mine ældre søskende var flyttet hjemmefra, og min far havde forladt os. Hans nye kone kunne ikke lide mig og ville ikke have, at han holdt kontakt med mig. Så der var kun mig og min mor i huset. Vi havde det faktisk godt, men hun led i perioder under en ret mørk maniodepressivitet samt hyppige migræneanfald, og i de perioder var der meget stille i huset, når hun lå i sengen.
Mads Peder Nordbo fortæller videre: Min far dukkede først pludselig op på min 25- års-fødselsdag, men det var for at sige, at han var ved at dø af kræft, så det blev ikke noget langt forhold, vi fik. Og i mange år havde jeg fornemmelsen af, at folk ville forlade mig. Det gjorde flere af mine venner også. De døde som unge mænd i trafikulykker på Fyn, hvor der også blev kørt uforsvarligt om natten i et dumt forsøg på at skabe spænding i den lillesoveby. Men nu har jeg selv stiftet familie i Tommerup, og jeg går tit forbi gravstederne med mine venner og min bror på kirkegården, siger Mads Peder Nordbo, der også har været medlem af det lokale menighedsråd i mange år.
Jeg plejer at kalde kirken for min kirke. For jeg har selv været med til at bestemme, hvordan den skulle udsmykkes, og siden jeg var barn har kirkerummet også været et af de få steder, hvor jeg kunne finde fred. Sommetider sætter jeg mig også ind i kirkerummet i Odense Domkirke for mig selv. Hvis man er heldig, er der en organist, der øver sig, men ellers giver det bare en følelse af at kunne sidde og snakke lidt med Skaberen. Det er ikke sådan, at jeg nogensinde har hørt Guds stemme rent fysisk, men jeg føler mig altid lettere, når jeg går igen. Gud er der, når jeg har brug for ham. Troen har på den måde altid givet energi til den lyse side af mig. For mens min storebror drak sig ihjel, har jeg altid kunnet finde tilbage til glæden. Livet er hårdt, men det er ikke kun hårdt. Og det synes jeg også, at jeg lærer, når jeg læser i Bibelen, der er fyldt med kampe, men også med håb og trøst.
I slutningen af Mads Peder Nordbos debutroman har hovedpersonen, Mathias Hviid, også en slags samtale med Jesus. Egentlig havde Mads Peder Nordbo selv tænkt, at Mathias Hviid skulle dø i det kapitel. Men sådan tænkte mange læsere ikke, og da succesen overvældede ham, fik han lyst til at lade Mathias Hviid genopstå i en ny roman. Og nu er efterfølgeren, Thuleselskabet, også udkommet på Lindhardt og Ringhof.
Thuleselskabet er med god grund allerede også på vej ud på det store tyske marked. For mens den første roman trækker tråde mellem kristendommen og den nordiske mytologi og lighederne mellem Odin og Jesus, der for eksempel begge lider på et træ tager den nye roman fat på den senere SS-leder Heinrich Luitpold Himmlers Thuleselskabet, der støttede det tyske arbejderparti først i 1930erne som en forløber for Hitlers nazistparti. Thuleselskabet lavede blandt andet en del arkæologisk forskning for at finde rødderne til det ariske folk.
Thuleselskabets forskning står jo i dag i skyggen af nazisternes forfærdelige forbrydelser. Men rent arkæologisk var de faktisk på sporet af at finde rødderne til den ariske race. Det ville så ikke have huet nazisterne at finde ud af, at der også er rødhårede kurdere og iranere, der stammer fra det ariske folk. Men bortset fra nogle helt surrealistiske teser om, at det ariske folk stammede fra ufoer som et særlig ædelt folk, var Thuleselskabet faktisk i gang med et forskningsarbejde, der godt kunne være blevet interessant, hvis tyskerne ikke havde været så krigsliderlige.
Er du bange for reaktionerne i Tyskland, når du på den måde genrejser Himmlers forskning?
Næ, jeg retfærdiggør jo ikke Himmlers menneskesyn. Tværtimod. For det var på mange måder forskning uden moral. Men jeg synes til gengæld, at Thuleselskabets søgen efter menneskets fortid er interessant. De sporede den ariske race tilbage til Rusland og Kaukasus-området. Desværre havde de hele tiden et arrogant fokus på at finde beviser for den ariske races overlegenhed, men deres forskning kunne også været blevet brugt til at undersøge vores religiøse fortid. Hagekorset er nu blevet et symbol på ondskab, men oprindeligt er det måske det ældste religiøse symbol i verden. Det kommer jeg også ind på i min roman, siger Nordbo nærmest hemmelighedsfuldt:
Jeg kan se masser af problemer med religion, men jeg har det sværere med ateister, der siger, at de ikke tror på noget. Det er da komplet umuligt at gå igennem livet uden at tro på noget. Og religion fascinerer mig dybt. Selvom jeg bekender mig til kristendommen, føler jeg mig også beslægtet med religiøse mennesker, der tror på andre guder. For uanset om man tilbeder Odin eller Jesus, er det da et tegn på, at man anerkender, at der findes én, der er større end en selv.
Uddrag fra Thuleselskabet
Gud er vist ret ligeglad med mig, sagde jeg stille, mens jeg så Edinburghs grålige huse glide forbi uden for bilens vinduer. Men jeg
Ah, brød Ian ind. Kender du til Jobs fortvivlelse?
Jeg så skævt over på ham og nikkede let med hovedet. Lige præcis den del af Bibelen kendte jeg allerbedst, da den var beskrevet i min mors dagbøger. Præsten havde prædiket om det den dag, hvor jeg som seksårig så en mand dø.
Gud ryster jorden løs af dens fundament, fortsatte han, får søjlerne under kloden til at skælve og befaler solen at blive nede bag horisonten. Han gør alt det modsatte af, hvad en skaber burde. Han jager Job uden grund og tilføjer ham sår på sår. Ian så hurtigt på mig og vendte så blikket tilbage mod vejen. Jobs venner siger til Job, at Gud nok har ret, for han er dog Gud. Men Job står fast. Han mærker jo sine sår. Og Gud giver ham ret. Ikke sandt? Det er Job, der taler sandt.