Prøv avisen

”Far. Søn. Ånd” er en skarp og usentimental udgivelse om Guds treenighed

4 stjerner
Forfatterne, som udover Lars Sandbeck (billedet) tæller Rikke Vanggaard, konkluderer, at når Gud er ånd, så kan han ikke være et fænomen, man kan iagttage. Foto: Leif Tuxen

Denne udgivelse om treenigheden er over lange stræk storartet, men der er også skønhedspletter

En fuga er et stykke klassisk musik koncentreret om et tema, som kan varieres trestemmigt. Og med inspiration fra den amerikanske teolog Robert W. Jenson konkluderer forfatterne Rikke Vanggaard og Lars Sandbeck i deres nye bog ”Far. Søn. Ånd”: ”Gud er en fuga (…) Faderen, Sønnen og Helligånden er som tre selvstændige stemmer, hvis unikke klange og melodier væver sig ind og ud af hinanden, blander sig, men samtidig giver plads, så ingen af stemmerne begynder at dominere eller fortrænger de andre.”

Forfatternes udgangspunkt er to skriftsteder fra Det Nye Testamente: ”Gud er ånd” og ”Gud er kærlighed”. Forfatterne konkluderer, at når Gud er ånd, så kan han ikke være et fænomen, man kan iagttage.

Når ateisterne hævder, at Gud ikke eksisterer, står det ikke i et modsætningsforhold til det til Bibelen, hvor tingene i den skabte verden er nogle, vi kan føle, måle eller registrere: ”Alt dette gælder ikke for Gud. Så i denne specifikke betydning af ordet ’eksistens’ er det korrekt at sige, at Gud ikke eksisterer.”

Og når det hedder, at Gud er kærlighed, så er det, fordi ”Gud er en begivenhed – kærlighedens begivenhed”. Pointen er, at vi alt for ofte taler om Gud som et navneord i stedet for et udsagnsord: ”Ordet ’Gud’ er mere sammenligneligt med ord som danser, falder, elsker, håber, sørger, råber og trøster end med ord som sten, hest, grøntsag, planet og julemand.”

Vanggaard og Sandbeck slår på den baggrund fast: ”Gud er den begivenhed, som Faderen, Sønnen og Helligånden tilsammen udvirker.”

Undervejs må forfatterne dog spørge sig selv og læseren, om man kan bede aftenbøn til en begivenhed. Forfatterne ræsonnerer, at det sagtens kan lade sig gøre, eftersom Gud er kommet til verden i skikkelse af Jesus Kristus. Men de to teologers eksempel på Guds nærvær er tvivlsom. De skildrer en episode fra Auschwitz, hvor et barn bliver hængt, mens de voksne forfærdede spørger, hvor Gud er henne. En af fangerne udbryder: ”Han hænger dér i galgen!”.

Bogens forfattere bemærker, at fangens udsagn om, at Gud hænger i galgen, kan forstås på den måde, at drengen ikke dør alene, idet Gud er til stede i lidelsen og døden. Og forfatterne føjer forklarende til: ”Gud trækker ikke sit nærvær tilbage, så snart livet begynder at gøre ondt.”

Men hvad nu, hvis drengen kun følte en grufuld, bundløs smerte, da han åndede ud? Er det så ikke at føje spot til skade at blande Gud ind i disse rædsler?

Jeg synes det, og jeg synes, de skulle have valgt et bedre eksempel på Guds nærvær.

Men i øvrigt er ”Far. Søn. Ånd” fortrinligt skrevet. Den er skarp, præcis og usentimental, og især i den sidste del af bogen udfolder forfatterne fornemt trinitetslæren: Gud lancerer nåden, Kristus manifesterer kærligheden, og Helligånden sørger for, at den kan blive vores fælles fremtid.