Gud er en ørn, et ådsel og en natsværmer

Kirsten Nielsen gør sit til at udvide vores billede af Gud med Gud, mennesker og dyr i Bibelen. Men bogen bør læses bagfra

kirsten nielsen, bog, gud, dyr,
Kirsten nielsen, bog, gud, dyr, .

Tror du på en personlig Gud eller en særlig åndelig kraft? Det spørgsmål stilles i den store europæiske værdiundersøgelse, hvor samfundsforskere undersøger folks grundlæggende værdier.

Begrænset af en teologisk uddannelse har jeg tænkt, at en personlig Gud handler om Gud som person, men jeg er blevet belært om, at sådan læser andre det ikke nødvendigvis: En personlig Gud forstås i dag også som min personlige Gud, og det er jo noget ganske andet.

Men begge forståelser af en personlig Gud er i grunden ret begrænsede. Det fremgår tydeligt af Kirsten Nielsens nye bog, Gud, mennesker og dyr i Bibelen. Her støvsuger den gammeltestamentlige professor Bibelen for dyr og brugen af dyrebilleder i primært Det Gamle Testamente, men ikke mindre spændende i Det Nye Testamente. Det kommer der uhyre interessante konklusioner ud af om forholdet mellem Gud og mennesker og dyr og om menneskets plads i verden i forhold til Gud og dyrene.

LÆS OGSÅ: Dengang Venstre opgav ånden

Dyrene er en del af skaberværket, og mennesket har en særlig stilling, det fremgår af skabelsesberetningerne i 1. Mosebog. Kirsten Nielsen redegør for grundvilkår og dagligliv for mennesker og dyr i Mellemøsten i antikken. Og hun fremlægger en række eksempler på, hvordan dyr fungerer som billeder på mennesker. Løven og ørnen er for eksempel billeder på kongen, mens salmisten beder Gud om at redde hans dyrebare liv fra hundene, der betragtes med foragt. En foragt, som videreføres i Det Nye Testamente, hvor for eksempel Lazarus elendighed understreges af, at hunde slikker hans sår.

En helt afgørende pointe hos Kirsten Nielsen er, at der er forskel på billedsprog og bogstaveligt sprog, og om Gud kan vi kun tale i billeder. Særlige kapitler er viet mangfoldigheden af gudsbilleder og de særlige roller, Gud tildeler dyrene. Kirsten Nielsen fremdrager også eksempler på hebræiske flertydigheder, som ikke afspejler sig i en dansk oversættelse for eksempel siger Gud i Hoseas Bog: Jeg er som kræft for Efraim, hvor den hebraiske glose for kræft også kan betyde møl, et ubetydeligt lille dyr, som man pludselig opdager har anrettet stor skade.

Der er forskel på Gud og mennesker i Det Gamle Testamente, og når der optræder dyr i blandingsformer, monstre, så er det tegn på uorden.

Dyrene er færre i Det Nye Testamente, men hverken løven eller lammet forsvinder. Til gengæld torpederedes ordenen grundlæggende, i og med at Gud bliver menneske men ikke kun menneske. Guds søn optræder både som hyrde og offerlam, og lammet er både hyrde og løve. Kompleksiteten i billedsproget tager til med teologisk nødvendighed, som forfatteren udtrykker det.

Kirsten Nielsen opsummerer pædagogisk hovedpointer efter hvert kapitel, og bagerst i bogen er nyttige registre over bibelsteder og dyr, så man også kan bruge bogen som opslagsværk.

Gud, mennesker og dyr i Bibelen er en anbefalelsesværdig rusketur til moderne, anæmiske gudsbilleder. Jeg vil dog råde til, at man begynder sin læsning bagfra, med konklusionen, så man ikke strander i pointer af først og fremmest religionshistorisk relevans. Bogen stiger nemlig i både intensitet og moderne relevans.

Efter konklusionen kan man tage hul på Det Gamle og Det Nye Testamente og runde af med det afsluttende udblik, hvor Kirsten Nielsen hopper op i nutiden og læser salmer af Lisbeth Smedegaard Andersen. Den moderne salmedigter indskriver ved hjælp af blandt andet havens dyr Gud i en hjemlig verden. Hos Smedegaard Andersen går vi fra stort til småt, her er Gud ikke en ørn eller en løves brølen, men måske en natsværmers bløde vingeslag mod en oplyst rude.

Kirsten Nielsen viser, at dyretemaet er en frugtbar tilgang til det bibelske billedsprog. Man kunne håbe, at hun eller andre ville udfolde temaet også i historisk-litterær belysning: Hvilke historier fortælles om dyr, Gud og mennesker mellem Johannes Åbenbaring og det 21. århundrede? Bare enkelte centrale nedslag kunne gøre os klogere på de betydningslag, traditionen har lagt til det bibelske billedsprog. Og lægge alen til vores forståelse af Gud.