Prøv avisen

Gud er måske kun lidt død

Lars Sandbeck: De gudsforladtes Gud. Kristendom efter postmodernismen. 230 sider. 249 kroner. Anis. Udkommer i dag.

Det er trist at se Lars Sandbeck bruge sit gode teologiske hoved på postmodernistiske vidtløftigheder

Som det fremgik af et stort interview her i avisen den 20. september, prøver Lars Sandbeck i sin nye , De gudsforladtes Gud, at udvikle en teologi for nutidens tvivlere og ateister.

Han tilslutter sig dermed den mere omfattende trend af dekonstruktiv, postmodernistisk og svag teologi, der herhjemme har nået sin kulmination med Niels Grønkjær. Hovedtanken er kort fortalt, at det er den metafysiske, almægtige Gud, der dør på korset. Gud bliver selv gudsforladt og kan netop derved række ud efter det moderne menneske, der omvendt kan lade sig forsone med den svækkede Gud, hvis han altså er der endnu.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Pundik og Krasnik sætter verden til vægs

Sandbeck gennemgår redeligt de mange postmodernistiske teorier og teologier i sin , og han leverer selv et forslag, som på visse måder afviger fra Grønkjærs. Men det vil føre for vidt at udrede de mange subtile og til tider svært gennemskuelige mellemregninger.

Dybest set forstår jeg heller ikke, hvad Sandbeck vil på den galej. Når man som han før har beskæftiget sig med fornuftige ting som blandt andet Peter Kemps poetiske teologi, forekommer det her at være et tilbageskridt, nærmest en frivillig intellektuel offerdød.

For det første forstår jeg ikke, hvorfor der skal bedrives teologi på filosofiens nåde. At det er godt for teologer at være velbevandrede i nutidens tænkning, er indlysende, men derfor skal de jo ikke lade sig diktere af dens problemstillinger. Især da ikke når det, undskyld mig, er tvivlsomme, vidtløftige og rent ud sagt bimmelimfilosofier, som det ofte er tilfældet på det postmoderne overdrev.

For det andet forstår jeg ikke, hvorfor den kristne teologis fornemme tradition for at diskutere og korrigere sig selv skal blandes sammen med Derridas og andres bombastiske kritik af den vestlige metafysik. Man skal ikke læse meget i Det Gamle Testamente for at kunne se, at Gud her ikke har noget med en filosofisk entitet at gøre. Det er så rigtigt, at den bibelske tradition fusioneres med en græsk-filosofisk tradition, og at det giver spændinger og problemer, men, og det er så for det tredje:

Der er jo rigelige ressourcer i den teologiske tradition selv til at foretage det nødvendige opgør med onto-teologien (Gud som tingen over alle ting), hvad Sandbeck da også må medgive. Hvorfor i alverden så gå over åen efter grumset vand?

Det er fristende at begive sig ud i en mere detaljeret kritik af de mange uklarheder og selvmodsigelser i den tradition, Sandbeck tilslutter sig, og som han sympatisk og behjertet prøver at lappe på med flere gode argumenter. Men uanset hvor grundig denne øvelse gøres, kan man jo ikke bilde sig ind at have løst teologiens problemer på samme måde, som den unge Wittgenstein bildte sig ind at have løst filosofiens problemer én gang for alle.

Når kristendommens anliggende skal formuleres i et begrebsligt og dogmatisk sprog, kommer der uvægerligt uklarheder og selvmodsigelser for en dag. Det kan dårligt være anderledes med de indre-trinitariske mysterier.

Og derfor er det også ret afgørende at formulere problemerne og ikke-løsningerne med omhu i stedet for at gå til dem med modefilosofiernes banalisering og overdrivelse. Man må håbe, at Lars Sandbeck finder nogle mere ædruelige rejsekammerater til sin videre færd.