Gud er også for voksne

Det er svært at tale modent om kristendommen, hvis man ikke har reflekteret over Gud, siden man var barn, mener teologerne Else Hviid og Birgitte Stoklund Larsen. I bogen Hvad skal man tro tager de fat i nogle af de mest almindelige nybegynderspørgsmål til den kristne tro

– I vores bog tager vi det voksne, dannede menneskes spørgsmål til kristendommen alvorligt, siger de to forfattere til bogen ”Hvad skal man tro”, teologerne Else Hviid (forrest) og Birgitte Stoklund Larsen. Her fotograferet på Kultorvet i København. – Foto: Leif Tuxen.

Behøver man at være dum for at tro på Gud? Eller med andre ord, udelukker tro og viden hinanden? Rutinerede kristne vil nok synes, spørgsmålet er overflødigt. For ærligt talt. Er vi ikke snart kommet videre i teksten? Men den slags hovmod dur ikke i Danmark 2008. Masser af mennesker ved ikke ret meget om kristendommen. I en ny bog, Hvad skal man tro, tager teologerne Else Hviid og Birgitte Stoklund Larsen fat i nogle af de hyppigst stillede spørgsmål om kristendom og tro og forsøger at komme nybegynderne i møde.

Idéen til bogen opstod efter en dåbssamtale. Hvorfor har I valgt at lade jeres barn døbe? spurgte jeg som sædvanlig forældrene. Efter en lang snak om dåb og kristendom, om kirke og tro, og om, at man som voksen jo ikke ved så forfærdelig meget om det, siger barnets far: Men hvor er det lige, man begynder? Hvor læser man alt det her?. Mange voksne husker skoletidens bibelhistorie, men har aldrig rigtig tænkt nærmere over, hvad dét med Gud og kirke kan betyde for dem personligt. Jeg håber, vores bog kan hjælpe den interesserede voksne spørger på vej. Det er min fornemmelse, at mange mennesker er nået til et punkt, hvor de finder det utilfredsstillende at være passive tilhængere af en religion, de ikke ved, hvad går ud på, siger Else Hviid, der er sognepræst i Himmelev Sogn ved Roskilde, og som inden længe tiltræder som præst ved den danske kirke i London.

Hun og Birgitte Stoklund Larsen, der er Liv & Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad, har en nøgtern tilgang til kristendommen. Til dem, der klager over, at de aldrig har oplevet troen eller måske føler sig snydt over, at den himmelske åbenbaring er gået deres næse forbi, lyder det fra de to forfattere, at dét med tro er noget, der kan læres.

En vigtig pointe i deres bog er, at hvis man skal have noget ud af den kristne religion, bliver man nødt til at sætte sig ind i tingene. Der er ofte et enormt gab mellem folks egne forestillinger om Gud og den Gud, den kristne troslære taler om. Mange, også veluddannede og højkompetente danskeres gudsbillede har ikke ændret sig, siden de var børn.

Det er svært at tale modent om kristendommen, hvis man ikke har reflekteret over Gud siden 3. klasse. Så forestiller man sig typisk Gud enten som vred mand, ligesom ham, man husker fra Det Gamle Testamentes historier, eller som et hyggeligt krammedyr på linje med Bamse og Kylling. Med bogen tilbyder vi os som en slags samtalepartnere til dem, der har fornemmelsen af, at der er mere at hente i kristendommen, men ikke aner, hvordan de kommer i gang, siger Birgitte Stoklund Larsen.

Else Hviid tilføjer, at realiteten i dagens Danmark er, at mange børn og unge er lidt overladt til sig selv, når de skal finde ud af, om de vil døbes og konfirmeres.

Forældrene ringer til mig og siger: Hejsa, nu skal du høre, min søn siger, han gerne vil døbes og konfirmeres. Det er helt hans egen beslutning. Og jeg tænker, det er da lidt synd for ham. Ligesom når forældre i flæng siger så kan hun/han altid selv tage stilling, uanset om de vælger at lade deres barn døbe eller vælger at lade være. Forældre tager jo stilling på stort set alle andre områder, når det gælder deres børn, lige fra om de skal gå i friskole til om de skal drikke økologisk mælk. Hvorfor så ikke også på det religiøse område? spørger hun.

Det er lidt svært at holde styr på, hvem der siger hvad. Else Hviid og Birgitte Stoklund Larsen taler ind over hinanden, akkurat ligesom de har skrevet ind over hinanden i bogen.

Samarbejdet har været næsten symbiotisk. Begge kommer fra hjem, hvor kirke og kristendom indgik naturligt i tilværelsen, og de ser ens på mangt og meget. Begge har bedt fadervor med deres børn. Birgitte Stoklund Larsen forventer desuden, at hendes børn følger med i kirke en gang imellem, og hos Else Hviid er der for nylig indført bordbøn i familien til teenagesønnernes ikke udelte begejstring.

Selvom de har samme uddannelse, arbejder forfatterne til Hvad skal man tro i forskellige typer job, og det har givet samarbejdet dynamik. Resultatet er blevet en blanding af teologi, forkyndelse og journalistik.

Else Hviid og Birgitte Stoklund Larsen anbefaler alle, der ønsker at blive klogere på kristendommen, at gå i kirke.

Det centrale i kristendommen kan ikke forklares eller snakkes væk. Det må finde sted. Ved dåb og nadver, kristendommens vigtigste ritualer, gør man noget helt konkret. Man rejser sig, går op og rækker sit barn frem, så det kan få tegnet et usynligt kors for sit ansigt og for sit bryst og få hældt tre håndfulde vand over sit hoved, eller man rejser sig, går op og knæler og rækker sine hænder frem for at tage imod brødet og vinen. Man modtager velsignelsen, man synger salmer, og så videre. Samtidig lytter man til gamle, gennemprøvede ord, man aldrig selv ville have fundet på, men som alligevel dækker dét, man gerne vil udtrykke, ret godt. Undertiden så godt, så man bliver dybt bevæget.

Det lyder besnærende, når nogle siger, man ikke behøver gå i kirke for at være kristen. At man lige så godt kan sidde hjemme i stuen og læse i Bibelen eller tage sig en snak med Gud. Alligevel minder det mig om en bogmesse i Frankfurt, hvor der over afdelingen for åndelig, alternativ litteratur stod: Du har det hele i dig selv. Det er lige til at få klaustrofobi af. Selvfølgelig kan der være gode grunde til, at man må blive hjemme i sin stue. Hvis man er gammel, svag eller syg for eksempel. Men der er også kæmpe aflastning i at bære sit liv, med alle dets sorger og glæder, hen i kirken og se, hvad der sker. Ikke være tvunget til at finde alle svar i sig selv, men koble på ritualer, handlinger, ord, sang og musik, som på én gang taler ind i ens hverdag og rækker ud over den. Som får os til at se vores liv i evighedens eller guddommelighedens perspektiv. Ikke ret meget andet ændrer én så meget, som det, man gør. Tro lever ikke af ord alene, men af religiøs praksis. Ligesom i sport kommer man i form ved at træne, og pludselig oplever man den forandrende kraft. Mange har som jeg for eksempel oplevet, hvordan de begyndte som turist og endte som pilgrim, undervejs på Caminoen til Santiago i Nordspanien, siger Birgitte Stoklund Larsen.

Inden vi tager afsked med de to travle damer i det Indre København, må vi lige høre, hvad de svarer dem, der vil vide, om tro og viden er hinandens modsætninger.

Der eksisterer en sejlivet forestilling om, at hvis man tror på Gud, er man ikke ret klog. Forestillingen skyldes blandt andet formodningen om, at alle kristne skal bekende sig til Bibelens myte om, at Gud skabte jorden på seks dage. Her står oplyste mennesker selvfølgelig af. Og med god grund, eftersom al fornuft peger på den naturvidenskabelige forklaring om en evolutionær proces over millioner af år. Men som Albert Einstein har udtrykt det: Videnskab uden religion er lam. Religion uden videnskab er blind. Videnskaben beskriver verden, men den kan ikke fortælle mig, hvordan jeg finder min plads i verden. De to områder har brug for hinanden, svarer de to.

Hvad skal man tro udkommer næste torsdag på forlaget PeoplesPress.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Else Hviid. Født 1959. Cand. theol. Præst siden 1991. Gift og mor til tre sønner i alderen 15 til 21 år.

Birgitte Stoklund Larsen. Cand. theol. Forlagsredaktør og siden 1996 ansat som områderedaktør Kristeligt Dagblad. Gift og mor til søn på 10 år og datter på 11 år.