Prøv avisen
Interview

Gud findes i hverdagen, ikke kun i kirken

”En gudstjeneste betyder ikke så meget for mig. Hvis ikke jeg føler et personligt nærvær med Gud, så kan det være lige meget med alle ordene,” siger Niels Jørgen Østermark, der her er på vej ind i den bus, han flere gange har kørt rundt i Østeuropa med. – Fotos: Michael Drost-Hansen.

Vi skal leve et liv, så mennesker, der ikke kender Gud, får lyst til at kende ham. Det siger Niels Jørgen Østermark fra Klovborg i Midtjylland, der, siden han var ung, har åbnet sit hjerte for fremmede. Og sit hjem for fattige, misbrugere, skadede mennesker – og alle andre, der er kommet forbi

Det havde været en af mange, lange arbejdsdage. Eftermiddag var blevet til aften, da den dengang 18-årige smedelærling Niels Jørgen Østermark på sin knallert begav sig af sted på den 35 kilometer lange tur hjem til Klovborg. Et sted på hedestrækningen mellem Ikast og Ejstrupholm begyndte knallerten at køre hakkende for til sidst at stoppe helt op. Niels Jørgen Østermark prøvede alt for at få den i gang igen.

Det lykkedes ikke, og til hans egen stor overraskelse antændte det hverken raseri eller ærgrelse i ham. Han kendte ellers sig selv for at have et heftigt temperament. Men i stedet for ophidselse opstod der stilhed. En helt ubegribelig stilhed.

”Lige der oplevede jeg mit livs første og største åbenbaring. Guds nærvær var til stede på en måde, som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg husker ikke, om han stillede mig et spørgsmål, men jeg husker tydeligt mine egne ord til ham: ’Gud, jeg vil gerne stille mit liv til rådighed og leve for dig, men så må du til gengæld love mig én ting. Og det er, at jeg ikke skal være bænkevarmer i missionshuset, men må udleve min kristendom i hverdagen.’”

Niels Jørgen Østermark fortæller historien siddende i køkken-alrummet i sin og hustruen Anne Maries ejendom lidt uden for Klovborg i Midtjylland. Han husker ikke, hvad der skete med knallerten. Det er heller ikke vigtigt. Det er vigtige er, at han den aften følte Guds accept. En accept af hans trang til at omgås og hjælpe alle slags mennesker uden hensyntagen til nationalitet, religion eller social status og ikke mindst en accept af, at det foregår andre steder end i kirker og missionshuse.

”Store åbenbaringer sker som regel uden for kirken, og jeg har altid syntes, at kristendom handler om den personlige relation til Gud,” siger Niels Jørgen Østermark, mens han sender et af sine intenst rare blikke hen over spisebordet med termokaffe og ostemadder.

”Og så handler det om Matthæus 28,” tilføjer han på en måde, så det lyder som det naturligste i verden og ikke giver anledning til yderligere forklaringer.

I Matthæusevangeliets kapitel 28 kaldes sidste del Missionsbefalingen, og det er her, Jesus siger til sine disciple:

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

”Uanset hvor i verden man er, så er man repræsentant for det, som vi er blevet givet af Gud. Derfor vil det vigtigste for mig altid være at leve mit liv, så de mennesker, jeg møder, og som ikke kender Gud, får lyst til at kende ham,” siger Niels Jørgen Østermark.

Den livsfilosofi har ført ham vidt omkring i Europa og udvidet hans i forvejen store familie, og den har gjort ham til et afholdt menneske i lokalområdet, hvor han er kendt som den, der altid er klar til at tage fat. I mange år var han formand for lokalrådet i Klovborg, han var med i FDF/FPF, og han var med til at starte en af Blå Kors’ mest succesrige genbrugsbutikker.

Ægteparret Østermark passede også det lokale postkontor i 15 år. Det lå i en gammel lægebolig i byen, som parret havde købt og indstandsat til at huse flygtninge.

Men ikke mindst var det Niels Jørgen Østermark, der i 1992 oprettede Kerne Kids, en lokal Klovborg-gruppe af den internationale organisation Youth With a Mission, på dansk kaldet Ungdom med Opgave. I dag er Kerne Kids den eneste tilbageværende af slagsen i Danmark.

Lokalpatriotismen er ikke så mærkelig. Niels Jørgen Østermark har boet i Klovborg, siden han som toårig flyttede dertil sammen med sin forældre. Endda på den selvsamme ejendom, som han stadig bor på, for den overtog han og Anne Marie efter forældrene. Det, der engang var en mindre trelænget gård, er med tiden knopskudt i forskellige retninger og udgør i dag både et større smedeværksted, hvor Østermark har haft sin selvstændige forretning, og en stor afdeling med værelser, stuer og flere køkkener, der vidner om, at mange mennesker gennem tiden har haft deres gang i huset.

Parrets egne børn naturligvis, men også plejebørn, misbrugere af forskellige slags og skadede mennesker med behov for et trygt sted at være. Dørene her har altid været vidt åbne. Og sådan er det stadigvæk.

Selvom parrets yngste søn, Daniel, og hans kone efterhånden har overtaget det meste af arbejdet med Kerne Kids, er det stadig på Niels Jørgens og Anne Maries ejendom, gruppen holder til, når de flere gange om måneden mødes til hyggeaftener med lege eller traktortræk. Eller når der er opsamling til en af gruppens udlandsture i den røde minibus, der har set sine bedste dage, men stadig holder parkeret på grunden.

I det hele taget er det ikke ægteparret Østermarks stil at smide noget som helst ud.

”Vi bor vel nærmest i et levende museum,” som Anne Marie Østermark siger, da vi går rundt i rummene, og blandt andet nærstuderer de mange fotografier, der hænger på væggene og står i rammer på reolhylder og skabe. Billederne vidner om en stor og mangfoldig familie, og så er vi igen tilbage ved Niels Jørgen Østermarks opfattelse af det at være et kristent menneske: En familie er ikke nødvendigvis kun noget, der hænger sammen på den biologiske måde. Foruden sine egne fem børn, svigerbørn og børnebørn, regner han derfor også adskillige andre med, når han skal gøre op, hvor mange medlemmer familien Østermark tæller. Det handler blandt andet om to albanske kvinder, som han og Anne Marie har haft i huset som på papiret au pairs, og deres nu voksende familier. Mere om det senere i artiklen, først skal vi lige have Niels Jørgen Østermarks egen baggrund på plads.

”Mit hjem var indremissionsk, og især min mor var præget af en lidt gammeldags og dogmatisk holdning til, hvad det vil sige at være kristen. Min far var mere fritænkende, og han lærte os at vise respekt for alle mennesker. Men da jeg var barn, var det kirkelige liv meget delt op i teologiske retninger, og det var ligesom sådan en tabel, man kunne slå op i. Jeg havde det ret svært med at være i søndagsskolen eller i kirken, for det virkede alt for firkantet og struktureret. Helt modsat af hvad jeg oplevede, når jeg læste i min bibel. Der syntes jeg, at Jesu liv var meget mere spontant og dynamisk, og det var den slags liv, jeg søgte,” fortæller han.

Niels Jørgen Østermark var derfor begejstret, da de første karismatiske bevægelser begyndte at dukke op i Danmark i 1970’erne. En øjenåbner var det blandt andet for ham at læse gadepræsten David Wilkersons bog ”Korset og springkniven” om hans arbejde blandt kriminelle gadebander i New York.

”Det passede til mig, der gerne ville hjælpe ud fra en kristen barmhjertighedstankegang,” siger han og tilføjer:

”Jeg er ikke og var heller ikke dengang imod, at nogen prædiker evangeliet, men jeg synes generelt, der er for meget prædiken og for lidt handling. Jeg er ikke den, der skal dømme andre, men for mig er det alvor med kristendommen. Derfor blev jeg også tidligt tiltrukket af Youth With a Mission, for her handlede det ikke om teologiske retninger, men om lidenskab, begejstring og rummelighed. Både Anne Marie og jeg er stadig medlem af folkekirken, men det er til den organisation, vi har de stærkeste bånd. For her er visionen: At kende Gud og gøre ham kendt.”

Youth With a Mission eller Ungdom med Opgave, som den kaldes på dansk, blev etableret i Danmark i 1980’erne, og Niels Jørgen Østermark blev i første omgang involveret i flere projekter, hvor han med sin håndværksmæssige snilde kunne gøre gavn. Ligesom han i øvrigt på helt frivillig basis havde gjort ved utallige andre lejligheder, hvor hans kyndige hænder kunne hjælpe. Ungdomsarbejde havde han aldrig beskæftiget sig med før, men alligevel virkede det naturligt for ham at sige ja, da hans næstældste datter, Elisabeth, fik en åbenbaring om, at de skulle etablere Kerne Kids i Klovborg.

”Børn kan godt have en stærk relation til Gud, det oplevede jeg selv som barn. Derfor virkede det oplagt for mig, at gøre Gud kendt for børn gennem leg og bønner, som de selv skaber,” siger Niels Jørgen Østermark.

Gruppen, der på et tidspunkt var oppe på omkring 40 medlemmer og nu samler 12-15, øver dans og drama i Missionhuset i Klovborg og mødes derudover fast på Østermarks ejendom.

”Det handler om at være sammen med dem, give dem gode oplevelser og ikke mindst at fortælle dem, at Gud har en plan med deres liv og passer på dem,” som Niels Jørgen Østermark siger.

Med Kerne Kids har han rejst i mange lande, men især Albanien har gennem alle årene haft en helt særlig plads i hans hjerte.

”Det begyndte egentlig med, at jeg en dag sad i bilen og hørte en reportage fra Albanien, hvor en kvinde ved navn Vjollca blev interviewet om sit liv efter Jerntæppets fald. Hun blev spurgt om, hvordan hun havde det med, at hun nu kunne være åben om sin tro på Jesus. Hendes svar gjorde et kæmpe indtryk på mig, for hun sagde: ’Det har jeg det godt med, men på den anden side har jeg det også dårligt, for nu er det, som om kirken vil have den plads, som Jesus havde i mit hjerte. Det er, som om gudstjenester og ritualer er blevet stedfortræder for Gud og Jesus.’ Det ramte mig, for det var præcis sådan, jeg havde følt det i min barndom,” fortæller Niels Jørgen Østermark.

Da Ungdom med Opgave året efter blev involveret i hjælpearbejde blandt romaer i Albanien, og han blev spurgt, om han kunne hjælpe med nogle rør til et vandprojekt, var han derfor ikke i tvivl. Det krævede lidt diskussion med Anne Marie, der mente, at han hverken havde tid eller råd til at tage af sted, men med Vjollca i baghovedet måtte han bare til Albanien.

Der oplevede han blandt andet at blive gæstfrit modtaget i en muslimsk familie, hvor datteren var lægestuderende.

Hun, Rozeta, hjalp med tolkning og papirer, og gjorde i det hele taget projektet muligt. Da Niels Jørgen Østermark kom hjem efter den første rejse til Albanien, var han sikker på, at han skulle af sted igen, og at Anne Marie skulle med næste gang. Det kom hun, og om den tur siger Niels Jørgen Østermark:

”Det forandrede noget i Anne Marie at møde Rozeta, og siden har vi nok været mere enige om at møde mennesker med et åbent sind.”

I 1997 var der voldsom tumult i Albanien, og da ægteparret i Klovborg modtog et brev fra Rozeta, der måtte forskanse sig i familiens lejlighed, besluttede de at hjælpe hende til Danmark. Det kom hun som 24-årig, hvor de tog hende i huset som au pair, men først og fremmest for at hjælpe hende til en tilværelse som læge i Danmark. Det lykkedes, og i dag arbejder hun på Odense Universitetshospital, er gift, har to sønner og er en del af den store familie i Klovborg. Det samme er hendes landsmand Ilda og hendes familie, som senere er kommet til.

For Niels Jørgen Østermark er det blevet til adskillige ture til Albanien. Desværre også en, hvor han blev voldsomt syg af salmonellaforgiftning og på grund af forskellige uheldige omstændigheder blev efterladt på en rasteplads i Østrig.

At han blev reddet derfra, betragter han som et af sit livs mirakler.

Sygdommen mærker ham stadig, og det samme gør alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Så naturligt nok er der droslet lidt ned på aktiviteterne hos ægteparret Østermark i Klovborg.

Da Niels Jørgen Østermark bliver bedt om at konkludere på, hvad der er sket i hans liv indtil nu, kommer det promte:

”Gud har taget al skyld på sig. Det betyder, at jeg ikke selv har skullet slæbe rundt på alt det, men i stedet har haft overskud til at tage andres problemer og udfordringer på mig.”