Gud bliver flere gange i Bibelen beskrevet som en far, hvor Jesus lærer sine disciple at bede Fadervor, mens Gud for eksempel bliver skildret som en kærlig far, der løber sin hjemvendte søn i møde med åbne arme i lignelsen om den fortabte søn.
Men i Jens Blendstrups fabulerende, selvbiografiske roman ”Gud taler ud”, er det forfatterens far, der bliver omtalt som Gud.
Nu er bogen blevet filmatiseret, og her er ”Gud” en glødende ateist, der til gengæld tror på øl, stærk løgsuppe med masser af snaps og litteraturens kraft, mens det faktisk er ”hans fortabte søn”, der forsøger at give sin far et knus i en af filmens kernescener.
Filminstruktøren Henrik Ruben Genz læste romanen, allerede da den udkom i 2005. Men dengang troede han ikke, at der kunne komme en film ud af den næsten handlingsløse roman, der består af små anekdotiske episoder.
Men karaktererne optog ham, og han kunne ikke lade være med at spejle sit eget komplicerede faderbillede i bogens. For Henrik Ruben Genz voksede selv op med en meget dominerende tømrerfar i Gram, hvor den sønderjyske far uden tvivl fungerede som en slags gammeltestamentlig gud for familiens fem børn.
”Man kan jo betragte enhver familie som en slags kirke, hvor der altid er én, der bestemmer mest, uanset om det så er faderen, moderen, børnene eller fjernsynet. Men i min familie var det min far, som overskyggede alt. Og der er ikke nogen tvivl om, at jeg har haft et meget anstrengt forhold til en meget dominerende far med et ekstremt temperament og en ekstrem arbejdsiver. Han var sådan en vulkan, der var i gang hele tiden, så han var svær at komme tæt på. Og man slog sig på ham,” siger Henrik Ruben Genz, der derfor selv har været meget optaget af forholdet mellem fædre og deres sønner.
”Alle familier lever med hver sin galskab bag gardinerne. Og det har pirret mig som historiefortæller. Jeg følte bare hele tiden, at far-søn-konflikten kom for tæt på mig selv. Men da jeg læste Jens’ bog, så jeg det samme materiale, som jeg før kun havde set som et konfliktforhold. Men Jens hylder også faderen som gud eller djævel i familien, så pludselig kan man holde ud at være i det selskab. Og efterhånden kan jeg ikke huske, hvad der er Jens’ bog og mit eget liv,” forklarer instruktøren, der allerede blev tilbudt at filmatisere ”Gud taler ud” i 2011.
Men det var først, da han fik idéen til at bruge faderens sygdomsforløb som en rød tråd i film, at han troede på, at det kunne blive en film. Og den er blevet så god, at den indtil i sidste uge var med i spillet til at blive dansk Oscar-kandidat. Det blev i stedet en anden romanbaseret film, nemlig ”Du forsvinder”. Men filmversionen af ”Gud taler ud” tematiserer både gudsbilleder og faderbilleder.
”Når vi har en titel, der hedder ’Gud taler ud’, så kan vi ikke bare sige, at Gud er lig med faderen. Vi er nødt til at forholde os til spørgsmålet om Gud. Det kan godt være, at drengene for sjov kalder faderen for Gud, men i et mikrounivers er han jo Gud. Han skaber jo sine børn i sit billede. Men de falder alligevel meget forskelligt ud,” siger Henrik Ruben Genz og peger på, hvordan Gud, der egentlig hedder Uffe, har tre sønner, hvor den ældste gør oprør mod ham, den mellemste bliver glemt, og den yngste, Jens, er den udvalgte, fordi han udlever faderens egen drøm om at blive digter.
Den ældste søn bliver i stedet frikirkekristen, og som sådan bliver sønnen også betragtet som en frafalden af sin far, som han altså ikke længere betragter som sin gud.
Det kommer meget stærkt til udtryk til sønnens frikirkebryllup, hvor sønnen beder forsamlingen om at bede for sin kræftsyge, ateistiske far. Da faderen så faktisk uforklarligt bliver helbredt, vil han ikke anerkende, at det er (de andres) tro, der har holdt ham rask, men han vil selv have æren, ligesom hans læge mener, at videnskaben må have skabt miraklet.
”Hvis man ser filmen, vil man også kunne se, at den ikke er en afvisning af det guddommelige. Jeg er selv nysgerrig over for det åndelige, og jeg vil også sige, at jeg har haft visse oplevelser, som jeg også vil betragte som mirakler eller uforklarlige gaver. Men de er netop uforklarlige, så jeg vil ikke banalisere mine oplevelser ved at fortælle om dem.”
Hvorfor ikke?
”Vi har travlt med at forklare alting, men der findes ting, der ikke kan forklares. Når man står over for et maleri, kan man også sagtens reducere det til at være en samling pigmenter på et lærred. Men malerier er mere end nogle farver. Det kan ikke forklares, det skal erfares. Det er et mellemværende mellem mig og værket. Og sådan er det også med åndelige oplevelser. Det bliver for banalt at tale om. Man afmystificerer storheden og magien, når man taler om det, synes jeg.”
Men samtidig er der jo også en slags tabu omkring religiøse oplevelser i tiden, hvor folk ofte hellere taler om kønslivet end bønslivet?
”Jo, men et samleje er jo også en meget fysisk akt, som man bogstaveligt talt kan tage og føle på, mens åndelige oplevelser er mere diffuse. Den ene dag kan man opleve Gud som meget virkelig, og den næste kan det hele virke som ren indbildning. Det er også det, der er smukt ved det, så jeg synes ikke, at man skal gøre det åndelige konkret. Tænk, hvor kedeligt det ville være, hvis videnskaben en dag kunne finde formlen på Gud. Sådan kan man heldigvis ikke reducere Gud, og jeg synes også, at man gør ham mindre, når man forsøger at sætte ord på ham.”
Men betragter du dine egne åndelige oplevelser som kristne?
”Ja, det gør jeg. Det er egentlig sjovt, for troen fyldte ingenting i mit barndomshjem, og jeg tror også, at jeg er den eneste af mine søskende, der har overvejet, om der skulle være noget om snakken om Gud. Men jeg betragter også mit gudsforhold som et mellemværende mellem mig og Gud, og jeg sender heller ikke nogen girokort til nogen bestemt kirke. Men jeg har stor respekt for folk, der tror. Og det kan man også mærke i filmen. Uden at afsløre filmens plot findes der flere personer i filmen, der vedkender sig et forhold til Gud – uden at det bliver latterliggjort.”