Prøv avisen
Film

Instruktør bilder sig ind, at naturen er vild og urørt på så ærkeamerikansk vis, at det næsten må tilgives

4 stjerner
Dokumentaren ender der, hvor mennesket skaber naturen i sit eget billede. Men også bilder sig ind, at den er vild og urørt. – Foto: Angel Films.

Biodynamisk helteepos om to privilegerede amerikanernes forsøg på at skabe balance i naturen på egen jord er fintfølende, men overskrider også ethvert tænkeligt overdrev

Verden brænder. Dyrene forsvinder. Det konventionelle landbrug har ædt al jorden. De gode er gode, de onde er onde. Og indimellem er der åbenbart ingenting. Fra yderpolernes skarpt definerede hjemsted, Guds eget land, ankommer en poetisk og billedbåren biodiversitetsdokumentar, der bag sit kønne og apolitiske udtryk nu alligevel er endnu et indlæg i en stærkt politiseret og polariseret debat om menneskets indflydelse på Jordens fremtid.

Ægteparret bag dokumentaren ”Den største lille gård” er trimlende tæt på at falde for den fristelse, det uvægerligt kan være at ophøje sine egne evner til guddommelige. Filmen er dog så tilpas ærkeamerikansk charmerende, at det – næsten – må tilgives.

John Chester er naturfotograf, og hustruen Molly madblogger i Los Angeles. De har en drøm om et gammeldags landbrug med smågrise og træer, med afgrøder og sommerfugle, bier og babyer i fuldkommen harmoni. Hvor den højest mulige biodiversitet er målet og ingen sprøjtemidler midlet.

John Chester har selv dokumenteret parrets forsøg på at genfinde Paradis. Skabelsen tager syv år, og i de første sekvenser drøvtygger vi os igennem dræning, rørlægning, opgravning, omplantning. Idealismen stormer frem, mens plagerne prygler parret og deres drømme.

Sneglene kommer, fuglene kommer, rovdyrene kommer. Ja, naturen kommer uvægerligt ind i det, der skulle være naturligt. Det er både underholdende og oplysende at bevidne, hvordan arterne agerer i forhold til hinanden.

Og det er dygtigt filmhåndværk. Den effektive klipning og sparsomme fortællerstemme guider igennem både de blomstrende frugttræer og de glubske prærieulves hønsejagt. Violinerne er lige for sødladne, men det er også et romantisk og opbyggeligt projekt, John og Molly vil fremvise.

De to er ikke direkte nedladende over for det konventionelle landbrug, men det hele bliver lidt for let, fordi man ikke ved, hvor pengene kommer fra. Det ligner et stort sort mudderhul, hvori en unavngiven sponsor kaster penge for svin og gårdens andet godtfolk. Her ville lidt selvindsigt være klædeligt, men det er ikke filmens ærinde.

For dokumentaren ender der, hvor mennesket skaber naturen i sit eget billede. Men også bilder sig ind, at den er vild og urørt. Filmen følger dogmatisk sin egen iboende sandhed om ondt og godt, men den lægger nu alligevel til en debat om, hvad vild natur er, hvad urørt natur er, og hvorfor vi så ofte forfalder til at tale om natur som noget uden for os selv.

Den svirrende, summende dokumentar er endnu et evangelium for søgende sjæle og den hvileløse jagt efter en højere mening i det instrumentaliserede hverdagsliv langt, langt væk fra barndommens forjættede forestillinger om det simple liv på ham der Jens Hansens bondegård.