Prøv avisen

Det er Johannes Værge magtpåliggende, at Gud ikke må blive en sød kliché

4 stjerner
Johannes Værge, forfatter og tidligere præst ved Københavns Domkirke. – Arkiv Foto: Leif Tuxen

Fordrejede gudsbilleder kan gøre mennesker fortræd, mens banale guds-billeder kan stå i vejen for en voksen tro, der vil forstå tilværelsen i dybden. Johannes Værge skriver velgørende om kristendommens sprog om treenigheden

Johannes Værge har skrevet en teologi for lægfolk. Mennesker har mange grunde til at stå skeptiske over for kristendommen. Men ikke alle grunde er gode. Hans nye bog vil således imødegå et væld af fordomme – eller, med titlens ord, rygter om Gud – hvilket er prisværdigt.

Kærligt, men bestemt skal læseren fravristes gudsbegreber, der gør fortræd. Og bogen indskriver sig i det projekt, Værge nu med en række bøger har haft, med at vise, at vestlig kristendom blev fordrejet, da den nordafrikanske jurist Tertullian oversatte kirkens begreber fra græsk til latin og i stedet for primært at definere troen i modsætningen liv/død ”oversatte” gudsforholdet til at være et spørgsmål om skyld.

Der er langt fra Tertullian til Trilles gudsbillede fra 1970’erne om ”øjet i det høje”. Denne karikatur af kristen tro ud i det absurde gøres der dog en del ud af at afmontere – fordi den har snydt mennesket for at møde evangeliets Gud. Værge ser faktisk en skæbnesvanger sammenhæng mellem den krænkede bogholdergud, der vogter på skyld og ære, og den moralistiske dyneløfter. Men når det udviklingspsykologisk beskrives, hvordan gudsbilleder – sande og falske – overhovedet dannes, sker det i en empati, fjernt fra enhver arrogance. Det mærkes, at bogen kommer fra en sjælesørger.

Kirkehistorisk tegnes den sørgelige udvikling for folkefromheden, der førte frem til den makabre domsscene, vi genkender i Michelangelos berømte vægmaleri i Det Sixtinske Kapel, og skabte behovet for den erstatningsguddom i Maria, som middelalderens Schutzmantelmadonna er udtryk for – begge dele farvegengivet i bogen.

Mange temaer i den kristne tro præsenteres på så enkel en måde, at den nysgerrige, men forudsætningsløse læser let vil kunne bruge bogen som en slags katekismus. Sproget er enkelt, og synspunktet er ukompliceret uden at være banalt. Nogle gange er stilen dog næsten for pædagogisk, som når Værge skriver: ”Det er det, man kalder frelse.” Det er nok et spørgsmål om smag.

Bogen er spækket med bibelhenvisninger, og mange af citaterne er fra den hverdagssproglige oversættelse af Det Nye Testamente, ”Den Nye Aftale”. En del af tankegodset er sikkert også slebet til gennem prædikekunst i årene som sognepræst ved Københavns Domkirke for at få så mundtligt et præg, som tilfældet er. Det er forfatteren magtpåliggende, at Gud ikke må blive en sød kliché, der efterlader os kolde, og det bringer os frem til den gode definition, at Gud er myndig kærlighed.

Værge viser, hvordan den kristne dogmatik i det 20 århundrede i udpræget grad blev bestemt af refleksion over treenigheden. For teologer genopdagede her, at i netop dette gudsbilledes dynamik tales i et sprog, der nemt kan komme i øjenhøjde med moderniteten. Den trinitariske tænknings potentiale forbliver dog mere antydet end udfoldet, og i slutningen af bogen bliver sproget mere antropomorft, end intentionen i de gode indledningskapitler ellers gav forhåbning om.