Gud mangler i Kim Fupz Aakesons nye børnebibel

Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs "Barnets bibel" er velskrevet og flot illustreret, men mangler teoretisk forståelse

Et sjovt opslag i ”Barnets bibel” er for eksempel det sidste måltid, hvor Jesus fortæller, hvad der skal ske. Illustration: Signe Kjær

Siden Anne de Vries’ ”Børnenes Bibelbog” fra 1960 er børnebibler blevet voldsomt populære. De Vries revolutionerede børnebibelfortællingen ved for første gang at gendigte den i ”bedstefar-fortæller-stil”. Hendes bog fik status af at være en klassiker, der solgte over 146.000 eksemplarer. Den noget belærende og salvelsesfulde bog blev i 1979 erstattet af Seidelins ”Hjemmenes billedbibel”, der tilbød en dybere forståelse. Seidelin havde en stor historisk forståelse, der løftede formidlingen af historierne gevaldigt. Siden er der udkommet næsten et hav af børnebibler på dansk, såsom Johannes Møllehaves, Sigurd Barretts og Ida Jessens, samt hertil oversatte værker såsom Desmond Tutus ”Guds børn: Bibel-historier”. Det Nye Testamente er endda udkommet som en actionpræget manga-tegneserie i ”Manga Messias” af Kozumi Shinozawa. De fleste børnebibler, der er udkommet for nylig, er kendetegnet ved at være skrevet af ikke-teologer, som snarere kan karakteriseres ved det, man i folkemunde kalder for ”kulturkristne”. Seneste skud på stammen inden for genren er Kim Fupz Aakesons ”Barnets bibel”, som er umådeligt godt illustreret af Signe Kjær.