Gud og menneske hører sammen

Vartov-præsten Niels Grønkjærs bog ”Det nye menneske” er imponerende, givende og krævende. Og lidt uforløst. Men der er masser af stof til læsekredse og diskussioner i de lange vinteraftener

Niels Grønkjær er valgmenighedspræst i Vartov midt i København.
Niels Grønkjær er valgmenighedspræst i Vartov midt i København. . Foto: Leif Tuxen.

I 2005 forlod dr.theol. Niels Grønkjær sin stilling som lektor ved Teologi i Aarhus for at blive valgmenighedspræst i Vartov midt i København. I 2010 udsendte han bogen ”Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme”, og den følger han nu op på med ”Det nye menneske. Efter naturalisme og eksistentialisme”. Gud og menneske hører sammen. Det gælder også for den nye Gud og det nye menneske. Sådan må man forstå det.

Jeg må straks bekende, at jeg ikke har læst ”Den nye Gud”. Jeg kender kun til dens teser og tænkning fra referater, anmeldelser og debat.

Når man læser den nye bog, slår det en, i hvor høj grad Niels Grønkjær er ætling af de store Aarhus-teologer, i særlig grad Johannes Sløk og K.E. Løgstrup. Der er også hilsener til den intellektuelt stærke, men i offentligheden mere upåagtede generation, der kom bagefter, for eksempel den tidligt døde Jørgen K. Bukdahl og H.C. Wind. I Grønkjærs studietid var man enten mest til Sløk eller Løgstrup. Grønkjær var mest til Sløk, men det har ændret sig. I denne bog virker Sløk som et kært personligt minde fra de formative år. Det er Løgstrups tænkning, der sætter en del af rammerne for Grønkjærs projekt.

Løgstrup mente i sin tid, at positivisme og eksistentialisme delte riget imellem sig i livanskuelsesdebatten. Videnskaben beskrev virkeligheden objektivt og neutralt, og så var det op til mennesket at skabe lidt mening i tomheden gennem valg og afgørelser. Grønkjær mener, at det moderne menneskesyn stadigvæk er præget af denne tvedeling: Enten beskriver man mennesket gennemført naturalistisk, ud fra kogni- tions- og hjerneforskning, eller også fokuserer man på, at vi suverænt kan optimere os til den bedste udgave af os selv gennem coaching og selvrealisering. Det efterlader imidlertid et menneske, der dybest set ikke rigtig hænger sammen med noget uden for sig selv.

Grønkjær vil i sin bog finde den tredje mulighed. Han vil få menneskene, verden og tilværelsen til at hænge sammen igen. Til den ende skriver han først om kroppe, derefter om sjælen og til sidst om ånden. Som underpunkter afhandler han sansning, sted, arbejde, følelse, tid, fremstilling, erfaring, vedkendelse og handling.

Det er i klassisk forstand en stor afhandling, der handler om det hele, og der er tale om et megalomant og temmelig studentikost projekt. Men det virker. Det er studentikost i ordets bedste forstand. Eller også er det bare som på universitetet i de gode gamle dage.

Grønkjær tænker med og igennem et stort antal gamle og nye filosoffer: Plotin, Aristoteles, Augustin, Hegel, Husserl, Hannah Arendt, Blumenberg for nu blot at nævne nogle. Igen kunne det ende som name dropping og kaotisk sammenskudsgilde, men Grønkjær formår – i det omfang jeg kan følge ham i fortrolighed med filosofferne, det kan jeg ikke i alle tilfælde – både at give spændende mini-introduktioner til aspekter ved alle disse tænkere og samtidig bruge dem som byggesten i sit eget projekt. Man mærker til stadighed, at han selv sidder på kuskens plads. Hyp, alle mine tænkere. Det er forbløffende, at det kan lade sig gøre. Så godt.

Grønkjær kalder selv sin undersøgelse for et essay, og han betegner det ydermere som religionsfilosofisk. Også her bekender han sin arv og gæld til sine århusianske forgængere. Han citerer Jørgen K. Bukdahl for følgende fyndige formulering: ”Vi religionsfilosoffer taler om Gud som det ubetingede og det absolutte, men dogmatikerne kryber sgu ind i dyret!”. Ifølge Grønkjær kan man i vores moderne epoke ikke bare krybe ind i dyret. Han skriver: ”Teologiens gyldighedskrav kan ikke legitimeres uden en filosofisk refleksion over de betingelser, hvorunder mennesket tilegner sig religionens forestillinger. Uden denne indsigt bliver teologien dogmatisk i slet forstand.”

Han distancerer sig fra eksistentialismen, fordi den lægger for stor vægt på individet, isolerer mennesket fra verden og tænker for magert om Gud i sin ateisme. Den er antimetafysisk, hvor Grønkjær vil være eftermetafysisk. Han vil ikke overvinde metafysikken, men forvinde den, som det hedder med et Heidegger-udtryk.

Det er ikke helt let at forstå, hvad der menes med det, og en svaghed ved Grønkjærs tænkning, der heldigvis ikke titter frem så ofte, er det på én gang bombastisk-proklamerende og dunkelt-tågede fra Heidegger-traditionen. Bogen er dog behageligt fri for alt for meget påvirkning fra den ”svage” italienske tænker Gianni Vattimo, der ellers har været Vartov-præstens hoffilosof. Vattimo figurerer ikke engang på litteraturlisten. Tillykke med det.

En del af vejen søger Grønkjær mod fænomenologien, både Husserls begreb om livsverdenen og den nye steds-fænomenologi. Han drages også af Løgstrups svære tanker om sansningen, uden at han dog går hele vejen. I sidste ende mener han, at verden forstået som livsverden kan komme til at hænge lidt for godt sammen, for eksempel i en reaktionær dyrkelse af en oprindelse, et territorium og en stamme- identitet.

Han søger derfor ud af stedet, hjemmet, identiteten, og to af de vigtigste referencer i bogen er Hegel med hans dialektiske bevægelser imod stadig større frihed og Hannah Arendts begreber om begyndelse, natalitet og den handling, hvormed vi viser os for andre i den menneskelige pluralitet. Tidsligheden er vigtig for Grønkjær, det er kristendommens eskatologiske motiv, vi finder her, tidens gang er ikke tilintetgørelsens uafvendelighed, som Løgstrup ville det, men mulighed for livsopfyldelse. Grønkjær skriver utroligt inciterende om tiden, men man savner svar på, hvori livsopfyldelsen ligger, når fremtiden engang er brugt op.

På det strikte filosofiske niveau kræver det nok flere mellemregninger at komme fra Løgstrup til Hegel, end Niels Grønkjær kan eller vil levere i denne essayistiske bog. Men det ville være en værdig opgave for den religionsfilosofiske ætling.

Han rammes nok også af det velkendte problem, at det er let at være klar og skarp, når man kritiserer, mens det straks er mere svært at indkredse det positive. I en prædiken i kirkerummet kan man nemmere slå over i det manende, besværgende og anelsesfulde, men det fungerer bare ikke i en filosofisk traktat.

Andre steder synes det hele lidt for nemt: krop og sjæl er en skidt dualisme, legemet er det tredje, som forener. Det noteres flere gange, at to kroppe aldrig kan mødes, de kan kun støde sammen som modsætninger i pornografiens sex; to legemer derimod kan mødes og forenes i kærlighedens favntag. Det lyder i mine øren som noget sentimentalt vrøvl eller erotisk mysticisme. Blot man er legeme nok, behøver man aldrig spørge: ”Skat, var det også godt for dig?”.

Velgørende skarp er bogen derimod i sin skepsis over for vor tids dyrkelse af den personlige identitet. Det er meget forlangt, at andre skal kunne lide én, fordi man er den, man er, og fordi man har krævet så meget af sig selv for at nå dertil. Måske er det vigtigere at nå ud over sig selv i handlingen. Grønkjær er også forbeholden over for tidens store tema omkring anerkendelse. Han sporer en oppustethed og en kamp, der aldrig vil stoppe. Måske er det bedre for mennesker at vedkende sig hinanden i en erkendelse af fælles sårbarhed.

Er Niels Grønkjær en ældre hvid mand, der tror på det almene (og det almindelige) menneske og ikke ser sin egen privilegieblindhed? Er han en global humanist, der vil vedkende sig alle migranterne fra Afrika og byde dem velkommen? Det kan være svært at slutte fra bogens meget fundamentale overvejelser til dagens politiske debatter. Men det gør nu heller ikke så meget. Den snak kan man så tage i de læsekredse i de lange, mørke vinteraftener, som bogen vil egne sig så godt til.

Til allersidst i bogen prøver Grønkjær at tænke sit nye menneske i forhold til den nye Gud, som ikke længere er metafysisk og stor, men levende og bevægelig. Når mennesket forholder sig til sig selv via den nye Gud, kan det vistnok få forsonet sine egne modsætninger. Jeg må ærligt vedgå, at jeg her ikke kan følge ham. Det er sort og uigennemtrængelig tale for mig. Heldigvis fylder den nye Gud meget lidt i bogen om det nye menneske. Måske er den gud også et dyr, man skal passe på med ikke at krybe alt for langt ind i.

Læs interview med Niels Grønkjær om bogen i næste uge.