”Jeg vil gerne bede en bøn for jer!”. Sognepræst Henrik Højlund befinder sig i afgangshallen i Kastrup Lufthavn sammen med sin hustru på vej til Etiopien. Det er deres datter, som kalder. Hele vejen fra Jylland til Sjælland har hun i sit stille sind ønsket at sende forældrene bort med en bøn. Men hun var for blufærdig, lige indtil de befinder sig i afgangshallen. Og der står de nu midt i menneskemyldret og lader datteren bede en bøn før deres afrejse.
Indledningen slår temaet for bogen fast, nemlig i hvor høj grad man kan eller bør slippe blufærdigheden og vove troen. Umiddelbart tænker man, at den kendte og fromme præst må have entydige svar; men sådan er det ikke. Han kender til bøn og fromhedsliv, men kan også blive forlegen ved troens ublufærdighed.
Men i Etiopien ser det anderledes ud. Her oplever de gang på gang, at etiopierne griber til bøn i enhver situation og overalt. Der er ingen blufærdighed i dem. Et måltid på restaurant bliver gerne indledt med en takkebøn for måltidet og for de tilstedeværende. Gud tænkes med i alt. Ikke som noget påklistret, noget demonstrativt, men som det selvfølgeligste oplever de, at Gud er en både formuleret og uformuleret forudsætning og eftersætning for alt.
I ni veloplagte kapitler behandler forfatteren problemstillingen – personligt, ærligt, nuanceret og vedkommende. Vi hører om kampe om tro og tvivl, om forholdet mellem forældre og børn, om ægteskabet og venskaber, om herreture til skærgården, hvor store livsspørgsmål vendes – og om forholdet til Gud.
Der er både højt til loftet og solid jordforbindelse i de mange refleksioner.
I forholdet til Gud har Højlund på den ene side sans for ritualet. Det hedder:
”Enhver træder lidt til side med sin egen person, når man træder ind i et fælles, forhåndsgivet ritual. I ritualet lyder selv de mest kraftfulde, højtidelige ord naturlige. Uden for ritualets ramme bliver de samme ord meget let salvelsesfulde eller klichéagtige. Ritualets ord, salmernes ord, de højtidelige bønners ord befrier fra dagligdagens alt for intime sprog, der kan ende med at føles næsten intimiderende.”
På den anden side går det ifølge forfatteren alligevel galt, hvis der bliver tale om en torumstænkning:
”Hvis der kun bliver plads til at udtrykke gudsrelationen i ritualet, går man glip af umiddelbarheden i gudsforholdet. Man går glip af Gud som nærværende langt ud over ritualets rum. Og følgelig er vi tilbage i samme misere, som er skabt af sekulariseringen: ét rum til det verdslige, et andet rum til det religiøse.”
Mødet med Etiopien udfordrer til en naturligere omgang med Gud uden dobbelt bogholderi eller skarp adskillelse mellem religiøst og verdsligt, mellem det private og det offentlige rum.
Bogens spørgsmål er, om der kan siges Gud med mindre tøven i andre sammenhænge end de rent religiøse. Om der kan tales og handles mere frejdigt og ligefremt på en overbevisning om, at Gud ikke blot befinder sig højt hævet over tid og rum, men også er her?
Bogen er dejligt fri for entydige og fromme svar.
Titlen ”Jeg tror, du er her” spejles i bogens sidste sætning: ”Jeg tror. Du er her.” Gud er større end den troende, som det hedder i Salmernes Bog, kapitel 90, vers 1-2:
”Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jorden blev til, fra evighed til evighed, er du Gud.”
Ifølge forfatteren er der en ro i de ord, som har at gøre med denne fornemmelse: at Gud er der forud for alt og efter alt.
”Al tale om at have et forhold til ham bliver næsten overflødigt. Al tale om umiddelbarhed i forholdet forekommer næsten komisk. Eller snarere bliver det sådan, at når man træder ind i et bevidst forhold til ham, så opdager man mere og mere, at han har været der hele tiden.”
Forfatteren skriver et sted, at han foran alteret har gjort det til en naturlig del af det liturgiske udtryk at løfte hænderne og knæle. ”Jeg tilstår, at jeg indimellem også har lyst til at gøre et par dansetrin, men indtil videre har jeg afholdt mig fra det.”
Som sådan byder bogen – næsten – op til dans. Man bliver i hvert fald glad ved at læse den.