Prøv avisen
Klassiker

Gud taler i tavsheden

Der findes næppe noget mere centralt, teologisk værk af Søren Kierkegaard, lyder det fra dr. theol. Niels Jørgen Cappelørn i anledning af nyudgivelse af Kierkegaards skrift "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen", hvor Cappelørn har skrevet efterordet. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Kierkegaards "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen" blev for nyligt den første danske bog i rummet, da Andreas Mogensen tog den med på sin rumrejse. Læs eller genlæs interviewet med professor Niels Jørgen Cappelørn, der har skrevet efterskrift til bogen

Det var en studenterjoke, der for alvor åbnede Søren Kierkegaards tekster for Niels Jørgen Cappelørn. Dengang var han blevet indlagt på Rigshospitalet med mavesmerter, mens han læste teologi på 4.semester. Og et par vittige studiekammerater dukkede op på sygehuset med Søren Kierkegaards måske sværeste værk "Sygdommen til Døden".

"Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne læse bogen, når jeg alligevel lå på hospitalet, siger professor og dr.theol. Niels Jørgen Cappelørn, da vi sidder – omgivet af bogreoler – på hans store chefkontor på Søren Kierkegaard Forskningscentret i Vartov midt i København:

"Dengang fattede jeg ærligt talt ikke en brik af bogens indledning. Jeg har senere fundet ud af, at "Sygdommen til Døden" også er en af Kierkegaards mest utilgængelige tekster. Men selvom indledningen var svær, blev jeg ved med at læse i bogen på sygehuset.

For der var noget, der alligevel greb mig i den. Måske var det, fordi Kierkegaard sammenligner synd med fortvivlelse i bogen. Men under alle omstændigheder greb bogen mig, og jeg har ikke sluppet Kierkegaard siden," siger dr. theol. Niels Jørgen Cappelørn, der stiftede Søren Kierkegaard Forskningscenter i 1994.

Fra den 1. januar i år har han også kunnet kalde sig professor i forbindelse med, at forskningscentret er blevet en del af Københavns Universitet. Og i dag kan Cappelørn oven i købet både fejre sin 65-års fødselsdag og udgivelsen af endnu et Kierkegaard-værk: "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen – Tre gudelige taler" på Kristeligt Dagblads Forlag med monotypier af Maja Lisa Engelhardt og efterskrift af Cappelørn selv.

Søren Kierkegaard er mest kendt for litterære mesterværker som "Enten-Eller", "Frygt og Bæven" og "Gjentagelsen", der alle blev skrevet under pseudonym.

De opbyggelige værker skrev han derimod i sit eget navn. Og skal man tro Kierkegaards eget forord til "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen", er psedonym-værkerne kun "venstrehåndsarbejde" i forhold til de værker, han udgav i eget navn: "den bydes med høire Haand! – i Modsætning til Pseudonymen, der raktes og rækkes med Venstre," som han skriver. Og spørger man Niels Jørgen Cappelørn, er det også svært at komme uden om netop "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen"."

"Der findes næppe noget mere centralt teologisk værk af Søren Kierkegaard. For det handler simpelthen om, hvordan man skal forholde sig til Gud som moderne menneske. Det har altid været min yndlingstekst hos Kierkegaard. Og det var en meget stærk, men også en overraskende vanskelig opgave at skulle skrive om den. Jeg har læst den mange gange for mig selv og hentet meget fra den rent opbyggeligt til mig selv. Men det var virkelig svært at skulle skrive om den.

"Jeg var faktisk ved at give op flere gang. Måske også fordi jeg blev lidt bange for at komme til at plagiere den. Sprogligt og litterært er den nemlig så stærk, at man let kan blive suget ind i den, så man bare kommer til at gøre det samme."

Niels Jørgen Cappelørn slår afværgende ud med armene:

"Jeg bilder mig naturligvis ikke ind, at jeg kan skrive så godt som Kierkegaard, men det kunne let blive en form for afskrift."

Teologiprofessoren fandt dog fornyet inspiration i fadervor, som han bruger som en rød tråd i sit efterskrift.

"Kierkegaards egen form i bogen består af tre afsnit om tavshed, lydighed og glæde. Den følger jeg ikke slavisk. For det viste sig, at en del af fadervors bønner danner grundstrukturen bag ved Kierkegaards tre afsnit. Og sådan fandt jeg min egen måde at åbne teksten på ved at bruge temaerne om tavshed, lydighed og glæde i en meditativ udlægning."

Fadervor-formen virker oplagt. For "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen" er på mange måder en bog, der handler om at bede.

"Kierkegaard mener, at den sande bøn begynder med tavshed. For vores bønner har det ellers med at blive bestillingslister eller direkte bebrejdelser af Gud, med andre ord monologer, hvor der ikke er plads til, at Gud kan komme til orde. Med vanlig sans for humor skriver han således, at "Talen er Menneskets Fortrin for Dyrene, ja ganske vist – dersom han kan tie." For han mener, at vi først kan mærke Guds nærvær i selvforglemmelsen."

"Det er faktisk et af de få steder, hvor Kierkegaard fjerner individualiteten. For først når man bliver tavs over for Gud, kan man blive en hører. Man skal altså ifølge Kierkegaard nå til det punkt, hvor man ikke står i vejen for Gud, men hvor Han kan komme til, så det er Ham, der taler. Det havde jeg godt set før hos Kierkegaard, hvor han skriver: "Den rette Bedende strider i Bønnen og seirer – dermed, at Gud seirer". Men her er det foldet ud meget bredere sammen med begrebet tavshed."

Det hænger vel også sammen med grundteksten i Det Nye Testamente, lige før Jesus introducerer fadervor, hvor han siger til sine disciple: "Når I beder, skal I ikke lade munden løbe"?

"Ja, præcis. Kierkegaard er jo hele tiden meget nytestamentlig, og han tager ofte en lille stump bibeltekst og folder den ud. Her drejer det sig om et stykke fra bjergprædiken, hvor der står, at ingen kan tjene to herrer på samme tid. Og at man derfor ikke skal lade sig bekymre, men se til markens liljer og fuglen under himlen, som Gud sørger for."

Liljen og fuglen gør Kierkegaard ligefrem til "læremestre" i tavshed, lydighed og glæde. For de stoler tavst og tålmodigt på Gud. De "tier og bier", som han skriver:

"Jeg tror faktisk, at Kierkegaard har skelet til Brorsons vidunderlige salme "Her vil ties, her vil bies", da han skrev teksten. For hos Brorson medfølger tavsheden netop også tålmodighed. Og det er den betingelsesløse og tålmodige tillid til Gud, der er idealet for Kierkegaard, der mener, at vi har mistet en del af os selv ved at fravælge tilliden til Gud. Ifølge Kierkegaard er mennesket i slægt med Gud.

Det har han selvfølgelig fra Paulus, der netop skriver, at vi er i slægt med Gud. For vi er skabt i Guds billede og har således det evige i os. Men det evige ligger uforløst i mennesket, når vi har fjernet os fra Gud. For hvis vi kun fokuserer på os selv og vores timelige bekymringer, mister vi fornemmelsen af det evige og af det meningsfyldte og sammenhængende liv.

"Længslen efter mening er altså dybest set en længsel efter Gud. For syndefaldet er en adskillelse fra Gud, hvor vi vælger Gud fra og vælger os selv til, så vi skubber Gud på afstand og vælger, at vores liv skal bygge på os selv. Denne adskillelse fra Gud er derfor kilden til religiøsitet. For religiøsitet udspringer af det, der ikke fungerer i vores liv".

"Men løsningen på denne splittelse er ifølge Kierkegaard at gøre op med sin afhængighed af det timelige og lægge sig tilbage i Guds varetægt. Og tavshed i bønnen er den ærefrygt for Gud, der giver Ham plads til at komme til orde, så vi igen kan komme i forbindelse med meningen og evigheden. Så vi kan blive os selv. Men hos Kierkegaard er og bliver det stadig en trossag. Man kan aldrig få en objektiv vished om, at det var Gud, der taler til en. Det bliver ens egen tolkning, ens egen tro. Det er mig, der subjektivt må tro på, at det nu var Gud, der talte til mig."

Hvordan har du selv oplevet, at tavshed kan være med til at åbne bønslivet?

"Jeg har fået en stærkere fornemmelse af Guds nærvær i tavsheden, end jeg har haft før, efter at jeg har siddet og arbejdet med teksten. Men det har krævet arbejde. At være tavs på den måde er ikke noget, man bare bliver. Det er noget, der skal indarbejdes, og det skal indarbejdes i en sådan grad, at man ikke arbejder med det mere. Som Kierkegaard skriver så fantastisk om liljen og fuglen, der begge kan smide den tungeste byrde let. For hvis man anstrenger sig, vil man som regel bruge alle sine kræfter på at anstrenge sig."

"Målet er derfor at nå frem til at gøre det tungeste let, så man ikke anstrenger sig, men overgiver sig. Og det tager tid. For vi er så vant til, at vi skal være aktive og præstere en masse, men her skal vi nå frem til at "ikke-præstere", så tavsheden kommer af sig selv, når man glemmer sig selv og lytter til Gud. Man skal ikke tilintetgøre sig selv. For det er ikke en selvdestruktiv affære at gøre plads til Gud, men i bønnen skal man gøre sig selv til intet, så Gud kommer til at fylde mere i en."

Er det ikke et paradoks for så tænksomme herrer som Kierkegaard og dig selv at stræbe efter at gøre sine egne tanker til intet?

"Jeg kan godt se, hvad du mener, men jeg ser ingen modsætning i det selv. Kristendommen rummer jo netop både et kald til at hvile i nåden og en fordring om at gøre noget for sin næste. Når jeg sidder her og fordyber mig, håber jeg da selvfølgelig, at der er nogen, der kan bruge det til noget. Men nåden betyder jo, at jeg er frelst som gave, så det er ikke mine egne præstationer, der frelser mig."

"Nåden er og bliver gratis. Men det betyder ikke, at jeg ikke har nogen forpligtelser. For nu har jeg værsgo at begynde at leve efter Det Nye Testamente: ud at elske min næste og ud for at passe mit arbejde i kald og stand. Jeg skal bare ikke tro, at det bidrager til min frelse. Det er en utrolig lettelse. For det har Gud ordnet. Og det tror jeg klart på, ligesom jeg stadig har brug for vekselvirkningen mellem mine egne projekter og tavsheden, hvor jeg kan forsøge at lytte til tanker, der er større end mine egne."

Hvordan gør du det?

"Det kan foregå alle steder. Det kan såmænd foregå i en bus. Hvis bare man er villig til at lukke af for alle de ting, som man tror har krav på en, og give plads til Gud."

"Den her," siger professoren og peger mod sin pande:

"Den snurrer konstant. Der er meget travlt deroppe med ting, jeg synes, at jeg skal nå, eller tror, jeg har glemt. Og der skal simpelthen tavshed til at få lukket for hele den strøm af tanker, bekymringer og ideer, der kommer og går derinde. Dér kan selve tavsheden gøre, at der kan komme noget helt andet, som slet ikke har kunnet komme til orde, fordi der har været så fistrende travlt med det, som jeg selv syntes, at jeg skulle tænke over. Det tror jeg godt kan komme fra Gud, så nu er jeg begyndt at lægge tavshed ind i min hverdag."

"Mens jeg har arbejdet med bogen, har det meget været i forbindelse med fadervor som en meditativ øvelse. For det er både Kierkegaards pointe og min egen erfaring, at vejen til glæde går gennem tavshed og lydighed. Og hvis man kan åbne sit sind over for det, er der faktisk hver eneste dag noget, som man kan glæde sig over.

Ligegyldigt om det er småt eller stort, er der altid noget at glæde sig over. For glæden kan hverken gradueres eller gemmes til i morgen. Den er til i dag. Der er ikke lidt glæde eller meget glæde. Enten er den der, eller også er den der ikke. For man må give efter for glæden," siger professoren med et lille sitrende smil i mundvigen, som han lader sidde et stykke tid – i tavshed.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk