Guder for fuld udblæsning

Sigurd Barrett er en fortræffelig fortæller, selvom han nu godt kunne økonomisere med de latrinære udtryk i sin nye bog om nordisk mytologi

Stine Rosenberg har lavet bogens illustrationer. –
Stine Rosenberg har lavet bogens illustrationer. –. Foto: Politikens Forlag.

Efter sin store succes med Bibelhistorier har Sigurd Barrett nu påtaget sig opgaven at genfortælle den nordiske mytologi for Politikens forlag. Og at det netop er Barrett, der har gjort det, vil næppe skade bogens gang over disken. For kender man hans Bibelhistorier, så ved man, at Sigurd Barrett er en fortræffelig fortæller. Barretts styrke består i, at der er drive i hans genfortællinger, og at de sprogligt rammer især mindre børn. Gudinderne læser selvfølgelig Alt for gud-inderne, og Valhal er det sted, hvor alle krigerne og guderne gav den gas.

LÆS OGSÅ: Her kommer den europæiske tiggerhær

Desværre lever enkelte af teksterne og tegningerne af den særlige fornøjelighed, der altid har været forbundet med at slå prutter så eftertrykkeligt, at omgivelserne får det fulde udbytte af lyd og lugt. Jeg må også tilstå, at kapitlet Den drillesyge Loke rummer så mange latrinære udtryk, at man ærlig talt ikke har lyst til at læse det højt for sine børn. Det er jo netop de sproglige uvaner, man prøver at pille ud af dem! Så her et minus. Men overordnet set er regnskabet i plus.

Som i den glimrende gendigtning om Fenrisulven, der bliver født af jættekvinden Angrboda. Allerede som lille ulveunge er den vild og ustyrlig. Men det skal blive værre. For Fenrisulven vokser og vokser, og guderne prøver at binde den med solide reb. Men lige lidt hjælper det. Fenrisulven bider sig uden problemer fri. Da kommer guderne på den ide at konsultere dværgene, som altid har været leveringsdygtige i humbug, hokuspokus og vild magi.

Og dværgene sammensætter en snor af alt det, som ingen kan overvinde: lyden af kattepotter, kvindeskæg, bjergenes rødder, fiskenes ånde og fuglenes spyt. Fenrisulven fornemmer, at der er ugler i mosen, så han forlanger derfor, at en af guderne stikker sin hånd ned i gabet på ham, førend den tynde snor bliver bundet om hans hals. Der er ikke rift om denne tjans, men til slut indvilger Tyr. Fenrisulven får tråden om halsen og kan selvfølgelig ikke sprænge den: Guderne var glade. Bortset lige fra Tyr. Han var knap så glad, for han mistede selvfølgelig den hånd, han havde stukket ind i Fenrisulvens gab.

Denne fortælling er et stykke genial anskuelsesundervisning i, at det tit er de kræfter, vi næsten ikke kan få øje på, der viser sig at være de stærkeste. Som den tynde snor, dværgene spandt. Og samtidig minder fortællingen om Fenrisulven os om, at vi af og til må ofre noget af os selv, for at det kan gå andre godt. Sådan som Tyr gjorde det.

Et sted i bogen berettes om den magiske mjød, Odin skaffer til Asgård, og som udstyrer alle, der drikker heraf, med en fabelagtig evne til at digte.

Sigurd Barrett må have tømt et helt anker under nedskrivningen af sin nye bog.