Igennem de seneste 100 år har det inden for kunst- og kulturhistorien været almindeligt at lave både udstillinger og lærde bøger, hvor den nøgne kvinde bruges som prisme for udviklingen i opfattelsen af kvinden som køn. Med manden har det været anderledes tabubelagt og kontroversielt, for ikke at sige uskønt. Men sådan har det bestemt ikke altid været.
I tidligere tider var det den nøgne mand, som blev afbildet og beskrevet. Går man tilbage i historien til den græske og romerske antik, var den nøgne mand det almene symbol på selve mennesket, og han blev derfor fremstillet i idealiseret skikkelse som gudernes sendebud i talrige skulpturer, som i dag regnes for verdenskunstens ypperste.
Inden for kristendommen har der tilsvarende været en 2000 år lang tradition for at afbilde Gud og hans inkarnation på jord i skikkelse af en mand. Ifølge Genesis var det første menneske på jorden en mand, og ifølge evangelierne er det ved en mands død og genopstandelse, at mennesket skal frelses.
LÆS OGSÅ: 6 stjerner: Seeren Pollock møder den samfundsengagerede Jorn
Af samme grund genopstod manden som den centrale figur i den europæiske renæssance og barok, hvor han blev genrejst som ideal, tænk eksempelvis på Michelangelos fresker og skulpturer. På de førende akademier blev der undervist efter mandlig model, og i 1700-tallet, hvor kunsthistoriefaget opstod som disciplin, var det den berømte tyske kunsthistoriker Johann Joachim Winckelmanns forestilling om ædel enfold og stille storhed i den maskuline skikkelse, der blev æstetisk norm for generationer af kunstnere og fortolkere af kunst.
Mandens fald fra gudernes olympiske højder skete i løbet af 1800-tallet, hvor den banebrydende naturvidenskab stillede kønnene biologisk lige, og hvor Gud ifølge præstesønnen Friedrich Nietzsche var død og mennesket overladt til sin egen skabervilje. Patriarkatet blev sendt til tælling, de etablerede familiestrukturer begyndte at bryde sammen, og kvinden blev et menneske i egen ret og erhvervede gradvist lige borgerrettigheder. Omkring 1900 spidser kønskampen til, manden bliver lagt i spændetrøje, som det sker hos Strindberg, og et væld af dæmoniske kvindebilleder vokser ud af de mandlige kunstneres angst for fald.
Kvinden skildres som på en gang dårende skøn og fuldkommen fatal, og patriarken forsvinder mere eller mindre ud af fokus, mens det 20. århundredes diktatorer lægger alen til foragten over mandens brutalitet og stupiditet.
Den aktuelle udstilling Masculin/Masculin i Paris gør op med denne maskuline umyndiggørelse og forsøger med et gigantisk opbud af mandebilleder at nuancere opfattelsen af manden. Deraf også den dobbelte titel, hvor maskulinitet ikke skildres og forstås som én ting, men som en tvetydighed i tolkningen af mandekønnet. Manden er ikke blot leder, fader, atlet og ugraciøst muskelbundt, han er også sart, følsom, æterisk og ligefrem smuk og poetisk med træk hentet fra kvinden. Udstillingens vinkel er derfor ikke blot kunsthistorisk, men også sociologisk, filosofisk, kønshistorisk og dertil legende, flirtende og ironisk.
De seneste årtiers udvikling af den såkaldt metroseksuelle mand med udprægede følsomme og æstetiske kvaliteter har hjulpet en udstilling som denne på vej, ligesom queer-forskningen, der blandt meget andet ser kønnet som en social konstruktion, påtvunget af nogle samfundsmæssige normer, som ikke er kønnet iboende. Det er der kommet en særdeles underholdende og varieret udstilling ud af, hvor klassisk kunst blandes med samtidskunst, og alle genrer er repræsenteret: skulptur, maleri, tegning, grafik, foto og film.
Udstillingen spænder i værkudvalget over de seneste 250 års kunsthistorie, men har med kopier fra antikken af eksempelvis både Belvedere-torsoen og Laokoon-gruppen referencer til henholdsvis det muskuløse og lidelsesfulde mandsbillede i klassisk kunst. Udstillingen bryder med den kunsthistoriske kronologi til fordel for en række bærende temaer, hvor forskellige sider af maskuliniteten og det, man ligefrem kunne kalde for den maskuline mystik, belyses, herunder: Det klassiske ideal, Guderne på stadion, Den nøgne heroisme, Den nøgne sandhed, I naturen, I smerten, Den gloriøse krop og endelig manden som Det begærede objekt.
Der bydes på et sandt væld af store kunstnere. Hovedstolen er fransk med udgangspunkt i Musée dOrsays egen samling af både avantgardekunst og salonkunst fra de seneste 200 år, men med internationalt udblik, herunder også til Skandinavien med Nicolai Abildgaards Den sårede Filoktet, Eugene Janssons Vægtløftere og Edvard Munchs Nøgne mænd ved havet.
Man kunne have ønsket, at arrangørerne havde haft blik for Kristian Zahrtmanns totaldekadente lyserøde mandeskildringer, men her er så meget andet godt: Værker af Ingres, David, Géricault, Moreau, Rodin, Renoir, Cézanne og salonkunstnere som Léon Bonnat, Jean Delville og Henri Camille Danger for blot at nævne nogle af de franske.
Det internationale udblik sikres af blandt andre Ferdinand Hodler, Egon Schiele, Richard Gerstl, Edward Burne-Jones, londonskole-malere som Lucian Freud og Francis Bacon, popkunstnere som David Hockney og banebrydende fotografer som Eadweard Muybridge, Man Ray, Robert Mapplethorpe og kitschkongerne David LaChapelle og duoen Pierre et Gilles, hvis iscenesatte og bemalede fotografier af maskuline ynglinge går igen i sal efter sal og sætter kulør på det hele. Men udstillingen er ikke blot panoramisk. Man har også haft et intimt blik for forfatteren og filmmageren Jean Cocteaus små dristige, forelskede og virtuose tegninger af mænd fra begyndelsen af det 20. århundrede, der om nogen foregriber Andy Warhol.
Kunsthistoriens universelle billede af manden som både en slags prototype på menneskeheden og som en slags arketype for fortællinger om det sandt menneskelige betyder, at billedet af ham oftest er iklædt mytologiske gevandter. Billedet af manden indskrives i de store historier, som er kulturbærende, og hvor manden optræder som netop sendebuddet mellem himmel og jord. Signaturbilledet for udstillingen er således Pierre et Gilles moderne tolkning af Merkur eller Hermes, som han kaldes i græsk mytologi.
Men perspektivet trækkes helt tilbage til rødderne. Således rummer udstillingen flere skildringer af kristendommens centrale lidelses- og frelsesikon, den korsfæstede Kristus, men også den kristne martyr Sankt Sebastian med pilene igennem sin krop. Den gammeltestamentelige Job er skildret af Léon Bonnat i sin nøgne, affældige afmagt og prøvelse, ligesom David og Goliat er et yndet motiv. Men talrige andre mytologiske mandeskikkelser befolker rummene på Musée dOrsay: Apollon, Orfeus, Prometheus, Jason, Zeus, og det finale billede er Jean Delvilles store panoramiske og dekadent overdådige skildring af Platons skole fra slutningen af 1890erne, hvor de nøgne ynglinge er samlet omkring mesteren.
Fra romantikken og frem mytologiserer kunstneren sig selv igennem portrættet og selvportrættet, Rodins skulptur af den korpulente digter Honoré Balzac troner i al sin korpulente vælde, mens David LaChapelles obskøne billede af sangeren Eminem illuminerer de mere lattervækkende potente sider af manden. I kontrast hertil er de nøgne, uheroiske og saglige selvbilleder af Richard Gerstl, Egon Schiele og Lucian Freud.
Rummer Masculin/Masculin talrige billeder af den lidende mand, der pines, sørger og straffes for sit (over-)mod, og hvis krop er vredet af led i smerte, rummer den selvfølgelig også et vitalistisk spor. Udstillingen kan ses som et behjertet forsøg på at genrejse manden, om ikke til fordums styrke, så til en position, hvor det igen er legitimt at iagttage hans nøgne krop, måske endog nyde den, ja, begære den. Det 20. århundredes totalitarisme perverterede den maskuline styrke og atletens kraftudfoldelse, og hvad de nazistiske, fascistiske og kommunistiske forbrydere ødelagde, har den senere tids umådeholdne brug af kunstige stimulanser og doping ikke kunnet rette op på. Mandebilledet har svært ved at samle sig til et hele, en fuld figur.
For det er vanskeligt at svinge sig op i de høje bjerge som Nietzsches overmenneske, og gudskelov for det. Men den aktuelle udstilling vidner om, at fascinationen af manden ikke er forsvundet, og at fortolkningen af ham langtfra er entydig. Det kan godt være, at kvinden fremstilles som en sfinks, hvis gåder manden kan ødelægge sit liv på, men selv er han ikke fri for mystik og gedulgt tiltrækning. Masculin/Masculin trækker lange køer foran Musée dOrsay, og udstillingssalene er stuvende fulde af ikke mindst kvinder, der endelig har fået noget andet at kikke på end dem selv. Og så endda i fuldt ud anstændige museale rammer.
Masculin/Masculin. The Nude Man in Art from 1800 to the Present Day. Musée dOrsay. Katalog (red.) og kuratering: Ophilie Ferlier og Xavier Rey. Musée dOrsay, Paris i samarbejde med Leopold Museum, Wien. Åben til den 2. januar 2014.
