Prøv avisen

Gudløs, konge og fædreland

Tegning: Peter M. Jensen

Den hårde amerikanske religionskritik har også fået en fanskare blandt danske borgerlige debattører og forfattere. Det er en århundredegammel debat mellem konservative og liberale, men holdningerne brydes alligevel i dag på tværs af de gamle ideologiske skel

Har ateismens internationale flodbølge nu også ramt den lille borgerlige lejr i den danske kulturverden?

Stærkt religionskritiske, internationale forfattere som Richard Dawkins, Christopher Hitchens, Sam Harris og Daniel Denett ser i hvert fald ud til at have fået en fanskare herhjemme også blandt liberale og konservative forfattere og debattører. Både på internettet og i avisspalterne kan man møde de spidse borgerlige penne, der gør op med religion, kristendom og folkekirke inklusive.

Senest har liberalist og forfatter Mikael Jalving markeret sig med en begejstret anmeldelse i Berlingske Tidende af Christopher Hichens "Gud er ikke stor". Han taler om religion, som "forpester alt" og bør henvises til kompostbunken med efterårsblade. En anden borgerlig forfatter og skribent, historikeren Lars Hedegaard, hører også til de hårde kritikere af religion, herunder i særdeleshed islamismen. Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow kan nævnes i samme åndedrag.

Men var det ikke Lenin og marxisterne, der kaldte religion opium for folket? Hvorfor forfægtes det synspunkt i dag af erklærede liberalister? Og hvad blev der af det konservative slagord om Gud, konge og fædreland?

Religion deler i dag vandene midt ned gennem den borgerlige tænketank Cepos. Kristeligt Dagblad har bedt en række fremtrædende debattører og forfattere give deres bud på, hvorfor uenigheden træder så tydeligt frem nu.

Et gennemgående træk i svarene er, at ikke mindst de negative virkninger af fundamentalistisk islam har trukket sine spor, og det har tvunget borgerlige til at bekende kulør. Religion var ellers et ikke-emne i årtier blandt borgerlige. Bruddet kom meget tydeligt frem allerede under Muhammedkrisen.

Flere peger på, at siden oplysningstiden har liberale og konservative været uenige om religion, det vil sige særligt om kristendommen. Konservative så den som kulturbærende, mens den principielle liberalisme ville gøre religion til en privatsag, helt uden for det offentlige rum.

Enkelte nævner dog også, at det større religionshad kan bunde i uvidenhed. At uoplyste unge bloggere simpelthen ikke kan se forskel på bombekastende islamister og præster, der ikke vil arbejde sammen med kvindelige kolleger. For dem slås religion sammen i en stor pærevælling.

Det gør Mikael Jalving ikke, men han erkender, at der blandt borgerlige findes en "generel utilpashed ved religion", som er accentueret af islam.

Men der er også en vis irritation over folkekirken. På trods af, at Luther jo formelt vil adskille det verdslige og åndelige regimente, sker der en uheldig sammenblanding i statskirkeordningen. Jeg er tilhænger af, at man gør religion til en privatsag, og synes, det er uheldigt, at det offentlige står for at opkræve kirkeskat, siger han.

Han ville foretrække det amerikanske system, hvor frimenigheder og frikirker selv klarer deres økonomi. Samtidig anerkender han, at danskerne er "kulturkristne", og at Bibelen har fulgt os, hvad enten vi vil det eller ej. Det kan heller ikke helt afvises, at religion i nogle tilfælde har fungeret som en buffer mod diktaturer.

Et argument mod ateister er, at de kommunistiske og nazistiske diktaturer undertrykte religion, og de udviklede sig alligevel grusomt. Hvortil forfatteren Christopher Hitchens og hans ligesindede svarer, at kirken ofte har kompromitteret sig ved at føje diktaturerne og at de totalitære ideologier i øvrigt selv blev pseudoreligioner. Mikael Jalving erkender, at det kan se mærkeligt og ulogisk ud, at liberalister slår følge med den yderste venstrefløj i religionskritikken

Hitchens er jo en gammel trotskist, og der er bestemt en fare for, at religionskritikken kammer over. Man skal passe på, at den ikke udarter til et religionshad. Personligt er jeg ikke 100 procent ateist, men nok en minimalateist, siger Mikael Jalving.

Han blev med egne ord blev "høj" af at læse Hitchens bog.

Forfatteren David Gress er langt mere positiv over for kristendommens indflydelse på samfundet. Han ser først og fremmest konflikten som en mellem konservative og socialliberale.

Den splittelse er blevet mere og mere synlig, men den liberale skepsis over for kristendommen har altid eksisteret. Det er nyt herhjemme, efter at den politiske debat i mange år har været koncentreret om skat, sociale forhold og den slags. Det skyldes for det første, at den radikale islam har sat religion på dagsordenen. For det andet er der kommet en bølge af religionskritiske bøger af Sam Harris, Richard Dawkins og flere andre. Men det pudsige er, at de er blevet vækket af islam, siger David Gress.

Han mener, at forfatterne blander kristendommen sammen med den radikale islamisme, og derfor opfatter de kristendommen som en frygtelig trussel. Hvad der efter hans egen mening er svært at få øje på.

At man betragter islam som en trussel, betyder selvfølgelig ikke, at man også automatisk er kritisk over kristendommen. Det klareste eksempel på det er, at folketingsmedlem, tidligere sognepræst Søren Krarup næppe har ret meget at være enig med Mikael Jalving om ud over utilpasheden ved islam.

Et paradoks ved den borgerlige religionskritik er som nævnt, at den tilsyneladende går i marxismens fodspor, men ifølge David Gress forholder det sig faktisk modsat.

Den marxistiske religionskritik udspringer jo af den liberale. Helt tilbage fra oplysningstiden har vi tanken om, at religion er spild af tid og penge, og at vi ikke burde have en statskirke, siger han.

Dermed rører han ved endnu et paradoks, nemlig at de liberale debattører langtfra er enige indbyrdes. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) forsvarer for eksempel folkekirken og taler imod den amerikanske model med frikirker. Folkekirken har rod i Grundloven, og de liberale grundlovsfædre var også kirkens mænd, blandt andre N.F.S. Grundtvig.

Forfatteren Kasper Støvring mener, at nogle liberale netop i forhold til religion reelt har konservative holdninger. Han har skrevet bogen "Blivende værdier. Konservativ kulturkritik og kulturkamp".

Selvom Bertel Haarder tilhører et erklæret liberalt parti, vil jeg mene, at han har en ærkekonservativ åre, også som undervisningsminister. Der argumenterer han jo for, at kristendomsfaget skal styrkes som et kulturbærende fag, siger han.

Bertel Haarder vil nu ikke umiddelbart bekræfte, at han skulle have en ærkekonservativ åre.

Jeg er først og fremmest tilhænger af, at der skal være grænser for politik, siger han.

Grundtvigs tanker om stat og kirke er jo et liberalt hovedskrift. Af det fremgår, at i Åndens verden dur det ikke med tvang. Ordet skal have frit løb i folkekirken, og kirken er alene en borgerlig ramme om forkyndelsen. Der skal være frihed for Loke og Thor, siger han.

Haarder kalder det "en konservativ sport" at beskylde alle liberalister for at se markedet som løsning på alt, inklusive religion.

Jo, der er liberale, som mener, at det er forkert at have landegrænser, indfødsret og ægteskaber, men det mener jeg altså ikke er liberalt. Det er ofte ret unge mennesker, men når de bliver ældre og får erfaring, så skifter de som regel synspunkt, siger han.

For ham er det indlysende, at tidens stærke religiøsitet har vækket den hårde modstand hos ateister, både i udlandet og herhjemme. På nogle områder har religionskritikerne endda ret i deres kritik.

Det er fuldstændig rigtigt, at religion har været brugt og misbrugt og har hærget kontinenter i historien. Man skal imidlertid være temmelig naiv, hvis man tror, at man kan afskaffe den slags ved at afskaffe religion i det hele taget, siger undervisningsministeren.

Det er ikke kun på den liberale fløj, at uenighederne træder frem. Det gør de også blandt konservative, påpeger David Gress.

Der er sket store omvæltninger i samfundet siden 1968, og i dag vrider mange konservative sig ved det gamle mundheld om Gud, konge og fædreland. Det er en klassisk splittelse, fordi konservative også et stykke ad vejen har en liberal tradition, siger han.

En anden engageret forfatter er Henrik Gade Jensen, der er ansat ved Cepos, og som tidligere var rådgiver for kirkeminister Tove Fergo (V). Han mener, at de borgerliges vanskeligheder med at tale om religion bunder i den generelle danske blufærdighed på området. Som igen har noget at gøre med, at religion i Danmark er parkeret i folkekirkeordningen.

Jeg tror, det havde været gavnligt, hvis eksempelvis Indre Mission eller Københavns Kirkefond i begyndelsen af 1900-tallet havde gjort alvor af at bryde med folkekirken. Så havde vi nemlig haft et stort, markant religiøst samfund uden for folkekirken. Monopoler er altid skadelige, også de religiøse. Så ville vi også i dag have været bedre til at forstå, at religion faktisk kan betyde enormt meget for mange mennesker, om det så er indvandrere eller amerikanere, siger han.

En ting er de borgerlige forfattere og debattører dog stort set enige om: at det i grunden ikke er så ringe, at liberalister og konservative indbyrdes diskuterer religion, når nu den gamle, fælles fjende, marxismen, er død.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk