Prøv avisen

Guds sammensatte identitet

Bøger: Jack Miles har skrevet en fremragende biografi om ingen ringere end Gud. Udkommer i dag

Kan man skrive Guds biografi - altså beskrive hans »levnedsløb«? Hvis man stiller spørgsmålet teologisk, så er svaret selvfølgelig et nej. Men det er heller ikke den opgave, Jack Miles, der med sin Gud-biografi vandt Pulitzerprisen, har stillet sig. Han arbejder litterært. Gud er hovedperson i en bog - Bibelen - og derfor kan man naturligvis beskrive ham og hans udvikling som litterær person. Miles drager her en parallel til Shakespeares »Hamlet«, om hvem litteraturen da også er righoldig. Men han fastholder også, at både jøder og kristne uden at fornægte deres respektive tro, altid har fastholdt, at Bibelen også er litteratur og lader sig vurdere som sådan, uden at der derfor bliver tale om blasfemi. Jack Miles har valgt den hebraiske Bibel som materiale for sin biografi. At han ikke taler om »Det Gamle Testamente«, er ikke udtryk for en art politisk korrekthed. De to benævnelser dækker nemlig ikke over samme bog, idet de deri indeholdte skrifters rækkefølge ikke er den samme. Selv foretrækker Miles betegnelsen »Tanakh«, et såkaldt akronym, hvori rummes de hebraiske ord for torah, loven, Neviim, profeterne og ketuvim, skrifterne. Bevægelsen i Tanakh-udgaven bliver så bevægelsen »fra handling til tale til tavshed«, hvor den gammeltestamentlige opstilling giver bevægelsen »fra handling til tavshed til tale«, fordi man her har valgt at placere profet-bøgerne til sidst. På den måde får Jack Miles mulighed for at sammenfatte Guds levnedsforløb: i begyndelsen en energisk og hvileløs skaber og til slut en passiv og tavs olding uden interesse for sin skabning. Men det er vigtigt at understrege, at selv om Jack Miles i efterordet bekender sin dybe taknemmelighed til og afhængighed af den postmoderne teolog Mark C. Taylor, så er det ikke Guds nekrolog, han skriver. Hele vejen fastholder han konsekvent, at der er tale om en litterær analyse, hvis metodiske greb er »at søgelyset drejes væk fra de menneskelige aktører og rettes mod den guddommelige aktør.« »Handlingen begynder med Guds længsel efter et billede af sig selv«, fastslår Miles. I skabelsesberetningen taler Gud - ikke til nogen: »Det er snarere som hvis en snedker, idet han rakte ud efter sin hammer, sagde ordet hammer højt. En sådan »befaling« adlyder man uden diskussion. Hvorfor skaber Gud? Miles' svar lyder, at Gud har »brug for menneskene, fordi han har brug for et billede af sig selv«. Gud er nemlig alene. Han har ingen mage, ingen gude-kolleger. Hvad enten han hedder Gud (elohim) eller Gud Herren (Jehova), så har han ingen forhistorie. Men nu får han historie gennem menneskets historie. Som Gud skaber, synes menneskets opgave her i begyndelsen at være formering, skabelse, frugtbarhed. Og så er spillet i gang: Lige præcis denne aktivitet påkalder Guds vrede: »Gud opdager, lidt sent, at uhæmmet frugtbarhed ikke helt var, hvad han havde tænkt sig. Han tilintetgør verden ved en oversvømmelse - kun for at opdage, at tilintetgørelse heller ikke var, hvad han han havde tænkt sig«. Og så når vi til patriarkhistorierne, hvor den - indskrænkede - frugtbarhed nu bliver noget, der kun kan udøves i samarbejde med Gud. Undervejs gennem dette forløb viser Miles, hvorledes Gud er en sammensat person. Han er den milde elohim og den mere opfarende Jehova. Tilsyneladende rummer han i sig rester af den babyloniske kaosguddom Tiamat, og han indoptager den krigeriske Ba'al. Den Gud, som åbenbarer sig for Moses, er en gud, hvis kendetegn er bjerg og ild. Og sådan er Ba'al - en krigsgud, en stormgud, en frugtbarhedsgud og vulkangud. Men hvad mener han, når han benævner sig »Jeg er«? Vi plejer at gengive hans selvbenævnelse »jeg er den, jeg er«, men Miles læser »Jeg er, hvad jeg gør«, for han er - åbenbart - et mysterium ikke blot for andre, men også for sig selv. Nu læser Miles videre den bibelske beretning som Guds gradvise kommen til klarhed over sig selv. Han er først skaber, dernæst ødelægger. Dernæst omtrent en ven af familien - Abrahams forstås. Dernæst er han folkets befrier og lovgiver, for så at blive overherre i betydningen lensherre. Så er han erobreren. Og først da - og nu er vi så kommet til Samuelsbøgerne - kan han kaldes far i relationen til David. Derpå bliver han dommer. Og skal man karakterisere det konfliktfyldte forhold mellem Gud og folket, kan det bedst gøres med ordet »pirrelig«, mener Miles. Igen og igen forsøges der en ny begyndelse, hvor det åbenbart ikke blot er folket, der må forvandles, men så sandelig også Gud selv. Over for David blev Gud far. Nu følger i hastig rækkefølge elsker, ægtemand, mor, hyrde, gartner, konge, genløser og »Israels Hellige«, som definerer Gud som »anderledes« eller gådefuld, som det sker hos profeten Esajas, hvor han også bliver den nådesløse bøddel. Og først da kan man også begynde at bruge et ord som trøst i relationen mellem Gud og mennesker. Og derfra er der så ikke langt til kærligheden som Guds forhold til mennesker. Det vrimler med indsigtsfulde analyser og spændende læsninger, hvor det spændende ligger i koblingerne til det overordnede synspunkt: Guds sammensatte identitet. Særlig spændende er læsningen af Jobs bog, hvor Gud næsten selv bliver til djævel, fordi han giver sig til at spille med Satan om Job. Da Gud svarer Job, er det, ifølge Miles, hans sidste ord, altså hans testamente. Her læser Miles minutiøs nuanceret: Stemmen fra stormen giver sig aldrig til kende. Og Job tiltaler heller ikke stemmen hverken som Gud eller Herre. Miles' konklusion er: Job giver sig ikke, så det er Gud, der må gå i sig selv og forkaste væddemålet med Satan - som også er en del af hans eget væsen. Og så klinger fortællingen om Gud i en række skrifter, hvor Gud bliver fjernere og fjernere. Hvor Gud i begyndelsen var den suveræne aktør, ender han som den fjerne garant for menneskers handlinger - måske nok i hans navn, men uden hans indsats. Jack Miles' bog er fremragende, skrevet med en smittende lidenskab. Han er sig klart bevidst, at den er et stykke fiktion - og hverken metafysik eller teologi. Han læser nuanceret og er hjemme i den hebraiske grundtekst. Hans bog fortjener at blive læst af enhver med interesse for Bibelen. Han afdækker komplekse sammenhænge og brudflader i den overlevering, som er fælles for jøder og kristne. Selv om nærværende anmelder som kristen teolog må mene, at begrænser man sin levnedsbeskrivelse af Gud til Tanakh - altså en udgave af Det Gamle Testamente - så svarer det til at slutte en biografi ved hovedpersonens konfirmation. Gud blev vel voksen, da han blev menneske i Kristus? Men læs, læs og bliv begejstret, irriteret, modsagt og inspireret. Jack Miles: Gud - en biografi. Oversat af Else Sandvad. 494 sider. 298 kr. Forlaget Forum.