Prøv avisen

Guds tanker er højere end vores

"Jeg tror, at de fleste mennesker har oplevet en følelse af gudsforladthed," siger Kenneth Kühn, der alligevel tror på, at Gud aldrig slipper os. Foto: Søren Staal.

Jesus skuffede flere gange sine nærmestes forventninger. Men altid for at møde dem med en større kærlighed, siger frikirkepræsten Kenneth Kühn, der har skrevet teaterstykket Marias bøn

Jesus var delebarn. Sådan måtte det i hvert fald føles for Maria og Josef, da de omkring den jødiske påske ledte ængsteligt efter deres 12-årige dreng i tre dage, inden de endelig fandt ham hos hans egentlige far i templet.

Historien er faktisk den første påske, der er beskrevet i Det Nye Testamente. Og den har inspireret frikirkepræsten Kenneth Kühn til at skrive teaterstykket Marias bøn, der blev opført i søndags i Netværkskirken på Frederiksberg ved København.

LÆS OGSÅ: I påsken gennemlever vi det store drama

Jeg har i længere tid været vildt fascineret af Jesu mor, Maria, og den sårbarhed, der er i hendes historie, forklarer Kenneth Kühn og fortsætter:

Når jeg læser evangelierne, får jeg et billede af en mor, der desperat søger at holde fast på sin søn, fordi hun elsker ham og derfor har nogle bestemte forventninger til ham. Smerten for hende er til gengæld, at han nægter at lade sig fastholde. I mange situationer taler Jesus direkte afvisende til sin mor, som da han får budskabet: Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig, hvor han peger på sine tilhørere og siger: Den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor.

Jesu tilsyneladende afvisning af sin egen mor læser Kenneth Kühn som en del af et mønster, der også går igen i beretningen om den 12-årige Jesus, der bliver væk fra Josef og Maria under påskefesten i Jerusalem.

De leder efter ham fulde af angst i tre dage, inden de finder ham i templet. Men da Maria irettesætter Jesus, svarer han hende på en gådefuld og næsten flabet måde: Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?. For mig at se er beretningen begyndelsen på et mønster, der senere præger Marias historie i de tre år, hvor Jesus virker offentligt i Israel. Maria søger efter Jesus, men han må skuffe hende, fordi han er kaldet af sin himmelske far til at gå et andet sted hen, end hun ønsker.

Det hele kulminerer i den sidste påske tilbage i Jerusalem med korsfæstelsen og de tre dage, hvor Jesus ligger i graven. Her blev han jo ikke kun væk fra Maria, men fra alle sine venner, der stod uforstående tilbage.

På den måde skuffede Jesus flere gange sine nærmestes forventninger. Men altid for at møde dem med en større kærlighed. Undervejs stod de dog med alle de svære spørgsmål. Og det inspirerede mig til at skrive teaterstykket, fordi spørgsmål egner sig godt til kunst.

Kenneth Kühn har flere professionelle skuespillere i sit netværk, og stykket blev også instrueret af skuespilleren Mikkel Kaastrup-Mathew, der selv er blandt de trofaste kirkegængere i Netværkskirken.

I stykket møder publikum eller kirkegængerne Maria om aftenen den anden dag efter korsfæstelsen. Hun kæmper med skuffelsen og sorgen over det, der er sket, og reflekterer over de mange svære oplevelser, hun har haft.

Helt banalt kan man sige, at stykket handler om det svære ved at skulle give slip. Jeg tror først, vi bliver rigtig modtagelige over for Gud, når vi vover at give slip på vores forventninger til ham. Skuffelser handler jo om forventninger, der ikke bliver indfriet, og som sådan kan Gud sagtens skuffe os. Men i skuffelsen findes troens mulighed, som netop er at give slip, at turde stole på Guds karakter og kærlighed midt i det uforståelige. Og det er i troen, vi møder opstandelsens virkelighed. Derfor ender stykket selvfølgelig med at afsløre, at den opstandne Jesus er nær hos Maria, selvom hun føler sig forladt. Det fantastiske ved Gud er jo, at han aldrig slipper os. Men vi oplever det først, når vi selv vover at slippe. Det er i hvert fald min egen erfaring, siger Kenneth Kühn, der mener, at teaterformen kan vise Marias trosrejse på en anden måde, end en prædiken ville kunne:

Skuespil har vel fra ældgammel tid været et redskab til at holde liv i de historier, som var meningsbærende i kulturen. Derfor synes jeg egentlig, at teater er et oplagt supplement til det talte ord. Og skuespillerne har samtidig en anden tilgang til historierne, end jeg har som teolog. De forsøger at føle historien, inden de analyserer den på metaplanet. For mig går den teologiske refleksion ofte forud for indlevelsen i det psykologiske, så på den måde er vi kommet fra hver vores vinkel. Og vi har fået mange gode samtaler om, hvilke følelser der er på spil i handlingen. På den måde har skuespillernes tilgang til den bibelske historie helt klart optimeret det, jeg gerne ville. Og jeg håber meget, at vi som kirke kan gentage et sådant samarbejde, siger Kenneth Kühn, der i det hele taget mener, at kunst kan styrke kirkens kommunikation om evangeliet på en ny måde:

Det er et stort problem for kirken, hvis troen bliver til rene abstraktioner. Det åndelige liv kan ikke rummes i det rationelle sprog alene. Det er nødt til at få liv gennem den poesi og indsigt, der ligger i gode historiers formidling. Og Bibelen er i min optik en stor historie, hvor budskabet er indlejret i en masse mindre fortællinger. På den måde giver Jesu ord netop mening, fordi de kan tolkes gennem hans handlinger. Gennem historierne kan vi identificere os med teksten og relatere budskabet til vores egen hverdagsrelationer og erfaringer.

Hvordan kan du selv identificere dig med Marias historie?

Jeg tror, at de fleste mennesker har oplevet en følelse af gudsforladthed. For nogle år siden havde jeg en rigtig svær oplevelse i mit arbejde som præst. Jeg følte mig dårligt behandlet, og jeg kæmpede med vrede og skuffelse. I den periode gik jeg ofte ned til kysten ud til Kalveboderne og satte mig på en bestemt sten for at være sammen med Gud. Jeg sagde ikke ret meget, med sad bare og gav slip på det hele. I den periode oplevede jeg Guds nærvær helt særligt. Nogle morgener, hvor jeg sad på stenen, følte jeg mig helt indsvøbt i hans kærlighed og mærkede, hvordan det helede indeni. En af de morgener rejste mig og sang spontant en strofe: Når det bliver stille i mit indre, er du der. Det blev starten på en sang, som vi stadig synger i Netværkskirken, og som egentlig betød rigtig meget for mig at skrive. For ligesom Maria oplevede, at Gud aldrig var forsvundet fra hende, selvom hun i en periode ikke følte, hun kunne finde ham, oplevede jeg også, at Gud er allestedsværende. Og at han heller aldrig forlader mig, selvom jeg kan føle, at han er langt væk.

Men hvorfor kan man ikke altid mærke ham, hvis han er allestedsværende?

Jesus oplevede jo selv en følelse af gudsforladthed, da han hang på korset. Men det paradoksale er, at han midt i følelsen af gudsforladthed beder til Gud ved at citere salmen, der starter med ordene: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?. Det, at han beder, er vel i sig selv et tegn på, at Jesus vidste, at Faderen var hos ham. Gudsforladthed er på den måde en krise, vi går igennem, som måske i virkeligheden kan gøre os mere bevidste om vores dybe længsel efter fællesskab med vores himmelske far. Det er den længsel, der er troens motivation i mit liv. Og hvis Gud er allestednærværende, findes gudsforladthed jo heller ikke i ontologisk forstand. Alligevel tror jeg, at følelsen af at være forladt af Gud kan være helt reel i vores liv. Der er også ret mange beretninger i Bibelen om, at Jesus trækker sig tilbage og virker fraværende i tilspidsede situationer. For eksempel sover han, mens disciplene kæmper for livet ude på Galilæa Sø. Men det ender altid med, at Jesus åbenbarer sig på en ny og stærkere måde. For Guds tanker er altid højere end vores.