DR's nye gudstjeneste med kendisser bør skrue ned for personfikseringen

”Med Laugesen i kirke” er DR’s nye bud på en tv-gudstjeneste. Personfiksering og succesdyrkelse prægede første afsnit

Sognepræst Søren Hermansen, skuespiller Bodil Jørgensen og tv-værten Anders Laugesen udgjorde holdet i første afsnit af DR’s nye bud på en tv-gudstjeneste. – Foto: Lars Møller Hansen/DR.
Sognepræst Søren Hermansen, skuespiller Bodil Jørgensen og tv-værten Anders Laugesen udgjorde holdet i første afsnit af DR’s nye bud på en tv-gudstjeneste. – Foto: Lars Møller Hansen/DR.

”DR fornyer tv-gudstjenesten med Anders Laugesen som vært”.

Sådan hedder det fra DR, hvor man gennem de seneste måneder ”har haft særlig fokus på at løfte formidlingen af trosstoffet”, og i søndags kunne man se på DR 2, hvorledes tv-gudstjenesten skulle være løftet. Konceptet er det, at Anders Laugesen er den gennemgående vært, og hver søndag er der så inviteret en gæst, som sammen med Anders Laugesen kaster ”lys over de emner, som præster har fokus på”.

Gæsterne er kendte folk. I søndags var det skuespilleren Bodil Jørgensen, og de kommende søndage er der folk som tv-dramatikeren og -kokken Adam Price og andre skuespillere i form af Lars Mikkelsen og Ann-Mari Max Hansen. Derudover er der ”Månedens præst”, som denne måned er Søren Hermansen fra Sorgenfri Kirke. Anders Laugesen gjorde i sin præsentation opmærksom på, at Sorgenfri Kirke faktisk var ret kendt. Her blev der nemlig holdt fantastiske gudstjenester for fulde huse. Nej, tv-gudstjenesten blev skam ikke sendt fra hvor som helst i Herrens vingård. Sorgenfri Kirke var i hvert fald fri for tomme kirkebænke og kedelige præster om ikke fra sorg og synd trods det besnærende stednavn.

Bodil Jørgensen udviste en smittende glæde ved gudstjenesten, og i samtalen med Anders Laugesen sagde hun om salmernes ord: ”Der er citater, som vil trøste en til den dag, man drager sit sidste suk.”

Man fornemmede, at Bodil Jørgensen ikke bare var med som kendt, men også i kraft af sin kærlighed til gudstjenesten. Sognepræst Søren Hermansen er ikke som Bodil Jørgensen kendt i den brede offentlighed, men dog kendt som en populær præst og på kindkys med Bodil Jørgensen og Anders Laugesen. Han er desuden film- og boganmelder ved Kristeligt Dagblad.

Måske er det gængs medievisdom, at der skal ansigter og helst kendte ansigter på formidlingen, men det står samtidig i et vist spændingsforhold til gudstjenestens ånd. Det var ikke uden ironi, at søndagens prædiketekst handlede om, at den ældste skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener, samtidig med at ingen kunne være i tvivl om, at en af Danmarks største karakterskuespillere var til gudstjenesten i Sorgenfri. ”Bodil, vil du læse for os?”, lød det fra Søren Hermansen ud over menigheden, hvorpå Bodil Jørgensen gik op og læste om Jesus, som vender alle hierarkier og ranglister på hovedet. Bodil Jørgensen var nu ikke den eneste, som blev nævnt ved navn. Det samme gjorde organisten og kirkesangeren. Ligesom salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen, som også var med til gudstjenesten, fik venskabelig omtale fra Søren Hermansen. Det var sikkert velment og i pagt med DR’s koncept, men præsten fik et præg af jovial toastmaster.

Prædikenen var i og for sig udmærket, men benyttelsen af storskærme var lettere distraherende, når man selv sad bag skærmen, og så skulle der lige vises et klip fra den i øvrigt fremragende film om Hvidstengruppen, hvor Bodil Jørgensen har en af hovedrollerne. Må vi bede om mindre personfiksering og succesdyrkelse? ”Derfor må ingen være stolt af mennesker,” skrev Paulus til menigheden i Korinth. Vel kendte Paulus ikke noget til tv, men han kendte gudstjenestens sande kendis.

Jesper Bacher er sognepræst og radio-tv-anmelder ved Kristeligt Dagblad.