For mange år siden var der gospelgudstjeneste i den kirke i Aarhus, hvor jeg kom i min studietid. Der var mødt usædvanligt mange unge mennesker op den søndag. Stemningen før, under og efter gudstjenesten var varm, afslappet og nærværende, og mange unge studerende gik ganske givet derfra med et godt indtryk af folkekirken. I hvert fald den dag. For jeg kan huske, at jeg overvejede allerede den søndag: ”Gad vide, hvad de tænker, hvis de kommer igen næste søndag?”
Hvis de havde gjort det, ville de have oplevet et ganske gevaldigt kulturspring fra den ene søndag til den anden. Og det slog mig, allerede dengang, at man måske med den enkeltstående gospelbegivenhed mere udstillede alle de traditionelle gudstjenesters utilgængelighed, end man gjorde reelt op med dem. Jeg frygter lidt, at man er i færd med at begå den samme fejl i Aarhus Domkirke, når man sammen med Teatret Svalegangen og et stort antal kunstnere og kreative sjæle for tiden byder indenfor til den meget omdiskuterede forestilling ”Befri gudstjenesten”.
Allerede præmissen kan anfægtes, for hvad betyder det, at gudstjenesten er ufri? Det kan også problematiseres, at en stor del af fornyelsen består i at invitere en masse mennesker indenfor, som ellers ikke har med kirke og tro at gøre: Kokke skal gøre nadveren til gourmet, mens kirketjeneren skal danse og popmusikken skal flyde. Prædikenen skal varetages af såkaldte ”meningsmagere” (som om vi ikke har meninger nok), og uden for kirken kan man, (hvis man for eksempel ikke har nået at få en billet) interagere med folkekirken ved at skrive en sms og få den projiceret op på kirketårnet. Spørgsmålet er imidlertid, om alle disse aktører og tilskuere (det kaldes de) kommer reelt tættere på evangeliet eller kirken på denne måde?
Mest tankevækkende er det spændingsfyldte forhold, at eventen finder sted i en kirke, hvor præster søndag efter søndag insisterer på, at vi skal bruge ord som ”vorde” og ”thi”, når vi beder Fadervor. En kirke, hvor der synges salmer med en gennemsnitsalder på 200 år eller mere, og hvor orgelet er det altdominerende instrument med et tydeligt fortidigt tonesprog. En kirke, hvor sproget generelt er indforstået, ofte klichéfyldt og svært begribeligt for udefrakommende som for eksempel dåbsgæster og konfirmander. Ville det ikke være bedre at bruge kræfterne på at rette op på denne gennemgående forståelseskløft, frem for i et øjebliks begejstret fornyelsestrang at fyre al energien af på en enkeltstående begivenhed, som om man én gang for alle kan opfinde den nye, dybe tallerken?
Events kan rykke grænser og åbne for nye erkendelser, og det kan også være resultatet i denne sammenhæng. For mig er det dog lige så vigtigt, at vi kaster et kærligt og kritisk blik på alle de andre gudstjenester resten af året. Fornyelse af gudstjenestens sprog, toner og tekster er vigtig og nødvendig, men finder bedst sted nænsomt og reflekteret, og den behøver ikke nødvendigvis at påkalde sig særlig opmærksomhed. Vi har masser af muligheder for sammen, søndag efter søndag, i den enkelte menighed at arbejde med gudstjenestens sprog og udtryk.
Med ”Befri gudstjenesten” kan man nemt få det indtryk, at der findes et gigantisk spænd mellem den stivnede gudstjeneste nu, og så den befriede gudstjeneste, der vil åbenbare sig i forestillingen. Allerede dér har projektet savet lidt i sin egen folkekirkelige gren, og i værste fald risikerer man derved især at udstille det triste forhold, at vi i kirken har forsømt meget frem til nu i forhold til den nødvendige, kontinuerlige reformation af gudstjenestens udtryk. I bedste fald kan projektet dog være en øjenåbner, der minder os om, at den lutherske reformation af kirke, gudstjeneste og salmer hverken skal begrænses til 1517 eller februar 2017, men skal finde sted år efter år.8