Når man behandler det største, skal man ikke forsøge at favne det hele. Ej heller må man fortabe sig i enkeltheder. Dette til lejligheden opfundne påbud indfrier retoriker Hanne Roer til fulde i "Beatrice i Paradiset", den første bog på dansk om Dantes samlede forfatterskab.
Bogen har i sinde at vise spændvidden i Dantes forfatterskab: lyrik, teoretiske værker om poetik og politik og så naturligvis "Den guddommelige komedie": fortælleren Dantes beretning om pilgrimmen Dantes færd fra Helvede til Himmel i påskeugen år 1300.
I sig selv dejligt forfriskende at inddrage mindre berømte, men unægteligt interessante værker som for eksempel selvbiografien "Nyt liv", poetikken "Om veltalenhed på folkesproget" og den filosofiske "Convivio" (Gæstebuddet).
Læsningen i "Beatrice i Paradiset" er hverken historisk eller biografisk. Roers pointe: Vi ved forsvindende lidt om den historiske Dante, og desuden åbner hans værker for andre, mere perspektivrige tilgange.
Forfatterens læsning er i stedet tematisk og som sådan et ambitiøst forsøg på at indfange det, man kunne kalde for Dantes "skrift". Det sker gennem et stringent fokus på – på den ene side – Beatrice-figuren og – på den anden side – Dantes utrættelige sprogrefleksioner. De to aspekter er nemlig, skal det vise sig, tæt forbundet.
For Beatrice er ikke kun en historisk person, en ungdomsforelskelse. Hun er også et litterært symbol. Eller mere præcist – hun befinder sig et sted midtimellem. Hun er, skriver Roer, et emblem for Dantes poetiske forsøg på at skildre det, som intet menneske har erfaret. Og hvad skal det så betyde?
At kvinden, som Dante lader afgå ved døden midtvejs i "Nyt liv", og som er hans kyndige vejleder i "Komedien", er nøglen til at forstå den sammenfletning mellem jordisk og himmelsk kærlighed, der løber som en rød tråd gennem hele forfatterskabet.
I "Komedien" bruger Dante flere gange bogen som metafor for universet. Der er altid både tale om Dante-pilgrimmens religiøse rejse i dødsrigerne og Dante-fortællerens metaberetning om et digts tilblivelse. Førstnævnte prøver på at nå det guddommelige, sidstnævnte på at overskride sprogets grænser. For Dante er sprogets grænse verdens grænse, og i mødet med det guddommelige og uudsigelige viser sproget sig utilstrækkeligt.
Ifølge Dante kan hverken intellektet begribe eller ord udtrykke den guddommelige perfektion. Han har brug for Beatrice, der gør det muligt at erfare den himmelske lyksalighed gennem jordisk kærlighed. I sine tidligste skrifter i form af stum åbenbaring – og i "Komedien" som den talende, docerende guide.
"Beatrice i Paradiset" er en bragende flot bedrift, og bogen ligner allerede dét dansksprogede standardværk om Dante. Det er rasende godt gået af forfatteren både at introducere til og diskutere den nyeste Dante-forskning, plukke væsentlige pointer hos mere eller mindre obskure folk som Dionysios Areopagitten og den danske middelalderfilosof Boethius og så samtidig holde sig sit eget stramme fokus for øje.
I øvrigt er bogens billedside en fornem attraktion i sig selv. Der er således ikke tale om illustrationer i traditionel forstand – som billeder, der ydmygt ledsager en tekst – men derimod et regulært sidetema: Dantes indflydelse på dansk billedkunst fra Bertel Thorvaldsen til Christian Lemmerz. De begavede billedtekster sørger for, at dette tema fint og præcist kobles på resten af den læseværdige analyse.
Hanne Roer: Beatrice i Paradiset. En rejse i Dantes værker. 308 sider (illustreret). 348 kroner. Aarhus Universitets-forlag.