Øjenlyst, øjenfryd og ideel glæde i udstilling om den danske guldalder

Smukt arrangeret og nuanceret udstilling om dansk romantisk billedkunst, markedsført under betegnelsen ”guldalder”

Den aktuelle udstilling ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” på Statens Museum for Kunst (SMK) er en slags kulmination på den store interesse for den danske guldalder. Her er det guldalderkunstneren Johan Thomas Lundbyes ”En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord” fra cirka 1843.
Den aktuelle udstilling ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” på Statens Museum for Kunst (SMK) er en slags kulmination på den store interesse for den danske guldalder. Her er det guldalderkunstneren Johan Thomas Lundbyes ”En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord” fra cirka 1843.

København blev bombarderet sønder og sammen af englænderne i 1807, og i 1864 blev Danmark ”amputeret ved hoften”, som forfatteren Herman Bang skrev, da preusserne tilintetgjorde den danske hær og satte den danske regering skakmat. Indimellem disse to fatale begivenheder gik Danmark bankerot i 1813 og måtte året efter afstå Norge.

Det er et ofte konstateret paradoks, at dansk kultur, videnskab og teologi inden for netop dette tidsrum 1807-1864 blomstrede som ingensinde før, ja i en sådan grad at litterater omkring år 1900 retrospektivt begyndte at betegne perioden som en ”guldalder”. Der blev i første omgang tænkt på digterne og filosofferne, men i løbet af det 20. århundrede bredte betegnelsen sig til billedkunsten. Her viste det sig hurtigt at være et godt udtryk til at markedsføre epokens kunstnere med. Et gyldent skær svøbtes om en tid, hvor Danmark som nation udadtil var ved at miste selvstændig identitet, men indadtil markerede sig med en erkendelsesmæssig styrke, der netop var radikalt identitetsskabende.

Udstillingens mest interessante sektion indeholder rebuslignende værker af Wilhelm Bendz og Ditlev Blunck, fyldt med liv, humor og fortryllende selviscenesættelse. Kunstnerne var med Bendz’ ord ”professorer for de uopdagede videnskaber”, der inddrog nyt land med blikket og erkendelsen. Her er det Wilhelm Bendz’ ”En billedhugger (Christen Christensen) arbejder efter levende model i sit atelier” fra 1827. – Begge fotos: Statens Museum for Kunst.
Udstillingens mest interessante sektion indeholder rebuslignende værker af Wilhelm Bendz og Ditlev Blunck, fyldt med liv, humor og fortryllende selviscenesættelse. Kunstnerne var med Bendz’ ord ”professorer for de uopdagede videnskaber”, der inddrog nyt land med blikket og erkendelsen. Her er det Wilhelm Bendz’ ”En billedhugger (Christen Christensen) arbejder efter levende model i sit atelier” fra 1827. – Begge fotos: Statens Museum for Kunst.

I dag er det således ikke alene Holland, der har haft en guldalder i 1600-tallet med navne som Rembrandt, Vermeer, Teniers og Ostade, men også Danmark med navne som Eckersberg, Thorvaldsen, Købke, Lundbye, Skovgaard og Bendz i 1800-tallets første halvdel. Udenlandske museer og samlere har de seneste 30-40 år købt værker fra den danske guldalder, ligesom billeder og skulpturer fra den danske romantik har indgået i skiftende internationale udstillinger. Også herhjemme er der vedvarende blevet forsket og publiceret intenst i guldalderens kunstnere, arrangeret store udstillinger med Eckersberg, Købke, Lundbye og Bendz og skabt tematiske udstillinger ud fra kunstnernes nøgenstudier og skystudier og forbindelser til udlandets store romantiske navne, som Casper David Friedrich i Tyskland og J.M.W. Turner i England.

Den aktuelle udstilling ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” på Statens Museum for Kunst (SMK) er en slags kulmination på den store interesse for den danske guldalder. Ikke blot en celebrering af en periode med en meget høj kunstnerisk og åndshistorisk kvalitet, men også en fejring af en vellykket branding af et stykke dansk kunst- og kulturhistorie. Udstillingen, der kommer fra Nationalmuseum i Stockholm, der ejer en substantiel samling dansk kunst fra 1800-tallet, skal videre til Paris, hvor den i 2020 vises i Petit Palais. København er således en mellemstation på en international dannelsesrejse fra Nord til Syd, der ikke er ulig den, adskillige af datidens kunstnere foretog. Nationalromantik blev også identisk med universalromantik. Blev Danmarks grænser decimeret rent geografisk, blev de samtidig sprængt i kraft af digtning, kunst, teologi og videnskab i en sindsudvidende bevægelse.

For det trænede øje rummer udstillingen mest kendte og elskede værker, men hvad gør det, når de er så gode og tager sig så godt ud? Udstillingen er vidunderligt scenograferet i SMK’s to store dagslysfrie sale, der sjældent har taget sig smukkere ud med tykke gyldent nistrede velourtæpper og sofaarrangementer, mørke imprægnerede skillevægge i træ, og to små dunkle rum omkring de fatale år 1807 og 1864. Det skaber en ro og intimitet omkring værkerne, der er den romantiske biedermeier-kultur værdig med en masse familieportrætter og en inderlighed i udtrykket i de velbjærgede hjem. Men der er også blevet plads til de mere skurrile billeder af det, der i epoken blev kaldt for ”det interessante”: deformiteten, seksualiteten, humoren og det groteske. Således er udstillingen med sikre kuratoriske greb bygget op i otte tematiske sektioner, der berører forskellige sider af guldalderens synsmåder og motiver.

I udstillingens kronologi fokuseres der i første halvdel på stederne. Kunstneriske prospekter af 1800-tallets København, byens gader, huse og havn, byens borgere og mæcener, ja hele det borgerlige rum, som var kunstnernes forudsætning for at male og eksistere. Dernæst går udstillingen ind i selve det praktiske og mentale værksted, kunstakademiet på Charlottenborg, hvor færdighederne opøvedes og udøvedes.

Den sektion hører til de mest interessante med rebuslignende værker af Wilhelm Bendz og Ditlev Blunck, fyldt med liv, humor og fortryllende selviscenesættelse. Kunstnerne var med Bendz’ ord ”professorer for de uopdagede videnskaber”, der inddrog nyt land med blikket og erkendelsen. De så, som det hedder i det følgende afsnit, ”verden på ny”, fra skæve vinkler og skjulte steder, som det anskueliggøres i værker af Christen Dalsgaard, Lorenz Frølich og Dankvart Dreyer. Kunstnerne malede samtidig med, at fotografiet opfindes, meteorologien findeler atmosfæren, og verden dissekeres i mikroskopet, så man med H.C. Andersens ord kan se det hele i en vanddråbe. Disse erkendelser visualiseres af romantikkens danske kunstnere.

Det tværfaglige sigte med udstillingen, hvor det videnskabelige og kulturhistoriske rum omkring kunstværkerne antydes, så det samtidig bliver en del af værkernes tilblivelse og udsigelse, bliver tydeligt i anden halvdel. Her fokuseres på kunstnernes rejser – i Norden og langs dannelsesruterne i Tyskland, Frankrig og ikke mindst Italien. Pittoresk folkeliv og intimiteter, betagende sublime udsigter, og tillige – som appelsinen i turbanen – eksotiske og orientalistiske motiver af Martinus Rørbye, Niels Simonsen og Elisabeth Jerichau Baumann. Men rejsen ud er også rejsen hjem. I sektionen om ”kunst og politik” ses Wilhelm Marstrands portræt af kunsthistorikeren Niels Laurits Høyen. Han plæderede for, at kunstnerne skulle blive hjemme og skildre ”det kære Danmark”, så landet kunne komme sig over sin sårfeber. Landet fik sin demokratiske grundlov i 1849, og bøgen stod grønnere og rankere end nogensinde før i P.C. Skovgaards landskaber, mens Johan Thomas Lundbye i stadig lige frapperende lærreder skildrede det tabte Paradis, og senromantikere som Vilhelm Kyhn og den ellers viltre Anton Melbye krystalliserede Danmarks kyst med afklaret ro i magsvejr.

Min sjæl, hvad vil du mere? De flere end 200 værker på udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” er øjenlyst og øjenfryd, idel glæde og lutter guld og grønne skove. Men ikke blot som anmelder ved nærværende avis savner jeg en sektion om tidens kristne og panteistiske kunst. Epoken fostrede nogle af Danmarks mest radikale teologiske tænkere og mest lidenskabeligt hengivne naturreligiøse digtere, Søren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig for slet ikke at tale om B.S. Ingemann og H.C. Andersen.

Deres – og andres – inderliggjorte kristendom og visionære poesi satte sig spor i tidens billedkunst, ikke blot i altertavler og skulpturer som Bertel Thorvaldsens favnende Kristus, men også i glødende malerier af eksempelvis Lorenz Frølich. Der rådes delvis bod på denne mangel i det indsigtsfulde og nuancerede katalog, hvor David Burmeister skriver om tidens altertavler af eksempelvis J.L. Lund og C.W. Eckersberg og deres inkluderende kristendom. Men hvor er Eckersberg mest religiøs? I sine altertavler eller i sine mariner, der nærmer sig ren metafysik? Og hvor er det religiøse mest til stede? I kirkerummet eller i det, H.C. Andersen kalder for ”Naturens og poesiens store kirke”. Det spor forfølger udstillingen ikke.

Men ingen tvivl. Udstillingen er med egne ord ”verdensklasse mellem katastrofer”. Så tak til de svenske og danske arrangører af dette pragtopbud. Den egentlige katastrofe for den danske guldalder kom først i 1870’erne og 1880’erne, hvor en ny selvbevidst generation af danske og nordiske kunstnere, forfattere og litterater rundet af det moderne gennembrud smadrede det romantiske genrebillede i takt med, at den overleverede danske kunst blev rakket ned internationalt som ”bestandigt søndagspræget”. Men det var en anden tid, og det er en anden historie. Nu hyldes dansk guldalder internationalt, og udstillingen, der også bærer den engelske titel ”Danish Golden Age”, er den perfekte eksportvare for dansk kultur.

Læs interview med David Burmeister om udstillingen på