Maleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848) er stjernen på den danske guldalders firmament. Hans dagbøger har været brugt og citeret igen og igen, men først nu er bøgerne, der har været spredt og kun delvist udgivet, bragt sammen i en kommenteret udgave.
Dagbøgerne må som C.W. Eckersbergs siges at være en hovedkilde i dansk kunsthistorie. Kunsthistorikeren Jesper Svenningsen, der arbejder med samlingshistorie, står for udgivelsen. Det er et godt valg, for han er fri af den tidligere dyrkelse af geniet Lundbye. Han præsenterer kilden som en malers kunstværk, meget bevidst tilrettelagte dagbøger. Stilistisk og kompositorisk er de ikke bare beretninger, men malerens diskussion med sin læser, sit publikum.
Lundbye var en stor læser af skønlitteratur, herunder Dickens. Han kan sandelig selv sine litterære greb. Han lægger på et tidspunkt sin dagbog ned i en pult og rejser så sommeren over på sin store tur til Refsnæs, der får sin egen dagbog. Så vender han tilbage og tager, i egentlig forstand, sin dagbog frem fra pulten og fortsætter. Det er et sådan litterært trick, der har kastet et tragisk lys over Lundbye. Hans sidste ord, før han lukker sin dagbog i 1848 for at gå i krig sammen med Svend Grundtvig, handler om den mulige udfrielse ved en vildfaren kugle. Han døde, inden han kom i kamp af et vådeskud, og ligger på Bedsted Kirkegård i Sønderjylland. Var han kommet helskindet hjem, ville han have skrevet, at han netop ikke blev ramt af en vildfaren kugle – og så fortsætte sin dagbog derfra. Nu blev han indskrevet blandt de unge døde.
Lundbye komponerede sine dagbogssider med tegninger, smukke initialer og tekst, der danner figurer som eksempelvis byen Mannheim. Han refererer her selvfølgelig til Baggesen. Han er en litterært velbevandret kunstner. Han er også en romantiker med dybe sukke og spleen, kærlighedssorger, der dramatiseres voldsomt og elegant. Forledt heraf forsøgte psykiateren Ib Ostenfeld at tegne en patologi. Det skal man være varsom med.
Lundbye søgte at virkeliggøre kunsthistorikeren N.L. Høyens nationale projekt, og landskaberne med deres lange konturer og præcist anlagte synsvinkler blev hans kendemærke. Dog søgte han også ud af Høyens skygge og tog til Italien, hvor farerne for at misdannes i forhold til det danske lurede.
Nok brød Lundbye sig ikke meget om at være borte, men hans italiensrejse har altid stået i et sært negativt skær. Nu kan man læse dagbøgerne fra rejsen og se en del af de fine skitser fra Alperne. Man kan læse hans kritik af det, han oplever undervejs, herunder Düsseldorf-skolen. I Italien ser han kunst i massevis, og man får her et klart indtryk af, hvorfor guldalderen var så optaget af renæssancen. Af Perugino og Rafael. Dog syntes Lundbye også ganske godt om de mere dramatiske barokmestre som Salvator Rosa. Lundbye er en fremragende iagttager i Italien.
Udgivelsen med Svenning-sens indledning er pragtfuld. Den er tankevækkende, giver et meget klart indblik i tiden og de mange personlige relationer. Han skriver om sine bekendte, herunder spændende om Dankvart Dreyer, Skovgaard og Frölich. Den tangerer den tidlige grundtvigianisme, begejstringen for den nordiske oldtid, men først og fremmest viser den en kunstner, der kan se. Kan tegne med sin tørre pen, som kan skrive, og tænke, medens han skriver. Kan komponerer og eksperimenterer med beskrivelsen af sit liv med en klar bevidsthed om, at det liv, han skriver om, ikke bare skal forsvinde.
Bogen er i sin opsætning en fornøjelse. Der er tænkt over, hvordan man bedst formidler transskriptionen af Lundbyes elegante skriftbillede til tørre trykte sider. Det lykkes overordentligt fint. Til allersidst skal man lave en rygtitel. Det er så det eneste kiksede ved bogen. Det kunne være så meget bedre i en bog, der er en sand gave langt ud over kunsthistorikernes kreds.