I tiden omkring Arkens jomfrurejse for 25 år siden var det en ikke sjældent anvendt metafor for museumsbygningen, at den var et strandet (rum)skib lastet med kunstskatte.
Hvis man trækker sammenligningen til den nyåbnede udstilling, ”Guld og magi”, kan man måske sige, at de halvmørke sale med deres opstillinger af gyldne artefakter og strålende kunstgenstande leder tanken hen på, at et fremmed ekspeditionsskib har indsamlet eksempler på menneskeracens religiøse figurer og æstetiske evner og om et øjeblik letter med retning mod stjernerne.
Arkens udstilling handler om guld som materiale udsat for betydningsladet bearbejdning i fortiden såvel som i vores egen tid. Det er en samling eksempler på, hvordan håndværkere og billedkunstnere gennem årtusinder har arbejdet med guld. I vore dage ofte for at diskutere guldets historiske og symbolske betydning. Men før i tiden for at fremstille kostbare genstande, som de mægtige og magtfulde kunne glædes ved. Og i mange tilfælde havde genstandene også en spirituel funktion.
Der kan hvile en stemning af mausoleum over udstillingen, som kan lede tanken hen på museet med – formodentlig – verdens mest frygtelige navn: I Prag samlede nazisterne under Anden Verdenskrig en række toraruller, menoraher og andre genstande fra jødisk kultur i, hvad der blev kaldt Museum for en Uddød Race. På samme måde kan man have en dyster, memento mori-agtig fornemmelse af at stå i et enormt gravkammer omgivet af eksempler på, hvad vi tager med på rejsen videre for at betale færgemanden.
Charonsmønten sidder for eksempel i munden på skelettet af en kvinde fra Himlingøje i Østsjælland, der levede i ældre jerntid. Blandt de mest kendte genstande fra Nationalmuseet er i øvrigt Solvognen og Guldhornene. Ikke de ægte selvfølgelig, de blev stjålet og omsmeltet i 1802. Og de bliver i udstillingens sammenhæng uvilkårligt et symbol på guldet som en helligdom, som det hedder i Oehlenschlägers digt om oldtidsfundet og som noget, der kan omsættes til varer.
Som navnet antyder, belyser Arkens udstilling guldets kulturhistorie. I en af de første sale støder man på et vitrineskab med forskellige prægtige figurer. Det ligner en klassisk arkæologisk samling af noget fra fjerne tider og fremmede kulturer.
Men pludselig opdager man nogle genstande, der nok ligner små gyldne figurer fra forhistorisk tid, men er højst nutidige og formgivet af Grayson Perry (født 1960). Den fremragende britiske billedkunstner undersøger i sine værker blandt andet barndommens traumer og overgreb og har skabt en hyldest til sin bamse, Alan Measles, der, som det fremgår af hans læseværdige selvbiografi, ”Portrait of the Artist as a Young Girl”, kan blive et barns vigtigste ven.
Beslægtet med Grayson Perrys små figurer er også nogle lidt større værker af den engelske kunstner Damien Hirst (født 1965), der kunne ligne antikke artefakter, men også er fremstillet inden for de senere år. Den form for falske arkæologiske fund kunne være en udløber af Damien Hirsts på samme tid monstrøse og morsomme projekt, ”Treasures from the Wreck of the Unbelievable”, som han viste i Venedig i 2017.
Dengang havde Hirst fået fremstillet nogle ofte meget omfangsrige skulpturer, der angiveligt var fundet i et skibsvrag – og lignede et sammensurium af fortidige statuer med symboler og historier, der kunne minde om vores, og så alligevel var anderledes. I Arkens udstilling parafraserer Hirst nogle af de skatte, som generationer har fundet som rester fra forsvundne kulturer og rejser på den måde blandt andet spørgsmål om autenticitet.
Noget lidt tilsvarende er på færde i en serie skulpturer af Ai Weiwei (født 1957), som meget vel kan have været igangsættende for udstillingen om guld og magi. ”Dyrecirkel” hedder serien, der er en kopi af en fontæneudsmykning i et kejserpalads i 1700-tallets Kina. Briterne og franskmændene plyndrede i det 19. århundrede anlægget, og figurerne blev spredt for alle vinde. Da de fleste i vor tid dukkede op hos forskellige auktionshuse, begyndte den kinesiske regering at blive voldsomt interesserede i dem som et symbol på national identitet, Kinas lange historie og måske det nuværende styres bevidsthed om at ligge i forlængelse af netop den lange historie. På den måde kan symboler fra fortiden indgå i en ny identitetspolitisk iscenesættelse.
Guld og forarbejdningen af det har mennesket kendt til i mere end 6000 år – og jagten på guldet har som bekendt ført til en ukristelig mængde menneskelig lidelse og død.
Når man tager nutidens identitetspolitiske behandling af fortiden i betragtning, ville det have været overraskende, hvis udstillingen ikke havde inddraget kolonitiden og de store opdagelsesrejsers epoke. Og Arken har gennem adskillige år haft en udtalt vision om, at kunstudstillinger ikke blot kunne være fremvisning af det skønne, det hæslige, det mærkværdige, det fascinerende. Men også sætte problemer under debat. Aktuelle såvel som evigt tilbagevendende.
Det velgørende – og det, der er med til at gøre udstillingen vedkommende – er så, at her ikke er tale om udskamning og fordømmelse af fortidens synder. Snarere om belysning og oplysning. Tidens billedstorm mod symboler på historien – skulpturer eksempelvis – taget i betragtning, kan det undre, at nogen kan tro, at fortiden – og den har ved Gud været morderisk – forsvinder, blot fordi man fjerner billederne på den.
Så er der mere substans i den måde, hvorpå en udstilling som ”Guld og magi” anvender værker fra fortiden til at fortælle historien om den og værker fra nutiden til at reflektere over fortiden. Ved at stille figurerne frem til egen overvejelse frem for at bruge fortidens synder til at skælde ud på nutidens samfund.
Det er altså en gedigen udstilling om os selv, om det at være menneske, om vores forfængelighed og dødens uafvendelighed. I tilgift viser Arken til den 30. maj en udstilling om Arild Rosenkrantz (1870-1964) samt resten af året et udvalg af museets samling i anledning af 25-årsjubilæet.