Guldfisk i en blender er usmageligt

Christian H. Hansen, der er formand for partiet Fokus og årets dyreven, har for nylig genlæst "Anne Franks dagbog", som han synes er en gribende bog, der minder os om, at vi skal passe godt på hinanden

"I de senere år er der blevet skåret helt ind til benet på kulturlivet i provinsen, og det er ærgerligt, for jeg vil gerne have et samfund, hvor vi alle kan beriges af kulturelle oplevelser -- uanset om man bor i provinsen eller i København," siger Christian H. Hansen. --
"I de senere år er der blevet skåret helt ind til benet på kulturlivet i provinsen, og det er ærgerligt, for jeg vil gerne have et samfund, hvor vi alle kan beriges af kulturelle oplevelser -- uanset om man bor i provinsen eller i København," siger Christian H. Hansen. --. Foto: .

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

"Det er 'Anne Franks dagbog'. Jeg læste den for mange år siden, og så fik jeg for nylig lyst til at genopfriske den. Det er en meget gribende bog, som fortæller os mennesker, at vi skal passe godt på hinanden, for det er ikke godt for nogen at leve i fangenskab, være forfulgt eller på anden måde have et liv i utryghed."

Hvad er den bedste bog, du har læst?

"Det er 'Solfuglen' af Wilbur Smith. Den handler om en arkæolog, der finder frem til en gammel fønikisk by i det sydlige Afrika.

Jeg synes, at arkæologi er spændende, og så er den skrevet på en spændende og underholdende måde. Blandt andet derfor gjorde den indtryk på mig. Til daglig sidder jeg jo med mange lovkataloger, og derfor er det dejligt at slappe af med nogle spændende bøger."

Er der en kulturoplevelse, som har været med til at forme dig?

"Det har de skoleforestillinger, jeg spillede med i som barn på Helsinge Realskole. Jeg ville egentlig gerne have været skuespiller. Det blev jeg så ikke, men skoleforestillingerne gav mig inspiration til, at jeg gerne ville give folk en oplevelse, som de kunne tage med sig. Derfor holder jeg for eksempel også meget af at holde foredrag."

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

"Så vil jeg gerne anbefale filmen 'Wall Street' (om den grådige finansmand Gordon Gekko, der spilles af Michael Douglas, red.). Den viser noget om menneskets grådighed.

Hvis mennesket ikke havde været så grådigt, ville vi alle have haft det bedre. Der ville for eksempel ikke have været så mange krige."

Hvad betyder kultur for dig?

"Kultur er meget vigtig. Den er med til at berige os og give os fantastiske oplevelser. At gå i biografen eller i teateret er også en god måde at koble af på i en travl hverdag."

Er der dele af kulturlivet, som fortjener mere opmærksomhed?

"Ja, kulturlivet i provinsen. I de senere år er der blevet skåret helt ind til benet på kulturlivet i provinsen, og det er ærgerligt, for jeg vil gerne have et samfund, hvor vi alle kan beriges af kulturelle oplevelser – uanset om vi bor i provinsen eller i København."

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

"Når en kunstner finder på at putte en guldfisk i en blender eller slagter en hest og putter den i syltetøjsglas, så er det usmageligt.

Det er et klassisk eksempel på drenge, der gerne vil vise sig, og jeg tænker på, hvorfor de ikke kan finde på noget andet. Der findes jo også så meget kunst, der dyrker det gode og smukke."

madsen@k.dk