Essaysamling: Der er masser af guldklumper gemt i Pia Juuls dragkiste

Pia Juuls essaysamling giver interessante indsigter i hendes poesi, men blandt guldet gemmer sig også tekster, man kunne have undværet

Pia Juul har i hælene på digtsamlingen ”Forbi” udgivet 21 essayistiske tekster i et værk ved navn ”Asterisk”.

Bogen indeholder alt muligt inden for den genre, man i gamle dage kaldte sagprosa, og omhandler alt fra beretninger om digterens klaverundervisning som barn og genvordigheder under en rejse til Polen til refleksioner over andre digtere, værker samt egen forfatterpraksis. Ikke mindst det sidste er interessant, for Juul er som altid en eminent skribent, men man skal dog lede noget efter guldklumperne i denne dragkiste af lejlighedstekster fra 1991 til 2017, der har været publiceret tidligere som avisindlæg, kronikker, blogindlæg, tidsskriftartikler, forord til værker og meget andet.

Mest interessant er Juuls refleksioner over det, som hun selvsagt er specialist i, nemlig at digte. Juuls metode er altid at bevæge sig sidelæns og skødesløst slentrende ind i et emne frem for at stå frem med programmatiske udsagn.

Fascinerende er Juuls beskrivelse af sit eget møde med Béla Bartóks klaverstykker, som hun som ung elev spiller med ”stor indlevelse og inderlighed”. Kort efter dette møde hører hun en grammofonindspilning af stykkerne, som hun i første omgang synes lyder ”kold og forkert”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men så slår lynet ned i hende, da hun indser, at den professionelle pianist spiller Bartók-stykkerne ”smukt og fuldkommen rigtigt”, og at hendes ”ungdommelige følelser ikke havde haft noget at gøre dér”. Hun oplever, at der er ”langt mere følelse i grammofonindspilningens version, fordi den var tilbageholdt og levnede så meget plads til lytteren”.

Og når Juul herefter siger, at denne indsigt har lært hende mere ”om kunst og fortolkning end noget andet”, forstår vi med kendskab til Juuls forfatterskab også hvorfor. Det er nemlig en hovedpointe i Juuls forfatterskab, at intet siges direkte, og at den køligt underfundige og ironiske tone altid dækker over et bål af følelser, som læseren drages imod.

I en anden tekst, der handler om en obskur fransk roman fra 1927 ved navn ”Armand” af Emmanuel Bove, viderefører Juul den ovennævnte pointe om hendes oplevelse af Bartók-indspilningerne.

Fascinationskraften ved et værk har, anfører Juul, for hende altid været knyttet til ”denne blanding af dyb tragik og komik; dette at man må gribe sig selv i at le, bedst som man var ved at tørre en tåre bort”.

Igen ser vi, hvor præcist beskrivelsen passer på Juuls egen poetik, hvor man netop finder sammenstødet af tragik og komik i en udsigelse, der har et præg af flerstemmighed, hvor forskellige synsvinkler er til stede samtidig.

En tekst om den norske digter Kjell Askildsen er også blandt perlerne i ”Asterisk”, fordi Juul har stærke fællestræk med og forstår denne digters blufærdighed, illusionsløshed og brug af en hårdtslående kortform, ligesom man ikke kan lade være med at holde af titelstykket ”Asterisk”, hvor Juul i sin særlige ironisk-underfundige tone fortæller om sine genvordigheder med at overbevise diverse udgivere om værdien i at anbringe en lille stjerne over hendes tekster.

Det skal dog anføres, at der er nogle mindre vellykkede lejlighedstekster i bogen. Det gælder for eksempel et blogindlæg, hvor Juul over fem sider ironiserer over en replik fra Hans Hertel om, at forfattere ikke kommer ”ud i virkeligheden” ved at sætte udtrykket ”uvirkelig” foran alle substantiver, et andet blogindlæg, der tilkendegiver en utilfredshed med en anmeldelse samt nogle lidt tamme takke- og nomineringstaler.

At disse tekster efter min mening ikke burde have indgået i bogen, skal dog ikke fjerne fokus fra, at der er masser af guldklumper gemt i Juuls dragkiste.