Guldkors afslører kristen kongelig begravelse i England

16 år efter at graven blev fundet, kan Londons arkæologiske museum endelig præsentere alle fund fra den overdådige angelsaksiske grav, der er den første grav af en kristen fyrste i England

De to folietynde guldkors lå formentlig på øjenlågene af en kristen kongelig angelsakser. –
De to folietynde guldkors lå formentlig på øjenlågene af en kristen kongelig angelsakser. – . Foto: Museum of London Archaeology.

I slutningen af 500-tallet døde en vigtig angelsaksisk fyrstelig person i England. Manden blev lagt til hvile i et imponerende gravkammer. Med sig i graven fik afdøde en lyre, mad, stole, drikkehorn, et skrin, et sværd og adskillige andre skatte, der skulle sikre ham i efterlivet.

Men på hans øjenlåg lå to små kors i guld. Graven blev opdaget af vejarbejdere i 2003 i landsbyen Prittlewell – ved Themsen i det østlige England – og kort efter udgravet. I sidste uge udkom endelig resultaterne af 40 eksperters grundige analyser i to bøger, udgivet af Londons Arkæologiske Museum (MOLA). Den nye forskning afslører tidligere ikke-offentliggjorte objekter om, hvordan gravkammeret blev bygget – det tog i alt 113 arbejdsdage – og at kongeriget East Essex var langt fremme i forhold til kultur og religion fra kontintet.

Lederen af MOLA’s forskning, Sophie Jackson, sammenligner graven i England med en anden ikonisk grav.

Til avisen The Independent udtaler hun:

”Jeg mener, det er vores ækvivalent til Tutankhamons grav: at få en intakt version af graven og at se, hvordan alt er positioneret, og hvad afdøde har fået med sig. Jeg tror, at det særligt forunderlige ved det er, at udgravningsstedet var så ildevarslende. Det lå mellem en jernbane og en vej, faktisk i rabatten. Ikke hvor man ville forvente at finde sådan en grav.”

Blandt offentliggørelsen af nye objekter er to folietynde guldkors, der tyder på en kristen begravelse. Hvilket i så fald er den første kristne kongelige grav i England.

Eksperterne er ikke sikre på, hvem den begravede er. Ifølge avisen The Guardian troede arkæologerne først, at graven tilhørte den første kristne angelsaksiske konge, Saebert. Men dateringerne af et drikkehorn punkterede den teori. For analyser af drikkehornene tyder på, at graven er fra omkring 580, mens kong Saebert døde i 616. Sophie Jackson fortæller, at det bedste gæt er, at personen er Saxea, bror til kong Saebert.

Netop dateringen af drikkehornet har overrasket historikerne. Sue Hirst, der er en af de to forfattere til bogen og museets ledende angelsaksiske begravelsesekspert, fortæller til The Guardian, at dateringen af en kristen grav til 580 er bemærkelsesværdigt tidligt. For begravelsen er dateret til før Augustin af Canterbury blev udsendt af paven i 595 til at konvertere angelsakserne. Men korsets indflydelse kan dog forklares af, at Saxeas morbror var gift med den frankiske kristne prinsesse Bertha.

Af andre utrolige fund fremhæver MOLA i en pressemeddelelse et malet træskrin. Fra graven har arkæologerne kun kunnet redde fragmenter af skrinet. Men den bemalede overflade af skrinets låg er alligevel det eneste bevarede eksemplar af bemalet træværk fra angelsakserne. Mønstrene ligner dog, hvad eksperterne kender fra angelsaksernes smykker. I graven lå også en lyre, der var oldtidens vigtigste strengeinstrument. Trods træets forrådnede status har arkæologerne kunne dokumentere lyrens form via dens aftryk og fragmenter af materialerne i jorden. Ydermere peger lyrens materialer på, at varer rejste over enorme afstande. Analyser viser, at ædelstenene i to af lyrens beslag er amaldin, formentlig fra Indien eller Sri Lanka.

Genstandene fra graven vil blive udstillet på museet Southend Central Museum nær det oprindelige fundsted, men man kan også gå på opdagelse i gravkammeret online på adressen www.prittlewellprincelyburial.org.