I Danmark har vi Lars von Trier, i Norge har de Joachim Trier og i Sverige Ruben Östlund.
De tre skandinaviske instruktører er alle i særklasse og viser os gang på gang, at selvom spillefilmen nok kan fremstå træt og træg i seriernes tidsalder, ja, så kan den også løfte sig himmelhøjt over det hele – over streaming, skærme, sofaer – og lyse som stor, vital og vedkommende kunst. Deroppe på lærredet.
Nu er det så den svenske ener Ruben Östlund, der melder sig i biograferne med den på alle måder utrolige “Triangle of Sadness”. Forud er gået en række svensksprogede film, hvor “Force Majeure” fra 2014 gav Östlund et bredere gennembrud og på sirlig, ondskabsfuld vis skildrer, hvordan en moralsk set angribelig handling kan æde et forhold op indefra: da en lavine ruller ned mod en restaurant og et øjeblik ser ud til at knuse alt og alle, griber manden sin mobiltelefon og løber – i stedet for at blive med sin familie.
Denne ene begivenhed farver resten af filmen på sublim vis, og i opfølgeren, den satiriske “The Square” fra 2017, der handler om en kunstnerisk chef på et museum, spiller en mobiltelefon også en nøglerolle. Her bliver den stjålet af en tricktyv, og museumschefen, som insisterer på det gode, må erkende, at udsatte mennesker er lige så anløbne som alle andre.
Östlunds film undersøger i et uhyre præcist, satirisk tonet filmsprog, hvordan vi mennesker lever sammen, og hvordan vi forholder os til hinanden. Og sådan er det også i hans første engelsksprogede film, “Triangle of Sadness”, der får dansk premiere i dag med en fransk Guldpalme i ryggen. Hvilket den fortjener, selvom – eller netop fordi – den er så uhåndterlig en størrelse. En genremæssig bastard, der mest af alt minder om en kimære; fabeldyret, der fortil er en løve, i midten en ged og bagtil en slange.
Magtforhold vendt på hovedet
Det turde fremgå, at “Triangle of Sadness” ikke sådan lader sig genfortælle. Men den begynder under alle omstændigheder i modeverdenen, hvor Carl er model og lever fra casting til casting. Han er kæreste med Yaya, som også er model og desuden influencer. Når hun ikke bliver fotograferet, så fotograferer hun sig selv og lader gerne den knap så succesfulde Carl betale regningen for dyre middage og anden luksus.
Det frustrerer ham, og de ender i en diskussion ladet med bergmansk indebrændthed og frustration. Men de er på sin vis bundet til hinanden, to brands, som sammen skaber synergi, som genererer penge, og snart er de på cruise på en kolossal yacht. Alt betalt af firmaet bag skibet, som har interesse i at se billeder på Yayas sociale medier, hvor hun slænger sig på soldækket blandt de øvrige gæster, som stort set alle er milliardærer.
Indtil dét punkt er filmen en fortælling om et parforhold i modeverdenen. Men kun indtil en aften, hvor gæsterne skal spise gourmetmiddag med kaptajnen, og det blæser op. Alle insisterer på at gennemføre middagen, men søsygen melder sig, og det ender i scener, hvor kaskader af bræk rammer de sofistikerede retter, og hvor toiletterne løber over i uvejret og lort fosser hen ad de pæne tæpper. Og som om det ikke var nok, så angribes yachten af pirater med håndgranater.
Siden ender de alle som skibbrudne på en ø, hvor magtforholdet mellem milliardærerne og yachtens arbejdere vendes på hovedet.
“Triangle of Sadness” udvikler sig altså fra at være en parforholdsfilm og modekritik til bræk-slapstick og klasseskildring samt katastrofefilm og socialdarwinistisk robinsonade. Det er på sin vis afsindigt. Men også utroligt. Fordi det fungerer. Fordi Östlund er så ferm en manuskriptforfatter og som instruktør forstår at få skuespillerne til at yde det optimale.
Harris Dickinson er således eminent som den vage Carl, Charlbi Dean er svalt passivt aggressiv som Yaya, Zlatko Burić sært charmerende som kapitalist fra Østeuropa, og Woody Harrelson uforglemmelig som den marxistiske kaptajn på den lysende hvide yacht. Som i sig selv er et helt klassesamfund. Med de rige øverst og de fattige nederst. I mere end én forstand.
Men filmen holder netop vand, fordi den hele vejen igennem fortæller om relationen mellem mennesker. Om dem, der har meget, og dem, der har meget lidt. Og om, hvordan de velstående ikke har nogen interesse eller forståelse for dem, de serviceres af.
Ind i hjertekule og hjernevindinger
“Triangle of Sadness” er på samme tid vild og analytisk og minder på flere måder om Bong Joon-Hos “Parasite”. Samme klassetematik, samme skildring af, hvordan penge ødelægger alle, samme brud med alle genreforventninger og samme kolde, desillusionerede blik på mennesker og civilisation.
Men det er ikke nogen deprimerende film. Dertil er den alt for livlig i sit filmsprog og fuld af scener, som er så absurde, at latteren rejser sig af vantroen. Og filmens slutning er på samme tid fuldkommen uforudsigelig og selvfølgelig. Det kræver en mester at få kimæren til at leve og gå. Det er Ruben Östlund. En mester. Og filmen går – selvom det ikke burde være muligt – lige ind i så vel hjertekule som hjernevindinger.
Og nå ja, så er der titlen. “Triangle of Sadness”. Det er såmænd navnet på den lille trekant, vi får mellem øjnene, når vi bekymrer os. Men som kan fjernes med et skud Botox.
Triangle of Sadness. Instruktør: Ruben Östlund. Medvirkende: Harris Dickinson, Charlbi Dean, Woody Harrelson m.fl. Dansk premiere over hele landet i dag torsdag den 22. september.