Guldring dukker op i Auschwitz efter 70 år i skjul

Skjulte ejendele tilhørende jødiske fanger i Auschwitz dukker stadig op, senest en guldring og en halskæde gemt i en kop tilhørende en jødisk kvinde

Denne guldring har ligget gemt i et hemmeligt rum i bunden af en kop, der formentlig blev medbragt til Auschwitz af en polsk-jødisk kvinde.
Denne guldring har ligget gemt i et hemmeligt rum i bunden af en kop, der formentlig blev medbragt til Auschwitz af en polsk-jødisk kvinde. Foto: Auschwitz-Birkenau Museum.

Det er en almindelig ring, passer til en kvindes finger, er af guld og næsten 100 år gammel. Men den har en utrolig skæbne og er et bevis på nazisternes forbrydelser mod Europas jøder under Anden Verdenskrig.

En skjult guldring fundet i Auschwitz

Guldringen, der formentlig har tilhørt en polsk kvinde, er netop blevet fundet i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau i Polen, hvor en til halvanden million mennesker blev myrdet - en skæbne, der formentlig også tilfaldt ringens ejer.

Fingerringe, juveler, penge og andre værdifulde ejendele blev skjult for nazisterne i jakker, kufferter og på kroppen i håb om, at de kunne komme til gavn, når friheden var genvundet.

Men for de fleste jøders vedkommende endte både håbet og livet i udryddelseslejre som Auschwitz, hvor værdigenstandene blev fundet og frarøvet fangerne. Men altså ikke alle.

Skjult af en falsk bund i koppen

Visse ejendele forblev skjulte, ikke bare for nazisterne, men også for omverdenen i mange årtier efter krigens afslutning.

Guldringen, der ikke blev fundet, var godt gemt i en dobbelt bund i en kop, som en jødisk fange havde med sig fra sit hjem til lejren, og som i dag er en del af udstillingen på museet.

“Den var godt gemt, men på grund af tidens tand var materialet i koppen gradvist nedbrudt, og den falske bund på koppen forsvandt,” oplyser Hanna Kubik fra museet i en pressemeddelelse.

I den falske bund lå en kvinde-ring lavet af guld og en halskæde i et stykke stof. Ringen og halskæden er blevet analyseret og stammer fra Polen fra årene mellem 1921 og 1931. På ringen er der indgraveret en ridder og et 3-tal.

Koppen med den falske bund.
Koppen med den falske bund. Foto: Auschwitz-Birkenau Museum

Nazisterne løj sig til værdigenstande

Når jøder blev anholdt af nazisterne, fik de ofte at vide, at de ville blive deporteret til arbejdslejre, hvor de kunne få gavn af deres ejendele. Derfor tog de ofte mange ting med sig til lejrene, både smykker, køkkenredskaber og endda barnevogne. Men det meste, selv guldtænder fra ligene, blev frarøvet jøderne.

Selvom Auschwitz blev befriet for 71 år siden, dukker der stadig gemte genstande op ved et tilfælde i lejren, fortæller Piotr M. A. Cywiński, der er Auschwitz-Birkenau Museums direktør.

“Tyskerne løj over for jøderne, der blev deporteret til udryddelse. Man fortalte om genhusning, arbejde og et nyt liv et andet sted. Man tillod ofrene at medbringe en lille kuffert. På den måde sikrede tyskerne sig, at der i bagagen ud over tøj og andre hverdagsting også ville være de deporteredes sidste værdigenstande og ejendele,” siger Auschwitz-Birkenau Statsmuseums direktør Piotr M. A. Cywiński.J

Når jøder ankom til lejrene, ledte nazisterne derfor grundigt efter værdigenstande. Det beviser ifølge direktøren, at de jødiske familier under hele processen fra anholdelse, deportation og fangenskab i lejrene havde et lille håb om, at der ville opstå et behov for, at de igen ville komme til at bruge deres genstande.

Guldringen og halskæden bliver omhyggeligt dokumenteret og kommer i hænderne på konservatorer, inden de indgår i museets udstilling.