Prøv avisen

Gyldendal-direktør: Kunsten er det bedste modtræk til mobiltelefonens tyranni

Gyldendals litterære direktør Johannes Riis. Foto: Erik Refner Denmark

Hvorfor lader vi mobiltelefoner og computere intimidere os så meget, lød det fra Johannes Riis, Gyldendals direktør, i den traditionelle tale ved forlagets efterårsreception

DENNE TALE BLEV HOLDT VED GYLDENDALS EFTERÅRSRECEPTION DEN 30. AUGUST 2012

For ikke så forfærdelig mange år siden kunne man en sjælden gang, når man deltog i et møde, komme ud for, at der blev banket forsigtigt på døren ind til mødelokalet.

Døren ville gå op og et forskræmt ansigt vise sig i åbningen, dets indehaver ville se sig undersøgende rundt omkring mødebordet og lokalisere en af de absolutte hovedpersoner, som hun for det var som regel en kvinde derefter på tåspidserne ville liste hen til og hviske i øret: Der er telefon. Det er vigtigt.

LÆS JOHANNES RIIS' TALE FRA 2011:Kære forfattere, vi respekterer jeres fobier

Vedkommende centrale person ville se forskrækket og/eller pinligt berørt ud; han for det var som regel en mand - ville rejse sig, se sig om med alle tegn på ubehag over det upassende i situationen og sige, at han ville være tilbage om et øjeblik.

Han ville derefter bevæge sig ud af lokalet, for efter kortere eller længere, som regel kortere, tid at vende tilbage og med en række undskyldninger for afbrydelsen genindtage sin plads ved bordet.

For ikke så forfærdelig mange år siden kunne man, hvis man var i teatret, til koncert eller til kongresser eller konferencer, regne med, at man i pauserne kunne gå rundt og få en snak med folk, som man enten kendte i forvejen eller havde fået lyst til at lære nærmere at kende.

Det var dengang.

I vore dage indledes et møde, uanset emne, uanset niveau, med, at deltagerne lægger deres parafernalier fra sig ud for deres plads ved mødebordet. iPad´en foldes ud og stilles skråt, og mobiltelefonen anbringes ved siden af.

De yngste og mest åbenlyst afhængige blandt mødedeltagerne lægger telefonen med forsiden opad, andre, som regel ældre, der synes, de skal markere lidt forbehold, lægger den med forsiden nedad. Det skal vise sig ikke at have nogen praktisk betydning.

Mødet går i gang, der tales og argumenteres, og uanset hvad der foregår, skeles og skottes der uafladelig til telefonerne. De bliver tjekket, de apparater, der ligger med bagsiden opad, bliver diskret vendt om, blot et øjeblik, lige for en sikkerheds skyld, og man kan trygt regne med, at et af de utallige længselsfulde blikke bliver belønnet, inden man er nået ret mange minutter ind i dagsordenen.

En af mobiltelefonerne lader høre fra sig, det kan være med et diskret klik eller et enkelt bip, det kan være med klange fra den gamle landcentral, det kan være med Beethovens Niende, et filmtema eller en jingle, det kan være med en brummelyd, eller måske blot med den svage vibrationslyd, der opstår, når en mobiltelefon bevæger sig langsomt, som regel sidelæns, hen over en stak papirer eller en bordplade. 

En proces er sat i gang. Første trin er altid det samme:

Den udvalgte griber taknemligt ud efter apparatet: Jeg skal lige, signalerer vedkommende til de øvrige mødedeltagere, enten med ord, blikke eller fagter.

Herefter foreligger der flere mulige scenarier. Vi tager lige fem af de hyppigst forekommende:

1) Den udvalgte kikker på displayet, kaster et blik på de øvrige mødedeltagere og lader forstå: Det kan vente, slukker og lægger apparatet tilbage på bordet.

2) Den udvalgte tilkendegiver med bagatelliserende ord, blikke eller fagter: Lige et øjeblik, rejser sig og går hen til et vindue eller et hjørne af lokalet og indleder med ryggen til en samtale, som alle tilstedeværende har prima forudsætninger for at følge med i.

3) Den udvalgte grimasserer: Lige et øjeblik, og går lettere foroverbøjet ud af lokalet med telefonen for øret.

4-5) Den udvalgte læser en sms, ser sig omkring og siger enten med ord eller fagter: Det kan vente, alternativt, at det umuligt kan vente, og sender med telefonen i skødet et svar på den indkomne sms.

Det var møderne. Hvad angår koncerter, teaterforestillinger og konferencer, ja, så forløber pauserne nu på den måde, at folk styrter ud af salen med hver sin mobiltelefon i hånden og farer af sted i alle retninger for at finde en uforstyrret krog, hvor de kan taste løs og se at få indhentet det forsømte. Personlig kontakt bliver der ikke noget af.

Kort sagt: Der er mobiltelefoner alle vegne, i lommen eller i hånden på børnehavebørn såvel som oldinge, i skolesystemet, i den smule, der er tilbage af det offentlige rum, i tog og busser og på gader og stræder, i biler og på cykler og på gåben, for ikke at tale om privatlivet: Par i alle aldre går tæt sammenslyngede eller sidder ansigt til ansigt på en restaurant og ænser ikke hinanden, fordi de er travlt beskæftigede med at tale i hver sin mobiltelefon, og der holdes næppe et middagsselskab, uden at mobiltelefonen er med til bords i et eller flere eksemplarer.

I bedste fald kan ejermændene eller -kvinderne nære sig, mens de spiser, og indskrænke sig til at tage apparatet frem mellem retterne for at se, om der skulle være tikket en ny sms ind, om der har været opkald eller er blevet indtalt en besked, for at vise en ny app eller for at tjekke, hvordan stillingen er i en utrolig vigtig fodboldkamp.

Under to begravelser har jeg oplevet, at en mobiltelefon har tiltrukket sig al opmærksomhed, og jeg har en aften i teatret, hvor der naturligvis, før forestillingen gik i gang, var blevet henstillet til publikum om at slukke mobiltelefonen, siddet ved siden af en ældre dame, neden for hvis fødder der midt under forestillingen med ét lød den umiskendelige lyd af en mobiltelefon, denne gang var det landcentralsignalet.

Hun så sig bebrejdende og fortørnet omkring, især på mig, sidemanden, og sagde til mig med høj, klar røst og alle tegn på forargelse: Ja, det er i hvert fald ikke min, hvorpå ringeriet fortsatte med uformindsket frekvens og styrke.

Indtil damen omsider, og der gik da en rum tid, kom på den tanke, at det måske alligevel kunne tænkes at være hendes. Hun fik fumlet tasken, der var af anseligt omfang, op på skødet og åbnede den, lyden forstærkedes straks kendeligt, og hun begyndte at rode mere og mere febrilsk rundt i dens indhold, indtil hun omsider fik lokaliseret telefonen og famlet spektaklet til standsning.

Sådan har vi alle sammen vores erfaringer med mobiltelefoner; mobiltelefoner er et formidabelt kommunikationsmiddel, og når folk ikke ringer og sms´er, laver de ikke andet end at sidde klistret til computerskærmen, de mailer og passer deres Facebook-profil og orienterer vennerne om dagens forløb i alle detaljer, og så kan man jo snart få fyldt tiden ud, verden står ikke længere, i gamle dage var alting meget bedre, og det kan jo ikke blive ved med at gå på den måde; og hvordan skal det ende, og hvad så? 

Hvor vil jeg hen med dette her?

Jo, jeg vil sige, at alt det foregående kun er symptomer. Mobiltelefonen og computeren har ændret vores liv, ikke mindst vores omgangsformer og sociale adfærd mere radikalt, end vi umiddelbart gør os klart.

De fleste af os går ingen steder uden vores mobiltelefon, vi går rundt med adgang til hele verden og til øjeblikkelig behovstilfredsstillelse, og det er en svimlende fornemmelse.

Men der følger mere med. Vi kan altid nås. Vi er så godt som aldrig uden for mailsystemets og mobiltelefonens rækkevidde. Vi har givet computeren og mobiltelefonen lov til at invadere vores liv og gribe ind i det på en måde, vi ellers aldrig ville tillade.

Vi ville aldrig finde os i, at nogen anden, det være sig familiemedlemmer, venner eller kolleger, på ethvert tidspunkt kunne bryde ind og forstyrre os i de sammenhænge, vi indgår i.

Mobiltelefonen har stille og roligt fået licens til at legitimere enhver afbrydelse i enhver sammenhæng, den aftvinger os forhastede reaktioner og overilede beslutninger, den stresser os, den er skyld i, at vi aldrig holder rigtig fri, i, at forudsætningen for koncentration og fordybelse, nemlig sammenhængende tid, er blevet en sjælden vare. 

Mobiltelefonen er blevet menneskets bedste ven; det er en fantastisk opfindelse, den er med til at forme vores liv, den er blevet en integreret del af det, og ingen vil undvære den; men det er med mobiltelefoner som med hunde, de opfører sig, som deres ejermand har opdraget dem, og ligesom hunde kan de afrettes.

Skærmen er her, den er kommet for at blive, og hvad enten det er computerens eller mobiltelefonens skærm, vi taler om, er den blevet vores fælles omdrejningspunkt. Fremtiden tilhører skærmen, men den er ved at tage magten fra os, alle halser efter den for at please den og for i det omfang, det er muligt, at få alting proppet ind på den og indrettet deres verden efter den.

Lad os tage et eksempel. Digitaliseringen rummer uforlignelige muligheder for formidling af information; og mantraet Information wants to be free, Information vil være gratis, er trængt ind alle steder.

Det gælder også i litteraturens og journalistikkens verden. Men hverken journalistik eller litteratur er kun information, litteratur og journalistik er ikke tjent med at blive reduceret til information og dermed underkastet kravet om at være om ikke gratis, så i hvert fald tilgængelig til spotpris.

Det krav kan selvfølgelig ikke andet end gå ud over kvaliteten, men det har videre implikationer. Traditionelle forretningsmodeller er blevet sat ud af spillet, længe før der var tid til at udvikle nye, og skellet mellem offentlige og private interesser rykker sig eller bliver utydeligt.

Der arbejdes ihærdigt på at give ordet pirateri en positiv klang i forbindelse med ophavsretten, der praktiseres kontrol, censur og overvågning af litteraturen, fx fra private distributørinstanser, og biblioteksvæsenet har under dække af hensyn til almenvellet forsøgt at sætte spørgsmålstegn ved litteraturens hele fødekæde.

Men for en forfatter spiller det ingen rolle, om bogen skal læses på papir eller på skærm: Den kræver lige meget af ham eller hende, det tager lige lang tid at skrive den, og ganske vist koster det mere at trykke og indbinde og distribuere en papirbog end at fremstille og distribuere en e-bog; men selve optimeringen, arbejdet med teksten og markedsføringen tager lige lang tid og koster det samme, hvad enten endemålet er papir eller skærm.

Langt de fleste nye bøger udkommer hertillands samtidig som papirbøger og e-bøger; men salget af e-bøger er stadigvæk forsvindende lille.

Det vil vokse og vokse, ingen tvivl om det, og det kan man sige meget godt om; men hvor langt skal gratisspøgelset ind på litteraturens felt? Forholder det sig virkelig så enkelt, at hvis bare e-bøgerne bliver billigere, så kommer læserne strømmende til?

Er der nogen, der for alvor tror, at der vil indtræffe et helt afgørende større salg af e-bøger, hvis bare de bliver billigere? Mig bekendt er der ingen praktiske erfaringer, der tyder på, at prissætningen har afgørende betydning for læselysten, og jeg har mine tvivl om, at det kun er lavere priser, der er vejen frem for e-bøgerne. Og når den første benovelse over skærmens muligheder har lagt sig, mon det så ikke nok så meget bliver indholdets kvalitet, der bliver afgørende for læselysten akkurat ligesom det er tilfældet med papirbøgerne?

Musikbranchen blev løbet over ende af den digitale udvikling. Litteratur og skærm er selvfølgelig ikke uforenelige størrelser, en skærm kan være glimrende at læse på, den bliver utvivlsomt bedre til formålet, og digitaliseringen rummer uanede muligheder for at udvikle nye kunstneriske udtryksformer, de er allerede godt i gang, og hver eneste af dem skal være hjertelig velkommen; men det er selve litteraturens væsen at kræve tid og fordybelse, det er forudsætningen for at tilegne sig den, og i hvert fald når det gælder romaner, egner de sig ikke på samme måde som et rockalbum til at blive hakket op og serveret som hapser.

Det siger sig selv, at vi skal fortsætte af alle kræfter med at udvikle og raffinere mulighederne for digital formidling af litteratur; men vi skal også tilgodese og bevare både vores evne og trang til - og behov for at få overblik og se sammenhænge.

Hvor langt skal vi i litteraturens verden gå for at indrette os efter den digitale udvikling og dens konstitutionelle hastværk? Vi må drage omsorg for, at skærmen og kunsten mødes på en måde, så litteraturen ikke sætter sit inderste væsen til ved det.

Hvor længe skal teatrene blive ved med at forkorte skuespil til handlingsskelet og ukendelighed og afvikle dem i hæsblæsende tempo for at komme publikums rastløshed i møde?

Hvor længe skal DR´s musikprogrammer blive ved med stort set kun at spille enkeltsatser og kun i undtagelsestilfælde hele musikstykker? Hvor længe skal vi af lutter iver for at følge med tiden splitte alting ad i atomer, også det, som er bedst tjent med at blive i sin sammenhæng?

Hvornår standser vi op og siger: Nu er det nok, nu er grænsen nået, nu er vi godt i gang med at forråde kunstens hele væsen, nu kan vi ikke strække os længere for at imødekomme digitaliseringen og dens muligheder for hurtighed og kort proces? Risikerer vi at komme til at kaste barnet ud med badevandet?

Det spørgsmål er værd at tænke over for alle, der har med kunst at gøre; men det burde også få alle til at forsøge at få kaldt mobiltelefonen og computeren til orden.

At de to har fået stor magt, er uomtvisteligt; irreversibelt er det også; men vi kan gøre en indsats for, at omkostningerne ikke løber fra os: Sammenhængende tid er ikke forsvundet, den findes stadigvæk, og dermed muligheden for koncentration og fordybelse; den sammenhængende tid ligger klar til os til fri afbenyttelse; vi skal bare skaffe os adgang til den og lægge billet ind på den. Det er der ikke andre end os selv, der kan gøre.

Og en usvigelig sikker vej til sammenhængende tid er kunsten. Den kræver det simpelthen, den insisterer på det, den vil ikke vide af os, hvis ikke vi giver den det; har vi ikke sammenhængende tid nok, spiller den kostbar, holder på sine hemmeligheder og giver for lidt fra sig.

Kunsten er det bedste modtræk til computerens og mobiltelefonens tyranni. Jeg kan anbefale kunsten på det varmeste.

Kunsten kræver koncentration og fordybelse og dermed sammenhængende tid. Sluk for computeren, sluk for mobiltelefonen, og sæt dig ind i en biograf, et teater eller en koncertsal, sæt dig i en stol med en bog eller en skærm at læse på, giv efter for deres krav om sammenhæng og sammenhængende tid, nyd at være uden for fragmentering og opsplitning, giv dig glæden ved sammenhængende tid i vold.

Tag dig den tid, det tager og rejs dig så op og tænd for mobilen med fornyede kræfter.