Prøv avisen

Gyldendal fyrer hver tiende medarbejder

Forlagets administrerende direktør, Stig Andersen, kalder i forlagets officielle pressemeddelelse nedskæringerne for "ét af flere nødvendige skridt" for at sikre, at Gyldendal kan bevare sin stærke position på det danske bogmarked, når branchen nu ikke vokser. Foto: JAKOB BOSERUP

Danmarks største forlag, Gyldendal, blev fra i går lidt mindre målt i medarbejderantallet

Det skete gennem en omfattende nedskæringsplan, der rammer hele huset og betyder, at 18 medarbejdere bliver fyret, mens yderligere syv forlader forlaget gennem naturlig afgang.

Det svarer til, at Gyldendal siger farvel til mere end hver tiende medarbejder.

LÆS OGSÅ: Kulturen i 2013: Eksistens, spænding og tykke bøger

Beslutningen er truffet som en konsekvens af den generelle nedgang i omsætningen på det danske bogmarked. Forlaget vurderer, at den udvikling vil fortsætte i 2013.

Finanskrisen får folk til at holde på pengene, og en anden udfordring for de danske forlag er, hvordan man kan få en sund forretning ud af e-bøgerne, som de færreste gider betale fuld pris for. Men man skal ikke forvente, at Gyldendal nu vil ændre sin litterære profil, fastslår forlagets litterære direktør, Johannes Riis:

Vi gør kun de her ting, fordi vi gerne vil bevare Gyldendals profil, som den er, siger han til Kristeligt Dagblad.

Samme meldning kommer fra forlagets administrerende direktør, Stig Andersen, der i forlagets officielle pressemeddelelse kalder nedskæringerne for ét af flere nødvendige skridt for at sikre, at Gyldendal kan bevare sin stærke position på det danske bogmarked, når branchen nu ikke vokser.

Ud over den store fyringsrunde har forlaget blandt andet valgt at fusionere datterselskabet Gyldendal Akademisk A/S med Gyldendal Uddannelse under fortsat ledelse af direktør Hanne Salomonsen.