Murstenskolossen Tate Modern i London husede oprindeligt det mægtige elektricitetsværk Bankside Power Station, men i 2000 blev det da forladte elværk omdannet til kunstmuseum og er et af verdens førende og mest velbesøgte af slagsen.
Her fik Olafur Eliasson i 2003-2004 sit store, internationale gennembrud med totalinstallationen ”The Weather Project” i museets kæmpemæssige turbinehal. Nu er det den danske kunstnertrio Superflex’ tur.
Den består af medlemmerne Jakob Fenger (født i 1968), Rasmus Nielsen (født i 1969) og Bjørnstjerne Reuter Christiansen (født i 1969). De tre kunstnere har arbejdet sammen siden 1993 og kan i år fejre ”sølvbryllup”. De står for nogle medborgerinddragende og magtkritiske, konceptuelle værker, hvoraf det mest kendte nok er ”Superkilen” på Nørrebro i København.
Straks ved indgangen mærker man deres markante tilstedeværelse. Et tykt, stribet, 770 kvadratmeter stort gulvtæppe beklæder slisken ned til billetsalget, og en stor sølvkugle pendulerer hypnotisk hen over vores hoveder i et 20 meter langt kabel. Frem og tilbage i det kæmpemæssige rum. Børn og voksne med barnlige tilbøjeligheder kan rulle ned ad slisken, som var det en bakke. Tæppet er angiveligt farvet efter de britiske pengesedler.
Tate Modern er transformeret til én stor legeplads i kraft af Superflex’ ”indgreb”, og leget bliver der denne søndag formiddag, hvor det vrimler med børn og forældre. Der er gratis adgang på udstillingerne i turbinehallen takket være Hyundai, som i år for tredje gang sponsorerer udstillingerne i dette Tate Moderns største rum. Mens den store metalkugle forekommer ildevarslende, så udtrykker den samtidig de bevægelser, som vi selv skaber, når vi sætter os i gyngerne.
Den store gyngeinstallation består af et sindrigt system af stativer, der holder tremandsgyngerne oppe. Gyngerne er belyst fra siden af en stærk lampe. Stativerne er dels orange – det er Superflex’ ikoniske farve – dels metalfarvede. Gyngerne fortsætter udenfor ved Tate Moderns bagindgang. Her er der indrettet en mere traditionel legeplads fyldt med gynger, der fortløbende produceres i udstillingsperioden.
De fleste besøgende vil næppe notere sig et rum på langsiden af turbinehallen, hvor man kan studere baggrunden for installationen. Her er der billeder af Superflex’ inspirationsmateriale – herunder blandt andet den tysk-svenske kunstner Carsten Höllers enorme rutsjebane i turbinehallen i 2007 og Borneo-abers koordinerede spring i række og geled fra træ til træ.
Men først og fremmest foreslår Superflex – disse ” do good’er” i dansk og international samtidskunst – utopisk at bruge gynger til at producere energi. At tænke sig, at børn og barnlige voksne kunne bidrage til en bæredygtig energiproduktion ved at gynge frem og tilbage! At tænke sig, at man gennem leg kan komme CO2-udledninger til livs.
Det er et både sjovt og poetisk, men også nyttigt aspekt af hele denne spektakulære, publikumsinvolverende total-installation, som er helt i superflexernes ånd. For hvem ved? Måske kan alt dette en dag lade sig gøre.