Prøv avisen

Gyseropera viser skræmmende sladder

Florian Plock i rollen som prins Henri de Condé (tv.) og Ilva Kihlberg i hovedrollen som søster Jeanne. – Foto: Per Morten Abrahamsen.

Djævlene fra Loudun bygger på en virkelig historie, som man stadig kan lære meget af, mener stjernesopranen Ylva Kihlberg. I dag har Det Kongelige Teater verdenspremiere på en ny version af operaen

En fjer kan hurtigt blive til fem døde høns, som H.C. Andersen engang beskrev det i et eventyr. Men sommetider kan sladder skade endnu mere. Den kan være decideret ødelæggende for dem, den går ud over.

Det viser Thomas Vinterbergs aktuelle film, Jagten, hvor en uskyldig mand hænges ud for pædofili. Og endnu værre går det i Det Kongelige Teaters gyseropera Djævlene fra Loudun, der har premiere i aften. For operaen ender med, at en uskyldig præst bliver dræbt som følge af ondsindede rygter.

Historien bygger på virkelige hændelser i 1600-tallets Frankrig, hvor præsten Urbain Grandier blev brændt levende på et bål, efter at en ursulinernonne havde anklaget ham for at have besat hende som Djævelen selv.

Det forklarer stjernesopranen Ylva Kihlberg, der spiller og synger rollen som den bagtalende nonne. Hun har inviteret til kaffe i sit alt andet end uhyggelige hjem i Valby og til en snak om sladder, der er et hovedtema i forestillingen.

Man er ikke i tvivl om, at her bor et par operasangere. I spisestuen ligger der blandt andet en maskerademaske på en skænk, og lyden af en god mandsstemme, der øver Wagner på første sal, er et hyggeligt soundtrack til samtalen i de bløde sofaer her i stuen. Men Djævlene fra Loudun lyder langtfra som Wagner, fortæller Ylva Kihlberg:

Det bliver en ret uhyggelig forestilling, og den stemning bliver i den grad fremhævet af musikken, der er skabt af den polske komponist Krzysztof Penderecki, som også har skrevet filmmusik til en række af verdens mest uhyggelige film som Ondskabens hotel og Eksorcisten, siger Ylva Kihlberg og fortsætter:

Lidt generaliserende kan man sige, at en god komponist jo altid formår at forstærke stemningen i en historie. Og det er Penderecki en mester i. Hans musik leverer også en helt afgørende del af uhyggen i de horrorfilm, han har komponeret musik til. Og jeg har lagt mærke til, at de samme film netop ikke virker så uhyggelige, hvis man slår lyden fra.

Penderecki lavede allerede en operaversion af Djævlene fra Loudun i 1969, der blev opført i 1980erne i Danmark, men nu har den gamle mester på 80 år skrevet en ny version, som får verdenspremiere på Det Kongelige Teater i aften. Og det har været en stor oplevelse at få lov til at arbejde sammen med ham, fortæller Ylva Kihlberg, der dog blev så skræmt af at se partituret, at hun måtte lukke det igen, første gang hun så det.

LÆS OGSÅ: Uskyld møder ondskab og kærlighed

Jeg har aldrig set et lignende stykke musik. Selv noderne stod på en for mig helt ny måde, der var fuld af pile og andre forstærkende betoninger af, hvordan det skulle synges. Men vi er selv blevet meget tilfredse med resultatet. Og jeg tror, at det bliver en både underholdende og intens forestilling. Den varer kun to timer, så der bliver ingen pause at flygte i, siger sopranen fra sin sofa, inden hun pludselig udbryder:

Hov, der kommer en kat bag dig!.

Ganske rigtigt er der et par gule øjne uden for ruden, så Ylva Kihlberg lukker grinende sin ret søde kat ind i stuen, inden hun fortsætter:

Jeg er faktisk blevet lidt besat af at læse om den historie, der ligger bag forestillingen, kommer det så:

Jeg har jo selv rollen som den nonne, der satte den skrækkelige sladder i gang om præsten, så han til sidst både blev tortureret og brændt på bålet. Men jeg tror faktisk ikke, at hun vidste, hvad hun gjorde. For sladder bliver jo hurtigt en ustoppelig snebold. Og jeg tror også, at det var det, der skete dengang.

Ifølge historien blev nonnen allerede som 25-årig priorinde i et kloster i byen Loudun.

Hun kom fra en velhavende familie og var ikke blevet tvunget til at blive nonne, så hun havde haft gode betingelser, men hun var født med en stor pukkel på ryggen.

Jeg tror, at det var hendes egen idé at blive nonne, men hun trivedes ikke der, hvor hun ikke rigtig kunne finde ud af at bede. Og hun følte sig meget alene, når hun ikke engang kunne komme i kontakt med Gud og slet ikke havde nogen oplevelse af kropslig kærlighed. Måske var det derfor, at hun på afstand forelskede sig i en præst fra en kirke et andet sted i byen.

Ifølge forlægget havde nonnen altså ikke engang mødt Urbain Grandier for alvor, da hun i et brev inviterede ham til at komme og arbejde som ledende præst på klostret med den bagtanke, at han kunne blive hendes elsker. Men han svarede pænt nej tak. Og det var det afslag, der fik nonnen til at bagtale ham i forsmåelse, forklarer Ylva Kihlberg:

Vi har jo nok alle oplevet følelsen af at blive forsmået, og det er jo ikke en rar følelse. Men hvis forestillingen har en morale, er det måske, at man skal passe på med at lade sin egen forsmåelse blive til sladder. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Men det virker umuligt at stoppe sladder, hvis man ikke stopper den ved sig selv.

Kan du identificere dig med rollen?

Det er klart, at enhver rolle bliver favnet af den, der spiller den. Men jeg synes umiddelbart, at det er svært at forbinde mit eget liv med en nonne, der spiller besat i 1600-tallet. Til gengæld kan jeg for eksempel godt følge hende i, at det kan være svært at bede.

Ylva Kihlberg tier et øjeblik:

Jeg har ikke lyst til at være alt for privat i forhold til min egen fortid, men jeg har gjort mig en del erfaringer med forskellige kirkesamfund, som jeg heller ikke kunne indrette mig under. De fleste religioner har jo nogle dejlige budskaber, men i praksis bliver der gjort mange dumme ting i Guds navn. Og i mange år opfattede jeg faktisk mig selv som ateist, siger hun og tøver igen:

Men jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan leve uden at tro på Gud, kommer det så.

Når jeg hører musik, opfatter jeg den som guddommelig, og når jeg ser naturen, som jeg faktisk mener rangerer endnu højere end musikken, så oplever jeg også den som guddommelig og skabt. Men jeg har et splittet forhold til kirken. På den ene side føler jeg, at vi som samfund i både Danmark og Sverige, hvor jeg selv kommer fra, går glip af en stor og vigtig del af livet ved at lade kirken fylde mindre og mindre. På den anden side har jeg svært ved, at nogen skal komme og fortælle mig, hvad jeg skal tro på, hvad enten det kommer fra en præst eller en politiker.

Det er dog vigtigt at lade sig inspirere og korrigere af andre for slet ikke at tale om i det hele taget at have fællesskab med andre. Og det er også en pointe i forestillingen, mener sopransangeren:

Den isolation, som min rolle oplever i klostret, ødelægger hende jo. Mennesker har brug for mennesker. Men hun mangler simpelthen kærlighed og reagerer derfor med mangel på kærlighed.