Madame Nielsen, alias Das Bechwerk, alias Claus Beck-Nielsen og adskillige andre aliasser er en af de mest aparte skikkelser i danske litteratur. På trods af de mange masker, eller måske snarere på grund af dem, genkender man en kraft og en vilje, der konstant forsøger at udfylde en form og at afprøve dens grænser. Denne persona forsøger snart helt at opløse sig selv for at blive til ingen eller intet, og snart forsøger den at sætte sig igennem som en verdens forløser.
Madame Nielsen er den seneste forfatterinkarnation, der nu udgiver romanen ”The Monster”. Den handler om en ung europæer, der kommer til New York i 1990’erne, hvor han skal følge den verdensberømte performancegruppe The Wooster Group. Det er med de helt store drømme, at han kommer til ”den ny verden”, for han ser sig selv som ”forløseren, the missing link mellem avantgarden og masserne”.
Det kommer dog ikke til at ske, for hvordan kan man gøre andet end at gentage de andre forløsere, som også ville have det umulige til at ske? Og hvordan rykke ved en virkelighed, som synes at gentage sig selv i en uendelighed med ganske få variationer? Og hvordan rykke ved noget som helst, når kunsten finder sted i sin egen lille boble på Wooster Street og med en gruppe mennesker, der agerer i et helt traditionelt hierarki med volontørerne nederst og associates, gruppemedlemmer og instruktør ovenpå?
Den unge mand hænger ud i kunsthuset The Garage med The Wooster Group om dagen og tilbringer natten hos et par tvillinger, som han får lov at overnatte hos. Det viser sig dog, at disse tvillinger spiller en forestilling med ham, hvor de sætter ham i den elektriske stol og voldtager ham. Han møder dog troligt op nat efter nat, og det hele gentager sig, indtil kroppene ikke kan eller vil længere. Indtil forfaldet ubønhørligt tager over.
Gentagelsen og variationen spiller en kunstnerisk såvel som en filosofisk rolle. Begge dele afprøves i romanen. Madame Nielsen lader scener gentage sig, og lange tekstpassagerer repeteres, så det ligner en tanke. Eller bliver en tanke i den snørklede syntaks.
Det er specielt morsomt i første gennemløb. Madame Nielsens parodi på avantgarde-kunstnernes selvhøjtidelighed er sjov, ligesom løbende påpegninger af virkelighedens fiktive og iscenesatte karakter omkring forestillingens New York er det.
Forskellen mellem performance og hverdagsliv beror på graden af bevidsthed. Der sker stort set det samme i begge dimensioner: Man indtager sine vante pladser og gør, hvad der bliver forventet af en – med de små variationer, der ligner liv. Forskellen kommer af den dobbeltbevidsthed, man har, når man performer. Så er man netop bevidst om handlingen. Man kender sine replikker og sine bevægelser, idet man har indstuderet dem.
Uden at lægge mærke til det gør man det imidlertid også, når man agerer til hverdag. Man har sine vante replikker og handlinger, som man troligt lirer af – ofte uden at skænke det en tanke.
I helt ekstrem – og ideel? – grad ser Madame Nielsen denne performance udtrykt i middelalderens munkeorden. Her taber det enkelte individ sig selv, idet det går op i ritualer og liturgi. Skal vi se Madame Nielsen som munk næste gang? Det ville der være en vis konsekvens i.
”The Monster” bliver kaldt en New York-gyser, og jo mere den gentager sig selv som et mareridt af voldtægt og seksuel ydmygelse, kan den måske også minde om en gyser. Men den er for overreflekteret til at lade gyset folde sig ud. Det er kun en ”som om”-gyser, som netop ikke helt performer en gyser.
Gyset ligger i gentagelsen. Ligesom lysten også kan gøre det. Der kan også ligge en etisk dimension i gentagelsen, men den bliver ikke tematiseret i denne roman. Til gengæld forekommer det mig, at en gentagen læsning af romanen er en nødvendighed. Det ligger ligesom uden for romanens idé, at den blot skal læses den ene gang. Dens form og dens tanker skal prøves og gennemreflekteres flere gange.
Spørgsmålet er dog, om jeg har lyst, om jeg har vilje, om jeg har nysgerrighed nok til at gå ind i romanen igen, ligesom hovedpersonen hver dag møder op hos The Wooster Group og hos tvillingerne. Godt nok er romanen selv et lille monster, men det bliver ikke rigtig farligt, og fascinationen ebber for hurtigt ud. Måske fordi Madame Nielsens tilbageblik på 1990’erne er for distanceret og for overlegent performet.
Læs interview med forfatteren på