Prøv avisen

Händel trøstede Istedgade

De to forreste rækker var reserveret til brugere af værestederne for udsatte på Vesterbro, da der var ”Messias”-koncert i en propfuld Mariakirke i mandags. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Traditionen for at opføre Händels oratorium Messias som velgørenhed går helt tilbage til 1700-tallet. Posemænd og pæne damer var tidligere i denne uge inviteret til Messias i Maria-kirken i København, der er hjemsted for Vesterbros mest udsatte mennesker

Det er helt normalt, at der er et mylder af folk uden for porten til Mariakirken på Istedgade i København. Maria Kirkeplads er fast samlingssted for mange af de hjemløse, prostituerede og misbrugere, der flakker rundt omkring Hovedbanegården i deres søgen efter en skilling, en forbindelse eller en hurtig handel.

Men i mandags fyldte et lidt uventet klientel pladsen. Et hav af pæne københavner-ægtepar stod i kø i neonlysenes skær for at komme ind at høre Händels Messias med kor og solister i kirken. Koncerten var arrangeret til støtte for de mennesker, der til daglig bruger Maria Kirkeplads og værestederne Mariatjenesten og Reden på Indre Vesterbro.

LÆS OGSÅ: Liv spejlet i Beethovens musik

Den tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, ankom i sidste øjeblik til en propfuld kirke. Hun skulle åbne koncerten, men nåede inden da lige at fortælle lidt om sit forhold til aftenens klassiske værk.

Første gang, jeg hørte Messias, var jeg bare en forstyrret 14-årig pige. Jeg holdt jul hos min pædagog, Karen, som introducerede mig til både klassisk musik og jazz, og en juleaften satte hun Messias på. Siden blev det en del af juletraditionen, og jeg tænker tilbage på Messias som noget, de gav mig med videre i livet. Det var én af de første lper, jeg købte, sammen med Mozarts Tryllefløjten.

Siden har Lisbeth Zornig fået eget kontor lige over for Mariakirken, faktisk og hun har også et særligt forhold til pladsen foran.

Det er et sted, som står for rummelighed for de mennesker, der lever på kanten. Der er jo altid folk her. Hvis jeg ikke vidste, hvor jeg skulle finde min bror før i tiden, så var han altid her, siger hun med henvisning til sin ene storebror, der var misbruger og i dag er død.

En anden af Zornigs tre brødre har i dag en tattoobiks over for Maria Kirke-plads, fortæller hun.

Når man kommer fra det miljø, jeg kommer fra, så har man ikke traditioner på samme måde. Alt det med, om sværen bliver sprød og gaverne er rigtige, er jo det, der fylder julen for hr. og fru Danmark. Men det er ligemeget for dem, der lever på en sten.

Georg Friedrich Händel (1685-1759) komponerede faktisk sit oratorium som en slags velgørenhedsprojekt efter at være flyttet fra Tyskland til England og have set den nød, der var i landet. Den allerførste opførelse af Messias i 1742 blev således holdt til støtte for et lokalt hospital i Dublin.

Min gode herre, jeg vil blive oprigtigt ked af det, hvis jeg blot har underholdt, skal Händel have sagt til en tilhører, der roste hans værk.

Jeg ønsker at gøre Dem til et bedre menneske.

Siden sørgede Händel for, at værket fast blev opført ved velgørenhedsarrangementer for det enorme Foundling Hospital i London. Hospitalet var ikke som sådan et hospital, men nærmere et børnehjem i den engelske betydning af ordet hospitality (gæstfrihed). Det betød et sted, der var åbent for datidens særligt udsatte forladte børn og unge. Ved sin død i 1759 testamenterede Händel en udgave af Messias til institutionen, der igennem årene husede tusindvis af børn, men i dag er museum.

For at sætte fokus på det sociale budskab i Messias var brugerne af Mariatjenesten og Reden også inviteret med i Mariakirken i mandags, uden beregning. Flere brugere havde alligevel hentet billet i forvejen for at være på den sikre side og fik den scannet i døren, inden de tog plads på kirkebænkene.

Da klokken slog otte, tog Julie Smed Jensen, der til daglig leder Mariakirkens kor, mikrofonen og introducerede publikum for aftenens optrædende: koret Paradox, akkompagneret af 10 musiklinjestuderende fra Sankt Annæ Gymnasium og sopranen Betty Gregers Arendt og tenoren Jakob Næslund Madsen.

I klapper nu. Og så klapper I først igen om fem kvarter, sagde hun med eftertryk og lod herefter Lisbeth Zornig overtage.

Hun forklarede, at julen bærer et kærlighedsbudskab med sig, men at man godt kan gentænke det lidt.

I, der føler jer udsatte, I skal række hånden frem og tænke på de stakkels mennesker, der ikke kan holde styr på alle de gaver, de skal have købt. Ræk hånden ud, giv dem den omsorg, de skal have, og sig til dem: Det er jo bare juleaften!.

Med den åbningsreplik fik de kendte første strofer af Messias, hvor tenoren synger Comfort Ye (Trøst mit folk), en lidt anderledes klang. Som musikken begyndte at fylde kirkerummet, dukkede flere og flere nysgerrige op i døren, især østeuropæiske mænd i alle aldre. En ung mand i gul refleksjakke tog sin hue af og strøg sit sorte hår lidt til siden. Så slog han korsets tegn og gik ind og satte sig bagest i sidekoret.

Efter tenoren Jakob Næslund Madsens to første vers, hvor han i teksten klagede folkets nød, glemte en mand med kasket på anden række beskeden om ingen klapsalver, til stor morskab for hans sidekammerater, der måtte kæmpe for at holde grinene tilbage.

De bageste hjørner af kirken blev også hurtigt fyldt op. En ældre mand med langt skæg og plasticposer i hånden fandt sig til rette op ad en radiator, hvor han sad helt stille og fulgte musikken. Ind-imellem lod han hagen synke ned på brystkassen og gemte hovedet i hænderne. En kvinde ved hans side faldt i søvn.

Undervejs i koncerten forlod nogle af mændene rummet, fordi en mobiltelefon ringede, og vendte tilbage med en kop kaffe i hånden.

Men inde i kirken sad alle i stilhed med blikket rettet mod koret. Da det velkendte Hallelujah-kor, der varsler frelserens komme, gjaldede, rokkede kirken alligevel næsten i én bevægelse frem og tilbage på bænkene, og da paukerne havde trommet af, kunne manden, der tidligere havde klappet på det forkerte tidspunkt, igen ikke holde håndfladerne fra hinanden. Men denne gang var han altså ikke alene.

Efter et stående bifald rejste folk sig fra bænkene og gik ud i mørket, men en hel del blev også tilbage. Den ældre herre ved radiatoren rejste sig besværet, samlede sine poser sammen og greb sin stok.

Krysti hedder manden, som har spillevende øjne. Han er fra Rumænien og kan derfor ikke så meget engelsk. Ud over et wonderful! (vidunderligt) om koncerten.

Uden for kirken står en ung fyr i hvid hættetrøje og ring i øjenbrynet og er ved at tænde en cigaret. Maladin er 19 år og netop kommet til Danmark fra Rumænien. Han håber at finde et job, men det er ikke lykkedes endnu, og lige nu bor han i en bil. Han har allerede været en del i Mariakirken, mest for lige at få varmen og en kop kaffe, men det her var den første koncert.

Det var fedest, siger han og holder hænderne op: Hallelujah.