Prøv avisen

Højt til loftet i La Traviata

Som helhed placerer forestillingen sig ubesværet i kategorien absolut anbefalelsesværdig og det vil givetvis også være tilfældet med de alternative rollebesætninger, skriver Peter Dürrfeld. Ved premieren var blandt andre Lise-Lotte Nielsen, Palle Knudsen, Anne Margrethe Dahl og Peter Lodahl på rollelisten. Foto: Miklos Szabo.

Verdis melodiøse mesterværk er afgjort et gensyn værd

La Traviata. Repremiere på Operaen på Holmen, København. Det Kongelige Kapel under ledelse af Marcello Mottadelli.

Åh, at jeg skal dø så ung, synger Violetta i fjerde og sidste akt af Verdis melodiøse mesterværk La Traviata.

I de tre foregående akter har der været flere ildevarslende episoder, og nu er det slut. Violetta har kun få minutter tilbage at leve i.

Hun bruger dem til endnu en række imponerende vokale udfoldelser og segner så sammen forrest på scenen. Spillet er slut.

LÆS OGSÅ: Næsten som at være der selv

Sådan som den svenske sopran Gisela Stille sang partiet ved repremieren på Operaen, giver det heller ingen mening at fortsætte stykket uden hende. Hun dominerede totalt scenebilledet fra drikkevisen ved det store selskab i første akt til dødslejet i fjerde. Stille har en naturlig scenisk autoritet, der går hånd i hånd med en flot sopranstemme, sikker i alle lejer og med en volumen, der bevirker, at hun gang på gang kommer til at oversynge de andre. La Traviata betyder Den vildfarne, men Gisela Stille var i den grad på rette plads i denne forestilling.

Tidligere på sæsonen udgjorde tenoren Peter Lodahl og barytonen Palle Knudsen et charmerende makkerpar som Ferrando og Guglielmo i Guy Joostens iscenesættelse af Mozarts Cosi fan tutte på Operaen. Her var de ikke helt så vellykket castet som far og søn: Knudsen som en nobel og myndig, men også meget ung Giorgio Germont, og Lodahl som hans søn Alfredo, historiens uheldige helt, en rolle, der har været det rene smør at skære i for stjernetenorer som Placido Domingo og Rolando Villazon.

Mindre kan naturligvis gøre det, og Lodahl slap igennem med skindet på næsen, selvom man savnede en stærkere her kommer jeg-attitude, både vokalt og scenisk.

Hvad papa Germont angår, har jeg altid haft det svært med hans omklamrende dobbeltmoral, der bestemt ikke er dobbelt så god som almindelig moral eller bare sund fornuft og Knudsens ungdommelige fremtoning hjalp ikke på sagen, selvom han forsvarede lirekassemelodien Di Provenza il mar med smuk barytonal røst. I de øvrige velbesatte roller så og hørte man Elisabeth Halling som Flora og Lise-Lotte Nielsen som Anina, mens bassen Anders Jakobsson var baron Douphol, der i slutningen af tredje akt kyler handsken i gulvet over for Alfredo, der ikke bare er, men farer rundt på gulvet.

Et ikke voldsomt talstærkt kapel spillede smukt under Marcello Mottadellis ledelse, og iscenesættelse og scenografi ved David Radok og Lars-Åke Thessman var bestemt den stort anlagte opera værdig med højt til loftet hele vejen igennem og en imponerende balsal i første akt med Paris aftenhimmel med Eiffeltårnet lysende til venstre som fascinerende baggrund: Lysdesign og videografik er åbenbart kommet for at blive i moderne iscenesættelser. Som helhed placerer forestillingen sig ubesværet i kategorien absolut anbefalelsesværdig, og det vil givetvis også være tilfældet med de alternative rollebesætninger.

La Traviata opføres med jævne mellemrum på Store Scene frem til den 26. april, og som Violetta alternerer Anne Margrethe Dahl med Gisela Stille, mens Niels Jørgen Riis og Peter Lodahl skiftes til at synge og agere Alfredo. Palle Knudsen er derimod ene om at varetage partiet som fader Germont, men han har jo ungdommens overskud til at gennemføre det.