Prøv avisen
Bog

H. C. Andersen tvivlede aldrig på sin gudstro

5 stjerner
Denne statue af H.C. Andersen, udført af August Saabye, står i Kongens Have i København. Troen på det evige liv og sjælens udødelighed var det centrale i H.C. Andersens tro. Foto: Bente Lindegaard

Johan de Mylius har med sin bog ”Livet og Skriften” sat en milepæl i H.C. Andersen-forskningen. Hans værk er ikke for begyndere, men for den virkeligt interesserede er bogen en guldgrube

Når man sidder med Johan de Mylius’ 732 sider store bog: ”Livet og Skriften. En bog om H.C. Andersen” uåbnet foran sig, er der straks to spørgsmål, der melder sig:

Et, om det overhovedet er muligt at skrive noget af betydning om den mand og hans digtning, som ikke allerede er skrevet?

Og det andet spørgsmål er, om det skrevne i bekræftende fald behøver at fylde så meget?

Dog: Efter endt læsning må begge spørgsmål besvares med et ikke blot ubetinget, men et begejstret ja! Det er muligt at skrive noget nyt, eller i hvert fald at vinkle det allerede skrevne på en sådan måde, at det fremstår som nyt. Og ja, der er helt åbenbare, gode grunde til, at denne særlige vinkling må kræve sine mange ord.

Som det fremgår allerede af titlen, ”Livet og Skriften” er det Johan de Mylius’ anliggende, hans særlige vinkel, at demonstrere, hvor tæt HCA’s digtning var forbundet med hans liv. Ja så tæt, at det kan være svært at afgøre, hvor det faktuelle slutter, og fiktionen begynder:

Johan de Mylius har ved nærstudier og sammenligning ikke blot af de forskellige selvbiografier indbyrdes, men også med samtidige dagbogsoptegnelser og mange, mange breve, gjort det indlysende, at ”sandheden” om HCA som digter såvel som menneske derfor med lige stor ret kan findes i hans egen fortælling om sit liv som i hans fiktive fortællinger.

Dette overordnede sigte med bogen har, blandt mange andre fortræffeligheder, den helt afgørende fordel, at Johan de Mylius i sin fremstilling udelukkende koncentrerer sig om at vise den dybe sammenhæng mellem det, H.C. Andersen skriver, og så det, han har oplevet og til stadighed oplever.

Derfor er bogen kemisk renset for enhver form for sladder og mytomani om digterens privatliv og øvrige særheder. Johan de Mylius punkterer således eksempelvis elegant myten om H.C. Andersens livslange forelskelse i Riborg Voigt, og han lægger tydelig afstand til enhver form for nyfigen fantaseren også om digterens sexliv.

Johan de Mylius slår nøgternt fast, at H.C. Andersen formodentlig var en ganske normal mand med en ganske normal seksualitet og trang til at udfolde samme, dog tilsyneladende uden at være i stand til at gøre det. Hvilket jo i øvrigt heller ikke Søren Kierkegaard var, uden at man af den grund har gjort ham til homoseksuel.

Forskellen mellem de to ligger næppe så meget i begrundelsen for at forblive ugifte og afholdende, som i den kendsgerning, at H.C. Andersen her som i så meget andet var langt mere åben om sine problemer end hans store samtidige.

Der er stadig mange gåder i H.C. Andersens liv, hans seksualitet er én af dem. Johan de Mylius er heller ikke i stand til at løse den. Dog på ét punkt blander Johan de Mylius sig i den almindelige snak om H.C. Andersens personlighed. Han slår med syvtommersøm fast, at forfatteren ikke var en snob overhovedet.

Når han besøgte herregårdene og deres adelige ejere, var det, fordi de inviterede ham, og fordi han hos dem fandt en accept og hjertelighed, en værdsættelse, som han ikke fandt hos sine – ofte ganske nedladende – velyndere i byen, der aldrig lod ham glemme, hvor han kom fra, for slet ikke at tale om den undertiden helt ubegribelige grove kritik, som hans værker langt op i tiden blev udsat for.

Johan de Mylius koncentrerer sig udelukkende om H.C. Andersens digtekunst, og kun om hans liv og levned for så vidt de har relevans for hans kunst.

Det betyder, at bogen byder på en række meget indgående analyser af væsentlige, men sjældent fremdragne værker for teatret, der livet igennem var H.C. Andersens store – som oftest ulykkelige – kærlighed, så som ”Mulatten”, ”Maurerpigen” og ”Ahasverus”.

I øvrigt er bogen fuld af værdifulde analyser – også af mange af eventyrene – hvor det for alvor bliver tydeligt, hvor vidende Johan de Mylius er, ikke blot når det gælder den klassiske verdenslitteratur i almindelighed, men også når det gælder den samtidige guldalderlitteratur i særdeleshed for slet ikke at tale om samtidens kunst og samfundsforhold.

Hvilket alt sammen er med til at sætte H.C. Andersens digtning ind i en større sammenhæng, og – hvad der er særlig interessant – vise, at Andersen, omend han ikke var en modernistisk digter, så i hvert fald var en tydelig forløber for modernismen.

Dertil kommer en væsentlig understregning af hans betydning som socialrealistisk digter med et aldrig svigtende fokus på de laveste og svageste i samfundet.

Johan de Mylius gør i den forbindelse tydeligt opmærksom på, at H.C. Andersen som den eneste af sine digterkollegaer skrev samtidsromaner. Han var i sine romaner fokuseret på nutiden og fremtiden, og det var romanerne, der først gjorde ham kendt og læst i samtiden. At H.C. Andersen så efterhånden blev mere moderat i sin begejstring for fremtiden og fremskridtet, fordi han så de farer, som den medfølgende materialisme indebar i form af griskhed og overfladiskhed, er en anden sag.

Johan de Mylius beskæftiger sig i sin bog ganske meget med H.C. Andersens religiøse profil, hvilket er naturligt for så vidt, at religion fyldte overmåde meget i digterens livsforståelse, eller mere korrekt: Gudstroen var et aldrig betvivlet fundament i eventyrdigterens liv.

Johan de Mylius gør med rette – og med mange eksempler – opmærksom på, at troen på Gud som ophav og centrum for al skabningen og troen på det evige liv og sjælens udødelighed var det centrale i H.C. Andersens tro. Derom er der ingen tvivl.

Det fremgår med al tydelighed både af hans digtning og hans udtalelser i øvrigt. HCA var ingen fundamentalist, han ønskede at have sin forstand med hele vejen, og Johan de Mylius gør ret i at tillægge hans venskab med H.C. Ørsted en stor del af æren for, at H.C. Andersen mente, at også fornuften var en vej til det guddommelige.

Det er også helt sikkert, at H.C. Andersen hverken var en stor ven af kirken eller af dens dogmatiske rettroenhed; men det er lige så sikkert, at han til sin død opfattede sig selv som kristen, ikke som blot almen religiøs, som Johan de Mylius synes at mene. Såvel Jesus som Fadervor var livet igennem hjørnestene i H.C. Andersens trosunivers.

At Johan de Mylius med sin bog har sat en ny milepæl i H.C. Andersen-forskningen, skal der ikke herske nogen tvivl om, men han kræver sine forkundskaber. Hans værk er ikke for begyndere, men for den virkeligt interesserede er bogen en guldgrube og må anbefales på det varmeste.