Rent sommerligt er digtet et af H.C. Andersens og – måske helt generelt – et af vores fremmeste sommerdigte. Det besynger ikke bare sommeren, men tegner den ind i, hvad danskheden er. Som Andersen-forsker har jeg været meget betaget af, at han er i stand til at definere danskhed på en åben måde. Han skriver "derfra min verden går" og ikke "dertil", hvormed han definerer Danmark som noget i hjertet; det danske sommerlandskab, det danske sprog, roden og udgangspunktet i Danmark.

Det, der er yderligere fantastisk, er, at det ikke bare er et digt, men en sang, der skaber et fællesskab. Man synger jo med på den, og så kan det godt være, at du måske ikke er født her, eller at dine forældre ikke er født her.

Men den, der synger den sang, synger den ind i eget hjerte og sig selv ind i det fællesskab at være dansker. Sangen åbner i stedet for at lukke for danskheden. Ligesom de vilde svaner, der i digtet flyver væk for igen at vende tilbage til reden, siger Andersen også, at det at være dansk er åndeligt frem for grænsebestemt.

Digtet binder desuden en ekstra sløjfe på fortællingen om den grimme ælling ved, at det besegler, hvori det gode fællesskab består. Tematisk forklarer de to hinanden. Den grimme ælling er jo fløjet med og befinder sig der over de vilde svaners rede til sidst. Dermed siger Andersen, at det gode fællesskab er det, der er et udgangspunkt og ikke en afgrænsning som andegården.

H.C. Andersen: "I Danmark er jeg født"

1. I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.

Du danske friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

2. Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?

Du danske friske strand,
hvor Dannebrogen vajer –
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

3. Engang du herre var i hele Norden,
bød over England – nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.

Du danske friske strand,
plovjernet guldhorn finder –
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

4. Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.

Du danske friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!