H.C. Andersen er en fantastisk kunstner og var en fascinerende personlighed. Han var fantastisk i betydningen forunderlig og absolut genial. Egentlig uden for enhver almindelig målestok og sammenligning. Og det er også fantastisk, men naturligvis ikke uden sammenhæng hermed, at der endnu er så stor interesse for hans liv og værk, og at der derfor stadig med den største energi forskes og skrives om hans digtning og ikke mindst om hans personlige liv.
I denne sidste sammenhæng kan fantastisk dog kun bruges i betydningen forbavsende og undertiden næsten forrykt. Det er ganske enkelt ud over alle grænser ubegribeligt, hvad man her over 200 år efter digterens død mener at kunne fremskrive af ny viden om ham. Det virker, som om man nu så længe efter føler, at man frit kan lade fantasien råde og lade enhver blufærdighed fare.
For det er rigtignok ikke småting, den arme digter må lægge navn og liv og digtning til. Især er interessen for selv de mest intime detaljer om H.C. Andersens privatliv åbenbart af den allerstørste interesse og vigtighed for den endegyldigt rigtige forståelse af hans eventyr. Det er ikke bare indimellem usmageligt og pinligt, men ganske ofte direkte latterligt at læse om.
Bo Elbrønd-Bek lægger for med et stort værk betitlet H.C. Andersens gåde. Der er tale om en disputats-lignende bog på over 500 sider, hvoraf de 100 udgøres af et meget grundigt og videnskabeligt korrekt noteapparat.
Der er bestemt tale om seriøs videnskabelig forskning og ikke en finger at sætte på det formelle. Bo Elbrønd-Bek analyserer både H.C. Andersens liv og hans værk med Freuds psykoanalytiske teorier som fast omdrejningspunkt. Hans tese er den, at kærlighed og død ofte i H.C. Andersens digtning er snævert forbundne. En helt rigtig iagttagelse, som man faktisk ikke behøver at være Andersen-ekspert for at have bemærket. Men at denne kendsgerning skulle have sin begrundelse i, at H.C. Andersen som fattigt barn i Odense har delt soveværelse med sine forældre og derfor i mødet med deres voksne erotik har erhvervet sig et livslangt traume, der for altid forhindrede ham i selv at udfolde sig erotisk i forhold til det andet køn, forekommer at være en temmelig vidtløftig konklusion!
I øvrigt skæmmes Bo Elbrønd-Beks uhyre grundige værk af en ubehagelig trættekær tone over for alle andre forskere, der har andre bud på årsagen/årsagerne til H.C. Andersens livslange hjertesorger. Bo Elbrønd-Bek bruger mange sider på at beskrive H.C. Andersens seksuelle habitus og praksis. Det er ham især magtpåliggende i strid med andre navngivne forskere at få fastslået, at H.C. Andersen var absolut heteroseksuel, og uden mindste orienteringsusikkerhed i kønslig henseende eller erotisk interesse for sit eget køn overhovedet. Et synspunkt, det synes at kræve mere end almindelige dokumentationskrumspring at fastholde.
Med Leo Ottosen lille bog med titlen H.C. Andersens seksualitet. Studier i hans dagbøger og almanakker befinder vi os, trods emnet, i en helt anden boldgade.
Her handler det ganske vist endnu mere målrettet om at afsløre og afkode de allermest intime hemmeligheder i H.C. Andersens formodede autoerotiske praksis. Kort sagt drejer det sig endnu en gang om betydningen af de famøse krydser i H.C. Andersens optegnelser. Leo Ottosen ønsker ganske vist med sin minutiøse optælling at vise, at der ikke kan være tale om markeringer af digterens onanipraksis, men intimiderende bliver det jo under alle omstændigheder. Leo Ottosens fortjeneste ligger deri, at han sætter H.C. Andersens dokumenterede syn på egen seksualitet ind i en samtidshistorisk sammenhæng. Det er både oplysende og vedkommende. Og dertil kommer, at Leo Ottosen skriver i et letlæseligt sprog. Tonen er fornøjelig, men sober, og der er hele tiden god kontakt med læseren.
Endelig skal det også nævnes, at Anderseniana årgang 2007 er udkommet. Heftet består af i alt syv artikler, der nærmest må gå under betegnelsen alt godt fra havet. Der er ikke tale om nogen redaktionel linje, men om stort og småt, der har det tilfælles, at de alle tager deres udgangspunkt i H.C. Andersens liv og digtning. Mest det første. Kun en enkelt artikel består af en egentlig litterær analyse, nemlig en komparativ traditionshistorisk analyse af Snedronningen og Iisjomfruen af Kristoffer Verholt. Men også her må de famøse krydser holde for. Dog her religiøst udlagt! Desuden indeholder hæftet en glimrende artikel om digterens forhold til havekunsten. To handler om H.C. Andersens rejser og én om en samling fotografier, der for nylig er erhvervet af H.C. Andersen Museet i Odense. Og endelig slår Bo Elbrønd-Bek endnu en gang sine folder med et ret arrogant opgør med alle spekulationer om H.C. Andersens eventuelle kongelige herkomst.
Der er mange gode detaljer, megen viden og opfindsomhed i de her omtalte værker. Alligevel må konklusionen efter endt læsning blive: Gå til kilden. Læs den fantastiske, forunderlige, fabelagtige, aldrig forældede H.C. Andersen selv.