Prøv avisen

H.C. Andersens julesalme handler om at genfinde barnetroen

Illustration: Morten Voigt

Barnesindet er nøglen til troen. Det er centralt i H.C. Andersens forfatterskab og i hans julesalme Barn Jesus i en krybbe lå, der længe var elsket, men først kom med i salmebogen i 2003

Selvom man er en verdensberømt eventyrdigter, kan man godt være en overset salmedigter.

Det er H.C. Andersen et lysende eksempel på. Det er faktisk først i de senere år, at han for alvor er blevet taget seriøst som fortolker af kristendommen. Men meget er ændret, siden sognepræsten Kathrine Lilleør gennem en ph.d.-afhandling i 2005 påviste, hvordan den evangelisk-lutherske lære er syet ind i alle hans store fortællinger. Og at H.C. Andersen derfor dybest set måtte anses for at være en kristen digter.

Afhandlingen udkom, to år efter at H.C. Andersen endelig var blevet optaget i salmebogen med to små salmer. Men i den teologiske andedam omkring de skiftende salmebogskommissioner efter Andersens død havde man tidligere anset hans kristendomsforståelse for infantil. Og der skulle altså gå 128 år efter hans død, før en ny salmebogskommission i 2003 endelig åbnede salmebogen for Danmarks mest kendte digter.

Den ene af den nye salmebogs to H.C. Andersen-salmer Jeg har en angst som aldrig før skrev han umiddelbart efter tabet af Als i 1864, mens H.C. Andersen allerede skrev sin mere opmuntrende julesalme Barn Jesus i en krybbe lå i 1832. Og på det tidspunkt havde han faktisk allerede skrevet om Barn Jesus tidligere, påpeger Kathrine Lilleør. For i (jule)eventyret om Snedronningen skriver H.C. Andersen også om Barn Jesus ved at omskrive en linje i Brorsons julesalme Den yndigste rose er funden, så der ikke står vor Jesus, men barn Jesus:

"Roserne vokser i dale,
da får vi barn Jesus i tale".

Den omskrivning gemmer på en central pointe, mener Kathrine Lilleør:

"Man skal altid lægge mærke til det, når en poet ændrer en salme. For det er aldrig tilfældigt. Og det var helt afgørende for Andersen at tænke på, at Jesus er i dalen, at han er i den mørkeste stald, og at han blev født som den mest hjælpeløse skabning, et barn, der simpelthen er født til at blive elsket. På den måde viser Andersen, at vi deler barnekår med frelseren. Det betyder, at vi er i en ren modtagersituation i forhold til Gud. Og det kan være en trøstende tanke for det voksne menneske at tænke på, at Gud stadig ser os som sine børn", siger Kathrine Lilleør og tilføjer:

"Andersens pointe er derfor ikke, at vi skal blive barnlige, men at vi i forhold til Gud er som børn, der er fuldstændig afhængige af at blive hjulpet og at blive fundet, hvis vi forvilder os væk".

Den morale kan man både læse i Andersens julesalme og i hans eventyr om Snedronningen, mener Kathrine Lilleør:

"Snedronningen er forstandens kolde dronning, mens den lille Gerda inkarnerer kærligheden som en slags Kristus-figur, der vil gå igennem hvad som helst for sin elskede Kaj. Eventyret ender med dåbscitatet om, at hvis vi ikke bliver som børn på ny, kommer vi slet ikke ind i Guds rige. Det er en central tanke for H.C. Andersen i hele hans forfatterskab og altså også i denne salme, at den voksne sorgfuldhed vendes til glæde, når man slipper logikken og overgiver sig til troen på, at Guds kærlighed opsøger os. Som Jesusbarnet opsøgte jorden julenat".

"Barn Jesus i en krybbe lå er oprindeligt også beregnet til børn i hvert fald på den måde, at salmen oprindelig kom i en samling digte, han skrev i 1832: Aarets tolv Maaneder tegnet med Pen og Blæk, hvor digteren lader en flok fattige børn på gaden synge de to vers", påpeger forfatter, salmedigter og tidligere sognepræst Lisbeth Smedegaard Andersen.

Det giver jo også en særlig dybde i salmen, at det er børn, der i andet vers opfordrer os til at ryste den tunge smerte af, så vi sammen kan gå ind til julen og med barnesindet i behold synge barnets pris. Hvis man tæller efter, opdager man, at ordene barn eller børn optræder i alt syv gange i de to små vers, og det er ikke tilfældigt. For børn har en særlig indsigt i det himmelske. De er endnu halvt engle, og derfor er det en fin detalje, at forkyndelsen af juleevangeliet er lagt i munden på børnene.

Det var dog et maleri, der i sin tid inspirerede H.C. Andersen til at skrive den lille salme. Kort tid før han skrev salmen, var han nemlig i Dresden. Nu var H.C. Andersen glad for billedkunst, så han var naturligvis en tur på Gemäldegalerie, hvor han blandt andet så et julebillede af Correggio, som han blev så begejstret for, at han beskrev det i sin dagbog.

Correggios Nat er deilig, skriver han, især den qvindelige Figur der holder for Øinene for det blændende Lys, der falder fra Barnet. Og den begejstring kan man stadig læse i salmen, mener Lisbeth Smedegaard Andersen:

"H.C. Andersen er blevet så inspireret, at han næsten maler billedet frem for øjnene af os. For at få det blændende lys frem, anbringer han ordet mørkt lige midt i verset, så vi helt af os selv for vort indre øje ser den mørke stald, hvor barnet lyser op, så man kan se Maria, men også dyrene, der står og ser ned på barnet", siger hun.

"Dyrene har været med i julebilleder fra gammel tid, fordi Jesus blev født i en stald. Men de er der også for at vise, at de umælende skabninger i modsætning til menneskene genkender deres herre, også selvom han ligger som et lille barn i en krybbe", påpeger Lisbeth Smedegaard Andersen og henviser til profeten Esajas, der lader Gud sige:

Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe; men Israel kender ikke mig, mit folk fatter intet.

I teologisk forstand giver det derfor god mening, at oksen i H.C. Andersens salme kysser barnets fod.

Måske står det der, fordi digteren som barn har set dyrene stå og puste ned i krybben med halm, men i billedkunsten er det oprindelig et tegn på, at oksen genkender ham som sin herre og konge.

For valgmenighedspræst Anders Carlsson handler teksten dog først og fremmest om at genfinde barnetroen:

"Det er måske den første julesalme, jeg selv lærte som barn. Min morfar havde friskolebaggrund og brugte salmen i den sammenhæng. Og når vi i dag synger den i kirken, synes jeg, at den i kortform indeholder Grundtvigs Et barn er født i Betlehem. Men mens Grundtvigs salme er mere episk i hele sin gendigtning af juleevangeliet, står Andersens salme som et slags øjebliksbillede, der udfordrer alle de øjeblikke, vi som voksne kan stå i", siger Anders Carlsson og tilføjer:

"Vi kan aldrig blive børn igen, men i et øjeblik, i et glimt kan vores barndom blive bragt i erindring for os. Det sker, når vi ser på barnet i krybben. Så bliver vi barnlige. Barnet lig. For det betyder, at vi får nye øjne at se verden med og på den måde har muligheden for blive øjeblikkets guder, ligesom barnet".

Andersen var selv barn af romantikken, og for ham var der ikke langt fra barnet til englene. Men i stedet for at lade os kredse om os selv og i tankerne forestille os, hvordan verden ser på os selv som afhængige og sårbare og engleagtige, viser salmen hen på det barn, der kan låne os nye øjne, mener Anders Carlsson.

"Med de øjne kan vi se på verden som afhængig og sårbar. Og se engle i hinanden, hvor andre måske ser noget helt andet. Så i stedet for kun at lade os beundre skal vi have vores undren tilbage og rette blikket væk fra os selv. Kun sådan kan troen opstå i vores møde med verden. Det viser salmen os i et øjebliksbillede", siger Anders Carlsson og påpeger videre, at salmen indeholder to planer.

"I første strofe slår Andersen fast, at Gud selv blev barn, og i anden strofe inviterer han til, at vi bliver som børn, når vi synger: Til barnet vil vi stige ind/ og blive børn i sjæl og sind. For H.C. Andersen bliver barnesindet altså vakt til live i mødet med Jesusbarnet. Og det demonstrerer Andersens teologiske overblik", mener Anders Carlsson og tilføjer:

"Det er mærkeligt, at salmen ikke er blevet optaget i salmebogen tidligere. For H.C. Andersen står også på teologisk sikker grund, når han lader salmen begynde med de to linjer: Barn Jesus i en krybbe lå,/ skønt himlen var hans eje. Det er en understregning af, at Jesus både er Menneskesøn og Guds Søn".