Pakket ind i tætte, mørke buske står en mandshøj, lyserød gravsten i skyggen og strækker sig mod himlen på Assistens Kirkegård i København. Det er formentlig Danmarks mest berømte grav. Og ordene, der er mejslet ind i stenen, er nok det nærmeste, man kommer H.C. Andersens egen trosbekendelse:

”Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt/ Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;/ Vort Jordliv her er Evighedens Frø./ Vort Legem’ døer, men Sjælen kan ei døe!”

Det var H.C. Andersens eget ønske, at netop disse ord skulle stå på hans gravsten, og de lyriske linjer er – naturligvis – hans egne. Det er faktisk også de sidste ord i det sene digt ”Oldingen”, som han skrev kort før sin død. Men troen på sjælens (og altså ikke kødets) opstandelse fulgte ham hele livet. For døden og troen på det evige liv optog H.C. Andersen fra de tidlige skolestile til de sidste digte.

H.C. Andersens tro på evigheden

Det fremgår også af H.C. Andersen-forskeren Johan de Mylius’ nye bog ”Livet og skriften – en bog om H.C. Andersen”.

Der findes gravsten, der er mindre end den bog. Men det over 700 sider lange værk er også et ambitiøst forsøg på at forstå forfatteren gennem forfatterskabet. Og en nøgle til at forstå Andersens romaner, digte og eventyr er at forstå, hvordan H.C. Andersen tolkede hele livet i et evighedsperspektiv med en klar forventning om, at livet ikke slutter ved døden:

”Døden er snarere et lysende øjeblik for Andersen. Døden er lige så meget en tilblivelse som en tilintetgørelse for ham,” forklarer Johan de Mylius og tilføjer:

”Man ser det for eksempel både i ’Den standhaftige tinsoldat’ og ’Grantræet’, hvor både tinsoldaten og grantræet bogstaveligt talt flammer op i dødsøjeblikket. Og både ’Den lille pige med svovlstikkerne’ og ’Den lille havfrue’ bliver løftet op til himlen, da de dør midt i deres ulykkelige liv.”

H.C. Andersen var nemlig sjæleskærende bevidst om, at livet er et eventyr, der ikke altid får en lykkelig afslutning – på denne side af døden.

Livet er ikke retfærdigt. Og derfor kan man kun forstå Gud som god, kærlig og retfærdig, hvis man betragter tilværelsen i et evighedsperspektiv med troen på, at alt nok skal arte sig i det hinsides, mente Andersen.

Samtalen mellem H.C. Andersen og Oehlenschläger

Johan de Mylius fremhæver i sin bog blandt andet en tidlig dialog mellem H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger, hvor de to store digtere skulle have diskuteret muligheden for livet efter døden.

Samtalen står hverken nævnt i Andersens dagbøger, breve eller selvbiografier. Først i det sene essay ”Bemærkninger til Eventyrene” fra 1868 gengiver Andersen samtalen, men her skriver han dog, at den gjorde ”et dybt Indtryk paa mit unge Sind”.

Johan de Mylius anslår samtalen til at have foregået næsten 40 år tidligere – i 1828-1830. Men i 1868 husker Andersen altså tilbage på dialogen med sin ældre digterkollega:

”Vi talte om det evige Liv og Oehlenschläger henkastede de Ord: ’Er De saa vis på, at der et Liv efter dette.’ Jeg holdt fast i Forvisningen herom, grundet i Guds Retfærdighed, men brugte i min Udtalelse de uoverveiede Ord: ’Mennesket kan forlange det!’. Da vedblev han: ’Er det ikke igjen en stor Forfængelighed af Dem, at turde forlange et evigt Liv. Har Gud ikke givet Dem saa uendeligt Meget i dette Liv. Jeg veed,’ vedblev han, ’hvilken uendelig Fylde af Godhed han forundte mig; når jeg i Døden lukker mine Øine vil jeg taknemlig prise og velsigne ham; forundes mig da (oven i det) et evigt Liv, da tager jeg det som en ny uendelig Naade”.

”Saaledes kan De tale,” sagde jeg. ”Gud gav Dem saa uendeligt Meget på Jorden, ogsaa jeg bør sige det, men hvor Mange stilledes ikke ganske anderledes i Verden, de kastedes herind med et sygt Legeme, en kuet Aand, førtes ind i de bittreste Forhold til Sorg og Savn, hvorfor skulle saaledes lide, hvorfor blev det så ulige fordelt, det var en Uret, og den kan Gud ikke øve, han vil give Erstatning, løfte og løse Det vi ikke kunde.”

H.C. Andersen vaklede aldrig i troen

Selvom denne dialog altså kun er gengivet ét sted i Andersens mange skrifter, er der tale om en kernescene for H.C. Andersen, mener Johan de Mylius:

”Mens Oehlenschläger er humanistisk veltilfreds med tilværelsen og ikke forventer noget efterliv, er Andersen meget skarpere og ser tilværelsens uretfærdighed for sig. Og når man tænker på den lidelse, nød og elendighed, som mennesker kan fødes ind i, må man nærmest forudsætte, at der findes et andet liv, der kan rette op på den ubalance, der findes i tilværelsen. Det er en gammel teodicé-tanke fra 1700-tallet, som Holberg også har udtrykt i sine Moralske Tanker. Det evige liv er en nødvendighed for at forklare tingenes tilstand i dette liv. Og det har Andersen altså allerede blik for som helt ung.”

På Andersens egen tid var det evige liv dog allerede blevet en fremmed tanke for mange kristne, hvor mange typisk mente, at der var en mening i alting nu og her. For man mente, at Gud dybest set stadig styrer alting, forklarer Johan de Mylius.

”Grundtvig talte for eksempel om Gud som menneskets altid tilstedeværende forbundsfælle. Grundtvig talte jo ligefrem om mennesker som Guds venner, men for Andersen er Gud mere fjern, ligesom tilværelsen er et betydeligt mere mørkt sted for en moderne ånd som Andersen. Men i evighedens perspektiv er der også liv, lys og håb for Andersen.”

H.C. Andersen vaklede tilsyneladende aldrig i troen på, at sjælen principielt er udødelig. Han troede på, at mennesket både består af et forgængeligt legeme og en udødelige sjæl. Og at sjælen er indblæst af Gud og derfor principielt udødelig.

”Det er en tanke, som har optaget mennesker i tusindvis af år. Men i dag er sjælen og det evige liv mærkværdigvis nærmest ikke noget, man taler om længere i folkekirken. For siden P.G. Lindhardts opgør med tanken om det evige liv, har man mest snakket om det evige liv som noget, der findes nu og her i øjeblikket. Og Andersens forestilling om, at sjælen principielt skulle være udødelig, er også noget af en anstødssten for kirken. For hvad skal man med frelsen, hvis sjælen principielt er udødelig? Men sådan så både H.C. Andersen, Ingemann og mange andre på sjælen.”

Ingemann fik jo også kritik af Grundtvig for ikke at tro på kødets opstandelse.

”Ja, og Andersen troede heller ikke på kødets opstandelse. Ingemann talte lidt satirisk om kødets opstandelse som ’ligenes opstandelse’, men for både Ingemann og Andersen var det sjælen, der rejser videre, når legemet dør. Og sådan tænkte Andersen fra sin tidlige ungdom.”

I den tidlige digtsamling ”Phantasier og Skizzer” fra 1831 har H.C. Andersen ligefrem et digt, der lidt prosaisk hedder ”Pauli Første Korinter 15, 42-44”. Hele det digt bygger på et citat af Paulus, der med datidens oversættelse sagde om legemet, der dør, at ”det sås i forkrænkelighed, det opstår i uforkrænkelighed. Det sås i skrøbelighed, det opstår i kraft”.

”Der sås altså et naturligt legeme, men opstår et åndeligt legeme, og det er den kerne af kristendommen, som Andersen meget tidligt blev opmærksom på og holdt sig til livet igennem,” siger Johan de Mylius og peger på, at Andersen jo også fik det mejslet ind i sin gravsten, at vi er evighedsfrø.

Hvordan ser du selv på livet efter døden?

”Personligt ser jeg det lidt hen i retning af H.C. Andersen, Ingemann, Blicher og mange andre. Jeg forestiller mig, at vi kun er på gennemrejse her, men egentlig hører til et andet sted. Det er kun i vores tid, at man er blevet så materialistisk, at man næsten ikke tør åbne munden og snakke om det, men det var naturligt for H. C. Andersen, at det evige liv findes. Og selv vil jeg da også gerne tro, at vi bliver løftet op mod livets, lysets og sjælens eller åndens udspring, som er Gud, når dette liv ender. Det er den rejse, som den lille havfrue foretager. Hun starter på havets bund, hvor sollyset kun kan anes, men ender med at blive løftet op over jorden mod ilden og lysets udspring.”

Således er sjælen – ifølge Danmarkshistoriens største digter – ikke færdig med at rejse, når vi dør. ”At rejse er at leve”, skrev han og troede altså også på, at livet er en uendelig rejse.