Prøv avisen
Interview

Teolog: H.C. Andersens tro på Guds kærlighed farver hele forfatterskabet

H.C. Andersens forfatterskab har fulgt Kaj Mogensen hele livet. Foto: Jens Welding Øllgaard

H.C. Andersens værker og tænkning er præget af troen på en kærlig Gud, siger teologen og forfatteren Kaj Mogensen, der har brugt 35 år på at skrive om Andersens teologi i tobindsværket ”Livet – det dejligste eventyr”

De bedste historier kommer bag på en. Sådan var det også, da det en dag bankede på døren til teologen og forfatteren Kaj Mogensens barndomshjem på Christianshavn. Dengang boede han med sine forældre og søskende i en beskeden taglejlighed på 45 kvadratmeter i Lille Sønder Voldstræde med udsigt til Vor Frelser Kirkes snoede spir.

”Om aftenen sang min mor altid ’Jeg er træt og går til ro’ med os. Dengang misforstod jeg teksten, så jeg troede, at man skulle synge ’Fader se i kærlighed til min lille lejlighed’ i stedet for ’mit lille leje ned’,” fortæller Kaj Mogensen med en lun latter.

Trods både fast aftenbøn og salmesang kom Kaj Mogensens arbejderforældre stort set ikke i kirke som ”de fine folk”, og bogreoler havde de heller ingen af. Men det ændrede sig, da det en dag bankede på døren.

Udenfor stod en mand og ville sælge dem H.C. Andersens samlede eventyr og historier. Det må have været en god sælger.

For selvom pengene var små, fik Andersens store historier nu fast plads i det lille hjem. Og gennem dem voksede Kaj Mogensens verden sig stor og dejlig, fortæller han:

”H.C. Andersens historier var en salighed at stave sig igennem, når man kom fra et ubogligt hjem. Vi havde slet ingen bøger, før den sælger kom. Ikke engang Bibelen. Men senere købte vi også ’1001 nats eventyr’ og ’Hagerups illustrerede konversationsleksikon’ gennem andre dørsælgere. Men især Andersens eventyr og historier kom til at ændre mit liv,” siger Kaj Mogensen, da vi nærmer os Nyhavn, hvor H.C. Andersen boede på tre forskellige adresser i mange år få hundrede meter fra Kaj Mogensens barndomshjem på den anden side af Københavns Kanal.

H.C. Andersens forfatterskab har fulgt Kaj Mogensen, siden dørsælgeren kom på besøg. Og de sidste 35 år har han – mellem sine andre udgivelser om blandt andet sin tro på alles frelse – skrevet på et stort værk om H.C. Andersens teologi.

”Livet – det dejligste eventyr” hedder det store værk, som nu endelig er udkommet i to smukke bind, der tykke som to selvstændige doktorafhandlinger optrevler de teologiske spor i mange af Andersens tekster over 1200 sider. For det giver god mening at anerkende H.C. Andersen som en teologisk tænker, mener Kaj Mogensen:

”Al litteratur er eksistensbelysning, der selvfølgelig kan svinge i kvalitet, men H.C. Andersen hører til i den gode ende. Han kaster et lys over, hvad livet er, og hvad vi er her for, og han sætter det hele tiden i relation til Gud. Han mente, at livet er givet af Gud. Og han mente, at det hverken giver mening at tale sandt om Gud uden at tale om livet, eller at tale sandt om livet uden at tale om Gud. Det gennemsyrer hans digtning, og hans teologi er på mange måder en udfordring for kirken og til teologisk tænkning. For jeg synes, at H.C. Andersen er en god teolog, men han udfolder det mest poetisk,” siger Kaj Mogensen og tilføjer:

”Nogle har afskrevet H.C. Andersen som en eventyrforfatter til børn. Men han skrev aldrig kun til børn, men forestillede sig altid, at der sad en voksen ved siden af. Derfor er der altid mindst to lag i hans tekster, og gennem sit forfatterskab skrev han også mere og mere til et voksent publikum. H.C. Andersen er også mere beslægtet med Grundtvig og Kierkegaard, end folk tror. Jeg sammenholder dem også i bogen. For Andersen var fuldt på højde med sin tids tænkning, og han tog ikke afstand fra videnskab, men mente blot, at fornuft, følelse og fantasi skulle følges ad. Og han var for eksempel meget optaget af H.C. Ørsteds naturtænkning.”

Sådan vendte Andersen sig ikke mod videnskab, men blot mod den fremadstormende ”overfladiske materialistiske ateisme”. Han var ikke bekendt med Darwin, men tidens nye tanke om, at det skulle være mennesket, der havde skabt Gud i sit billede, bød Andersen meget imod. Og det var noget af det sidste, han skrev imod i digtet ”Tunge timer”:

”Vor tid skriver nu på sin visdomsbog;
Er det til godt eller til det værre?
Det er forfærdeligt at blive så klog,
at man ikke tror på Vor Herre!”

I forordet citerer Kaj Mogensen H.C. Andersen fra selvbiografien ”Mit livs eventyr”, hvor den danske digter i stedet kommer med sin egen trosbekendelse:

“Mit Livs Historie vil sige Verden, hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste”.

Det er den tro på, at Gud er kærlig og god, der farver hele Andersens værk og teologiske tankegang, forklarer Kaj Mogensen:

”Kernen i H.C. Andersens teologi er netop, at der er en kærlig Gud, der leder alt til det bedste, og at livet er det dejligste eventyr. Han lægger også meget vægt på, at mennesket er skabt i Guds billede og derfor elsket af Gud. Men han lægger alt det frem, som kan modsige det. Hvis der er nogen, der kan skrive om mislykkede liv og folk, der har det svært, så er det H.C. Andersen, der jo netop skriver nærmest socialrealistisk om vaskekonen eller den lille pige med svovlstikkerne,” siger Kaj Mogensen og tilføjer, at H.C. Andersens tro på en kærlig Gud også hænger sammen med hans tro på det evige liv.

H.C. Andersen mente, at livet er en gave, men han var klar over, at det ikke føltes sådan for alle, der måtte kæmpe med sygdom og fattigdom, men også de ville opleve Guds kærlighed i et evighedsperspektiv, forklarer Kaj Mogensen og henviser til en samtale mellem Oehlenschläger og H.C. Andersen, som Andersen gengiver i ”Mit livs eventyr”, hvor Andersen siger, at mennesket kan forlange et evigt liv. Oehlenschläger svarer, at han da betragter det jordiske liv som en uendelig nåde, så det kan opfattes som en forfængelighed at kræve et efterliv. Andersen replicerer, at man kan tale sådan, når man har fået meget på Jorden, men at mange stilles anderledes med sygdom og lidelse. Og en sådan uret kan Gud ikke øve, ”han vil give Erstatning, løfte og løse Det, vi ikke kunde,” skriver Andersen. Og troen på Guds genoprettelse i det evige liv er også central for Andersen, fortæller Kaj Mogensen:

”H.C. Andersen troede fuldt og fast på, at livet er det dejligste eventyr, men han troede også på, at det først er muligt for nogle mennesker at erkende, at livet er det dejligste eventyr i efterlivet, hvor der vil komme en genoprettelse af hele skaberværket. ’Ellers går regnestykket ikke op’, som han lader en af personerne sige i romanen ’At være eller ikke at være’. Og den genoprettelse er både individuel og universel, fordi den gælder hele kosmos. Det er en af de ting, som jeg er glad for hos Andersen, fordi det svarer til min egen opfattelse, som jeg har lagt frem i den bog, der hedder ’Frelse og fortabelse’, der også handler om troen på, at skaberværket bliver genoprettet på et eller andet tidspunkt.”

Kaj Mogensen lægger i bogen vægt på, at H.C. Andersen først og fremmest udfolder sin kristendomsforståelse positivt.

Han troede på en kærlig Gud og et nådigt forsyn. Og han var skarp modstander af tanken om den dobbelte udgang, hvor nogle skulle gå fortabt i evig pinsel i Helvede, mens andre kom i Himlen, forklarer Kaj Mogensen.

”H.C. Andersen opfattede den dobbelte udgang som en både stiv, skelsættende og fordømmende forkyndelse, og han tog skarp afstand til det, han kaldte ortodoksi, hvor læresætninger blev vigtigere end livet. Det fik ham ofte også til at formulere en stærk præstekritik, der fuldt ud kan måle sig med Kierkegaards præstekritik. I historien ’Kun en spillemand’ beskriver Andersen for eksempel en hyklerisk præst, der ’havde gode tænder, gode til at sætte i en dyreryg’, og ’han var god til at tale, selv havde han aldrig talt med nogen’. Og i ’En historie’ skildrer han det smukke skaberværk udenfor, som næsten kun kan få en til at tro på en kærlig Gud, men så kommer der et men: ’Men inde i kirken stod præsten’ og forkyndte om evig ild.”

Hvordan argumenterede Andersen mod den dobbelte udgang?

”Det lader han blandt andre præstekonen i ’En historie’ formulere. Hun siger, at når ikke engang mennesker ønsker at sende hinanden i evig smerte, hvor meget mindre vil Gud, der elsker os uendeligt højt og har skabt os i sit eget billede, gøre det. Andersens argument mod Helvede er altså Guds kærlighed. For man kan ikke have en kærlig Gud, der sætter folk i tidsubegrænset smerte, når han oven i købet har skabt os i sit billede, så tanken om en evig lidelse i Helvede er uforenelig med troen på en kærlig Gud.”

På H.C. Andersens grav står der også, at ”Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt, Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt”. Men er det i virkeligheden ikke en græsk tankegang, at det er sjælen, der genopstår?

”Jo, men der er jo også store ligheder mellem platonismen og Det Nye Testamente. Når Paulus skriver, at vort borgerskab er i Himlen, kan man sige, at det også er en græsk tankegang. Men det, der adskiller det fra det græske, er, at man ikke tror, at denne jord er en skinverden. Der er i kristendommen en større livsglæde og tro på dette liv. For med en kristen skabelsestro mener vi jo, at denne verden er skabt af Gud og derfor ikke er en skyggeverden, som Platon mente, så der er en afgørende forskel.”

Men Paulus skriver vel også med en vis himmellængsel om sit statsborgerskab i Himlen?

”Jo, men jeg mener ikke, at man hos H.C. Andersen finder det, som man nogle steder kalder for pilgrimsmyten. Altså, at livet på denne jord kun er en vandring mod det himmelske. Den tanke kan man til gengæld finde hos Brorson og i en række vækkelsessange. Men på det punkt har Andersen en større lighed med Grundtvig. For de ser begge på menneskelivet som værdifuldt og skabt i Guds billede.”

Det udelukker vel ikke en himmellængsel?

”Nej, og både H.C. Andersen og Grundtvig havde en glæde over livet i det midlertidige og en længsel efter det evige liv. De troede, at man går fra det ufuldkomne til det fuldkomne, men det ufuldkomne har jo præg af det fuldkomne,” siger Kaj Mogensen og lader blikket glide henover Nyhavn, hvor de første turister allerede spiser fiskefilet i forårssolen:

”Vi gør os nok hver især nogle billeder af livet efter døden, og de billeder er dannet af det bedste, vi har oplevet i vores liv. Jeg har også et lille barnebarn, der døde af Downs syndrom, og jeg forestiller mig helt naivt, at vi mødes engang. Og når jeg forestiller mig paradisets have, så ser jeg for mig noget, der ligner Haveforeningen Strandlyst, hvor vi tog ud om sommeren, da jeg var barn. Vi kom fra den lille lejlighed i en lille snæver gade og kom i kolonihuset på Amager, hvor alting blomstrede omkring os. Det føltes som at komme i Himlen. Og på den måde er det jordiske liv også fuld af små glimt af Himlen, der har sin egen smukke værdi,” siger han og tilføjer, at det sidste, H.C. Andersen skrev, også var:

”O evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I Dig og ved Dig Alt er givet!
Forund os Naade ”det evige Liv”
Og Erindring om Jordelivet!

”Det vil sige, at han gerne ville have erindringen om det jordiske med i det himmelske. Og det ønsker man jo kun, hvis man synes, at livet i det jordiske også er et dejligt eventyr.”

Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard