Et råddent gelænder giver efter, og en families liv bliver forandret for altid. Sam Bloom, sygeplejerske og mor til tre, falder under en ferie i Thailand seks meter og lander på et cementgulv. Hun bliver hårdt såret, men overlever, lammet fra brystet og ned, og familien, der består af hendes mand, fotografen Cameron, og drengene Noah, Oli og Rueben, skal forsøge at få en ny hverdag til at fungere.
Og det går ikke særlig godt. Indtil den dag Noah finder en fløjtefugleunge med dinglende hoved, der, som Sam, er faldet ned og har brug for hjælp.
Fuglen, der får navnet Penguin, kommer til at omskrive familiens historie, og den lærer såvel voksne som børn, at man godt kan komme igen og gøre sig fri af sin fortid, at man kan vokse ved at give omsorg, og at håb, som digteren Emily Dickenson skrev, er en ting med fjer.
Om Sam og Penguin hedder det: ”Deres forskelle til trods kunne den smukke relation beskrives som bedste hjertevenner, men den var dybere end dét. De var dels mor og datter, dels sygeplejerske og patient. Og de var også to sjælevenner, men også skrøbelige, forenet af et enkelt ord: op. Sam ville gerne sidde ret op og ned, ville gerne stå oprejst på sine egne to fødder, og Penguin ville gerne flyve op over træerne og højere end skyerne.”
De to bliver således uadskillelige og følger hinanden trofast, og selvom Sam aldrig kommer op at gå igen, er det på alle måder en opbyggelig og næstekærlig historie, der nu er blevet til en bog, og som også snart bliver til en film med Naomi Watts i hovedrollen og med Reese Witherspoon som producent. Og det forstår man godt, for det er en smuk fortælling med en så ”happy ending”, som de fås, når skæbnen har ramt hårdt.
Det er Sams mand, Cameron, der fortæller historien med hjælp fra en af Australiens storsælgende forfattere, Bradley Trevor Greive, og det er ligeledes Cameron, der har taget bogens mange billeder. Til sidst får Sam dog selv ordet, og bogen slutter med hendes version af navnlig tiden efter ulykken samt med en opfordring til at støtte forskningen i rygmarvsskader.
Billederne med de skønne unger, den tossede fugl og med smukke Sam er lavmælte og hverdagspoetiske i al deres enkelhed, mens teksten har en sentimental undertone, der indskriver sig mere i en amerikansk romantisk new age-stil end i en prunkløs nordisk, og det er uden tvivl en smagssag, om man bliver berørt eller føler sig lidt manipuleret under læsningen, og om man køber præmissen om Penguin som ”den frygtløse kærlighedsambassadør og øverste motivationsleder”, selvom det overordnede budskab i ”Penguin Bloom. Den forunderlige lille fugl, der reddede en familie” næppe står til diskussion: ”Uanset hvor slemt det bliver, kan medfølelse, venskab og støtte komme fra den mest uventede kant. Og uanset hvor fortabte, ensomme, hårdt ramte eller medtagede vi føler os, så vil dét at tage imod andres kærlighed og gengælde den så meget, som vi nu kan, hjælpe os.”