Hvad gør lidelse ved et menneske? Virker den forædlende eller snarere forrående?
Det er nogle af de spørgsmål, der træder frem af Margaret Atwoods dystopiske roman ”Tjenerindens fortælling” fra 1985, men også af serieversionen, der nu går ind i sin fjerde sæson på HBO. Og de tre første sæsoner har skabt store forventninger. De er nemlig noget af det bedste, streamingtidsalderen overhovedet har budt på. Såvel æstetikken som skuespillet og dramaturgien har været brillant, og ud af dét er vokset den fortvivlende fortælling om Gilead. En teokratisk, patriarkalsk og totalitær stat, der har sat sig som en kræftknude på USA og giver mindelser om alt fra Islamisk Stat og Nazityskland til Ceausescus Rumænien og Videlas Argentina.
I Gilead er misogyni også institutionaliseret: Mændene er gift med kvinder, der har hjemmet som eneste tilladte arbejdsområde, og da forurening har gjort dem sterile, bortfører styret systematisk kvinder fra de omkringliggende områder. De bliver derefter en slags højstatusslaver i Gilead, hvor de også – gennem et vulgær-bibelsk ritual – voldtages af manden i huset under den månedlige ægløsning.
En af de bortførte kvinder er June, der sammen med datteren Hannah blev revet ud af sit liv og væk fra sin mand og endte hos Waterford-parret i Gilead. Gør man som ”tjenerinde”, hvad der bliver sagt – opgiver sit navn, lader sig voldtage på månedlig basis, gør sit arbejde som fødemaskine – er man ikke i livsfare. Men June har vist sig at være gjort af et andet stof og har gennem sæsonerne med vilje og manipulation sat sig ud over husets herre og vakt oprørstrangen i de andre tjenerinder.
I fjerde sæson tages handlingstråden op, hvor tredje slap, og June har efter at have reddet et helt fly med børn over grænsen til det frie Canada valgt at blive i Gilead for at redde sin datter, som i sin tid blev adopteret af en officersfamilie.
Sammen med sine medsøstre, en flok ligesindede tjenerinder, er hun nu jaget vildt med soldater og hunde i hælene, og der går ikke længe, før hun bliver fanget. Inden da har hun dog skjult sine medsøstre, og en langstrakt skildring af tortur af både mental og fysisk art kan begynde.
Serien har altid været nådesløs i sine beskrivelser af vold og lidelse, og Junes nye pinsler trækkes også ud. Hun udstår det hele, både smerten, og at andre bliver slået ihjel for øjnene af hende, fordi hun ikke vil give sig. Men alle principper har en grænse, og for June – og de fleste af os andre – går den ved børnene. I en ubærlig scene giver hun omsider op og angiver sine medsøstre for at redde sin datter.
”Der er ikke noget lys her. Gud har forsaget det her sted,” siger June midt i håbløsheden. Og Bruce Miller – der har skrevet serien og i den nye sæson fået Atwoods velsignelse til at digte videre på historien – har i det hele taget smag for referencer. June trækker således tråde til Jesus, Jeanne d’Arc og 2021-feminisme. Men dét, der for alvor er interessant, er hendes udvikling fra lattermild kvinde i den kreative klasse til stadig mere sammenbidt og skånselsløs frihedskæmper i Gilead. Som får andre til at dræbe, som gennemfører giftmord, som udstår vold og voldtægter.
Serieformatet er som skabt til den slags udviklinger og udnyttes optimalt til at skildre det langsomme, men uafvendelige skred i June. Og Elisabeth Moss spiller hende også sublimt i fjerde sæson, hvor kameraet igen zoomer ind på hendes ansigt, der både er i stand til at vise kærlighedens forskønnende effekt og hadets forgræmmende ditto.
Et sted mellem disse to tilstande siger June: ”Smerten gør verden meget lille.” Men tilføjer så: ”Min må ikke være lille.” Hun sigter til sin vigtige rolle i kampen for en større sag. For frihed. For sin familie og alle undertrykte.
Det virker alt sammen smerteligt realistisk. Måske fordi Atwood i sin tid skabte Gilead med inspiration fra virkelige diktaturer. Både faldne og bestående.
”The Handmaid’s Tale” virker under alle omstændigheder ubehageligt vedkommende, og med en tidligere amerikansk præsident, der opfordrede sine støtter til at storme Kongressen, og som nu er en tikkende bombe under demokratiet, og med en feministisk strømning gennem alt fra Sverige til Saudi-Arabien, ja, så er serien stadig højaktuel, og med sine mange interessante karakterer og utallige fortælletråde et værk på niveau med Victor Hugos ”De elendige” og andre stort anlagte romanværker.
Det skal dog siges, at fjerde sæsons første fire afsnit, som jeg har fået lov at se, forekommer en smule stakåndede. Det ene dramatiske optrin følger det andet, og hvor der tidligere var tid til at studere de smukke kostumer og lysets hammershøiske lysfald i de amish-enkle rum og fornemme karakterernes fortvivlelse, er der nu mere tale om action. Det er veludført, det er medrivende, men seriens hjerte slår et andet sted, nemlig i voldens møde med stilheden og skønheden og i den nuancerede psykologi. Ikke mindst Junes. Og forhåbentlig kommer vi tættere på hende igen. For hun vakler ikke kun rent fysisk, ødelagt, forpint, men også mentalt. Mellem kærlighedens flamme og det altfortærende had. En helvedesild, der truer med at brænde hende op i stedet for at brænde Gilead ned.