Prøv avisen

Håbet er stedsegrønt og julen ligeså

Illustration: Morten Voigt

I et år, hvor alvoren af klimaforandringerne er gået op for mange, holder flere en ”grøn jul” med økologiske juletræer og uden gavefrås. I kirken har den grønne farve ikke rigtigt noget med jul at gøre. Eller har den?

Det er næsten profetiske linjer, nissemoderen Trisse synger i tv-julekalenderen ”Jul på slottet” fra 1986:

”Når anemoner blomstrer i december/ og solen skinner som den var betalt/ og stæren vender alt for tidligt hjem så/ er der vist noget vi har regnet galt,” lyder det, før sørgmodige violiner tager over i mellemspillet.

Nissemoderen er bekymret. For årstiderne er gået i kuk, bierne summer, og træerne knoppes, ja, de springer ligefrem ud, midt i december måned. Vinteren ser ud til at være aflyst – og nisserne er selv skyld i det! Sangen, der sammen med resten af ”Jul på slottet” kan streames på dr.dk, har melodi af komponisten Bodil Heister. Og hun genser med glæde den 22 år gamle julekalender i år.

”I sangen længes man tilbage til det, vinteren repræsenterer, og jeg tror, det hænger lidt sammen for os. At julen på en måde bare skal være kold og hvid. Det, at det pludselig bliver sommer, kan man jo sige er meget relevant i dag. Kan det ske? Kan anemoner pludselig pible frem midt i december, fordi der er noget galt med vores klima? Der ér jo noget helt galt. Alt det, der er ved at ske nu, det må ikke ske,” siger Bodil Heister.

Hun kan tydeligt huske, da hun sad ved klaveret og skrev sangen.

”Melodien kom af en eller anden grund bare til mig. Instruktøren kunne først ikke lide, at den går sådan lidt skævt op i starten. Men jeg har altid selv holdt meget af den. Den er vemodig, men der er også lidt håb i den: Den begynder i mol og fortsætter i mol, men den ender i dur,” siger hun.

Her i 2018 efter én af de varmeste og tørreste somre i mands minde, er konsekvenserne af klimaforandringerne for alvor gået op for mange danskere. Den hvide jul har dårlige odds, den brune rigtig gode. Men håbet er lysegrønt, og et ”grønt” islæt sniger sig ind i vores bevidsthed, herunder også i vores juleforberedelser. Én af dem, der sammen med sin familie forsøger at holde en ”grøn” jul i år, er Majbritt Lindgaard fra Greve, der til daglig er fagkonsulent i Landbrugsstyrelsen:

”Det er første år, vi gør det. Det kom i løbet af sommeren, hvor der var meget fokus på klimaet, og jeg så en Facebook-kampagne, der viste, at allerede dér havde vi brugt jordens ressourcer for i år. Det blev en helhedstanke, vi har haft med os i hverdagen i efteråret og har taget med os hen til julen,” siger hun.

Sammen med sin mand og lille datter på to år har hun gjort flere konkrete ting for at gøre julen mere grøn: Der er skåret ned på gaveræset. Der er stadig kød til julemiddagen, men mere grønt, end der plejer at være. På ønskelisterne står kun ting, familien rent faktisk har brug for i hverdagen, som en god håndsæbe og holdbare strømper. Og i stedet for en masse julemænd i sølvpapirsfolie bliver der spist dadelkonfekt.

Juleaften skal holdes sammen med svigerfamilien. Og de blev allerede i oktober orienteret om, at denne jul nok ville blive lidt anderledes.

”Vi begyndte med at meddele hele familien, at vi har skåret ned på gaverne, så dem, vi ikke holder jul med i år, giver vi ikke gaver. Og det var de indforstået med. Dem, vi så skal holde jul med, ved, at vi måske ikke får fire skiver flæskesteg hver i år, men at der til gengæld bliver grønkålssalat og nøddepostej. Det blev også modtaget godt. Vi kommer ikke til at mangle noget, og julestemningen skal nok komme alligevel. Men jeg tror, det er godt, vi har været ude i så god tid, for har man holdt jul i flere generationer, kan det være ømtåleligt at gå ind og forandre ting på den måde,” siger hun.

For Majbritt Lindgaard hænger jul og bæredygtighed værdimæssigt ikke nødvendigvis sammen.

”Jul er hygge, kærlighed og nærvær, og at gøre noget godt for jorden hænger ikke direkte sammen med det. Men jeg synes, det er vigtigt ikke at spille de to ting ud mod hinanden,” siger hun.

Juletræet, der kommer til at stå i Familien Lindgaards stue, er økologisk, selvom det kun er til pynt og ikke indtagelse. Det gjorde man ellers i gamle dage, hvor et andet slags ”træ” var helt normalt herhjemme, nemlig et grønkålstræ. Det blev brugt som en substitut for et rigtigt juletræ af gran, som var noget dyrere. Det er ikke til at sige, om de nogensinde havde grønkålstræ hjemme hos Peter Faber, men passende er i hvert fald hans berømte linje fra ”Højt fra træets grønne top”, der er skrevet i 1848, hvor et rigtigt juletræ var lidt af en sjældenhed: ”Først skal træet vises/ siden skal det spises.”

For Nanna Storr-Hansen, der tidligere på året udgav den roste digtsamling ”Mimosa”, og som er blevet fremhævet som en del af en ”grøn bølge” i litteraturen kaldet økolitteratur, er det grønne også forbundet med det vegetabilske.

”Den grønne farve for mig er det, der vokser. En plante i vækst, det grønne græs. Det er en lian, det er bøgeskoven, det er det, som har sit eget liv, også mug og mos. Grøn er liv,” siger hun.

Hun holder selv vegansk jul, helt uden kød og andre animalske produkter. Og juletræet i stuen har rødder i en potte, så det kan vokse videre i december måned og blive plantet ud igen, når julen er ovre.

”Jeg synes, juletræer er hyggelige. Jeg har selv fundet et meget lille et, og det gjorde jeg også sidste år. Jeg synes, at så længe man planter træet ud igen, så er det fint. Lad være med at smide det i køkkenaffaldet, med mindre du har biosortering, men plant det ud igen, hvis det er muligt, eller lad det blive til kompost et grønt sted, hvor du bor,” lyder hendes opfordring.

I Danmark produceres der omkring 10 millioner nordmannsgrantræer om året, hvoraf 90 procent eksporteres. Men netop i år er juletræsbranchen blevet ramt af problemer, for den tørre sommer har fået nålene til at falde af træerne og gjort 15 procent af ”høsten” usælgelig.

Man kan, i klimaets navn, gå en anden vej. Og så alligevel ikke, siger Nanna Storr-Hansen.

”Jeg har hørt, at der er nogle, som praktiserer plasticjuletræer, fordi de kan bruges år efter år. Hvilket er smart, men hvis du finder et lille juletræ selv, kan du plante det ud igen og gøre regnskabet op. Plastic tager 400 år at nedbryde. Så sådan et træ vil være her længe,” siger hun.

Det stedsegrønne, altså plantearter, der som en vinterkappe beholder deres grønne blade, til de nye springer frem i foråret, spiller en stor rolle for julestemningen her mod nord. Især gran. På gravstederne lægges der lunt på de døde, vi binder adventskranse og klatter massevis af juledekorationer sammen i børnehaver og på skoler i denne tid.

Som helligtrekongersfarve passer grøn ikke rigtig ind i kirkens liturgi omkring julen. Men den spiller til gengæld en stor rolle i den folkelige julefortælling, siger biskop over Roskilde Stift og medlem af arbejdsgruppen for Grøn Kirke Peter Fischer-Møller.

”Alt er ved at visne, men noget er stadig grønt, og det er grannet og det stedsegrønne. Det at pynte op med stedsegrønt er en form for livets protest imod kulden, mørket og de kræfter, som for tidligere slægter var livstruende. Da var det et reelt spørgsmål, hvordan man kom gennem vinteren. For os i dag er vinteren mere humørtruende – men det grønne viser os, at noget er stærkere,” siger han.

Dette håb om liv og lys er det grønne træ, som med megen møje slæbes ind i stuen hvert eneste år, symbol på, mener Peter Fischer-Møller.

Det er det håb, der ligger i, at midt i vinterkulden er der stadig liv. Det er ikke udslukt, men overlever i knopper, der står klar og vidner om, at et forår og en sommer er på vej. Tingene vender, og de stærkeste kræfter er ikke de nedbrydende, men de livgivende,” siger han.

”Det kan virke selvindlysende for nogle, at der er håb i den kristne jul, og at farven grøn derfor spiller med. Men vi tager den lige én gang til ved biskoppen:

”Midt i en verden, som er tvetydig og kan være rigtig svær at leve i, og et liv, hvor den tvetydighed også bor inde i os selv, har Gud vist sin solidaritet med os og denne verden ved at blive et menneske som os. På den måde er det kristne håb knyttet til Jesus. Dér møder Gud os ansigt til ansigt, vi er ikke længere kun henvist til vores egne tanker om, hvordan tilværelsen er strikket sammen, om det onde eller gode har overtaget. Men hører og mærker, at den kærlighed, Jesus udstrålede, er det dybeste, det bærende i tilværelsen.”

Det bliver ikke nogen klimaprædiken, den prædiken, Peter Fischer-Møller skal holde juleaften i Roskilde Domkirke. Men han mener, at håbet spiller en enorm rolle for menneskets evne til at leve her på jorden.

”Grøn Kirke sætter ord og handlinger på det, at livet på jorden er godt og noget, som har værdi i sig selv. Ikke bare som materiale for os, men noget værdifuldt, vi er sat i verden for at værne om. Og i den sammenhæng er håbet ledestjernen: Vi er fortsat ikke overladt til os selv. Der er i dén grad brug for at minde os selv og hinanden om håbet i en tid, hvor man taler om klimadepression og klimapessimisme, specielt blandt unge mennesker. De oplever, at der igennem hele deres levetid er blevet talt om klimaforandringer, men dem, der har haft magten og indflydelsen, den voksne generation, har ikke handlet. Det avler magtesløshed, og det må vi modarbejde. Alle kan gøre noget for at mindske klimaforandringerne. Og vi er ikke overladt til os selv,” siger han.

Måske, måske, ender det i dur det hele, som i Bodil Heisters vise. Tager man udgangspunkt i den allersidste linje i en anden kær julesang, så er det stedsegrønne juletræ, måske især i år, budbringer om, at vi ikke er helt fortabte.

”Juletræet på besøg/ hilser os fra eg og bøg/ med besked derudefra/ at det lysner dag for dag./ Og at solen fra sit skjul/ ønsker os en glædelig jul.”