Der står ikke så meget på siderne i Katrine Grünfelds nye roman ”Værelse samlet af kvinder”. Typografisk ligner det mere knækprosa end almindelig romanprosa. Om Grünfeld er inspireret af Tine Høegs litterære form i den meget vellykkede kollegieroman ”Tour de chambre” fra sidste år, skal jeg ikke kunne sige, men de ligner hinanden i den afsnuppede og telegram-agtige stil.
Formen fungerer fantastisk godt. Hvorfor? Fordi den prosaiske hverdagsrealisme normalt bruger en masse plads på konventionelle beskrivelser og arrangementer, der skal give læseren fornemmelsen af hverdag. Og det er utroligt kedeligt at læse. Lige så spændende som at se maling tørre. Det er trods alt de færreste hverdagsrealister, der kan fylde en beskrivelse med ildevarslende drama, som Henrik Pontoppidan excellerede i. Eller sprogligt og sanseligt mærkværdiggøre hverdagen, som en Asta Olivia Nordenhof formår det i sin roman ”Penge på lommen”.
Telegramstilen er så en anden måde at gøre det på. Væk med det kedelige. Vi er hele tiden midt i afgørende situationer, hvor kriser og nedbrud kan finde sted, fordi normaliteten er ladt bagude. Replikker og dialoger glider naturligt ind, de er jo allerede korte, for ikke at tale om de sms’er, der er ved at blive en vigtig del af nutidig hverdagsrealisme.
”Værelse samlet af kvinder” er en skilsmisseroman. Hovedpersonen, der er omkring 50 år og på alder med forfatteren, har forladt sin mand, og vi følger hende gennem det første kaotiske år. Titlen spiller på Virginia Woolfs ”Eget værelse” og understreger, hvordan hovedpersonen griber ud efter andre kvinder, primært veninden M. for at få fodfæste i sit nye liv. Men faktisk rummer romanen ikke det søsterlige venindekollektiv, titlen kan antyde. Der er betydelig støj på linjen både i forhold til hovedpersonens mor (og hendes ”livsvisdom”) og hovedpersonens datter, der syder af raseri og bebrejdelser over skilsmissen.
Det er snapshots fra en livskrise. Teksten dyrker det grimme og skramlede. Kvinden vader rundt i bræk, kattelort, glasskår og flyttekasser med fortid ødelagt af fugtskader.
Desperationen er så udtalt, at man i enkelte scener tænker på moderen i frit fald fra Maja Lucas’ intense roman ”Gennem natten og vinden” fra 2019.
Igen får den korte form det til at fungere. Hændervriden og endeløse venindesnakke kommer ikke på tale. Enhver situation får en hældning mod det absurde.
I en uovertruffen scene er Thomas Helmigs sang ”Nu hvor du har brændt mig af” så umulig for kvinden at lytte til, at hun smider transistoren ud af køkkenvinduet og ned i gården. Men dernede er der jo både legende børn og ikke mindst deres mødre, og hvad siger de lige til det? De kommer buldrende op ad trappen, og det optrin under teksten sig at dvæle et stykke tid ved.
Vi er i middelklassen. Kvinden er antropolog, ph.d., men hun har sagt sit karrierejob op for at finde kræfter til at håndtere sin nye livssituation, og hun arbejder nu som handicaphjælper. Eller kvalitetshjælper, som hun kalder det, den der skal give de handicappede det ekstra, som hjemmehjælperne ikke har tid til.
Som professionel forstå-sig-på’er er hun dog flere gange tæt på, mod sin intention, at udløse kaos i den skemalagte pleje-virkelighed. Man fornemmer, at forfatteren kunne have lyst til at forfølge dette spor yderligere med indignation og satire.
Det er kvinden, der er gået. Romanen dvæler ikke ved årsagen. Måske kan hun ikke selv rigtig gennemskue hvorfor. I hvert fald er hun i totalt granatchok, som var det hende selv, der var blevet forladt fra det ene øjeblik til det andet. Savner hun manden, savner hun børnene, savner hun hele den sammenhæng, som hendes gamle liv var? Det er en knude, hun ikke kan løsne, men romanen er følelsesmæssigt meget stærk i hendes mange forsøg på at række ud til de to teenagebørn, der selv er i gang med deres liv og på en måde ikke kunne være mere ligeglade med hende og hendes behov for ”reparation” og samtidig er uforstående, forargede og bebrejdende over, at hun har brudt familien op.
Den narrative kliché, der ligger på lur i en skilsmisseroman, er selvfølgelig en ny kærlighed, der gør livet retvendt igen. Det afstår Grünfeld fra. Den mand, der i en periode er inde at vende som ”emne”, er næsten demonstrativt håbløs og utiltalende, og da hovedpersonens eksmand samtidig er skiftevis hadefuld og ynkelig, er der ikke megen positiv identifikation for den mandlige læser at lune sig ved. Men det er måske heller ikke at forvente i et værelse, samlet af kvinder. Det kan jo være, Katrine Grünfeld vil skrive kærligt og nænsomt og morsomt om mænd en anden god gang.